Nyhed
Læsetid: 5 min.

Hvem køber den begejstrede nøjsomhed?

Hvorfor udgiver forlagene debat-bøger, som ikke sætter nye dagsordener? Og hvorfor er der også debatbøger, der sælger stort?
Kultur
20. december 2002

(2. sektion)

Forlæggerne
Der er debatbøger, man kan synge med på. Bøger, som sætter i bevægelse. Og hvis de sigter efter underlivet, kan skriften på siden få kasseapparater til at spille julemelodier. Hele året rundt. Måske er det derfor. Eller måske er det noget andet, der har gjort Tor Nørretranders’ bog Det generøse menneske til en succes af et omfang, der kun kan beskrives med et engelsk-amerikansk udtryk. Den er blevet en bestseller. Som det glade og stolte forlag ArtPeople skriver i en pressemeddelelse:
»Det generøse menneske er julens bedst sælgende bog og ligger nummer 1 totalt på hhv. Gads, Buscks og Bog og Idés bestsellerlister.«
Bogen er signeret med et motto. Som Jens Jørgen Thorsen sagde det så fint: »Jeg maler for at få fisse.«
Og det motto er blevet citeret på tv. Og Nørretranders har direkte adspurgt indrømmet, at han da også har skrevet sin bog for at få det, som Thorsen gerne ville have. Det er en debatbog, der rykker. Det er næsten som for 30 år siden.
Som Claus Clausen fra forlaget Tiderne Skifter forklarer:
»Da jeg startede med at udgive debatbøger i slutningen af 60’erne og i begyndelsen af 70’erne, solgte de en 3.-4.000 alle sammen. Der var et miljø, som var fuldstændigt energisk og levende og optaget. Bøger satte noget på dagsordnenen, som man så begyndte at diskutere.«
Der var ikke langt fra bog til bevægelse:
»Bevægelse var ikke bare folk, der gik på gaderne. Det var også oppe i hovederne. Der var ikke langt fra de første kvindebøger til kvindebevægelsen. Den var sikkert blevet lavet også uden bøgerne, men bøgerne spillede en afgørende rolle. Sådan er det ikke mere. Det sælger stadig nogenlunde. Der bliver mere og mere opmærksomhed på den del af samfundsdebatten, men de har ikke samme umiddelbare effekt.«

Det er svært at se bevægelsen efter Nørretranders’ bog. Eller efter Ralf Pittelkows bog Islam og verden efter den 11. september. Som ellers også har bevæget læsere som forbrugere hen mod kasseapparater, som har spillet den glade melodi mange gange.
Nogle af debatbøgerne sælger, men det er tilsyneladende de færreste, som kommer til at spille det, Clausen kalder ’en afgørende rolle.’
Det handler måske også om en ny dagsorden, som er sværere at synge med på. Som er mindre appellerede og generelt mindre sexet. Frigørelsesprojekterne begejstrede og bevægede. Men hvem bliver begejstret og bevæger, når det drejer sig om at begrænse selvudfoldelsen?
Steen Piper udgiver på sit forlag, Hovedland, bl.a. debatbøger:
»Debatbøger har ikke den samme effekt i dag. Hvor er de kollektive subjekter, som forlanger mere askese eller mindre i løn? Johannes Andersen har for nylig skrevet en artikel i Salt, hvor han efterlyser mere ydmyghed og krav om mindre i løn. Sådan nogle ting er det svært at få en bevægelse med på. Hvem vil demonstrere for begejstret nøjsomhed?«
»Det er menneskets natur, at det er vanskeligt at spænde livremmen ind, når den først er kommet ud. Så det giver sig selv, at afstanden mellem de debatbøger, vi laver i dag, og effekten af dem er meget længere, end den var tidligere.«

Der var år hvor der ikke kom så mange debatbøger. Hvor politik som tema for bøger ikke var så attraktivt. Ud over naturligvis rituelle biografier, erindringer og lidt hånlige hilsner til gamle kommunister.
»Der har været en mærkelig tavshed i nogle år,« konstaterer Claus Clausen:
»Det mindede om en politisk lammelse, hvor folk var holdt op med at reflektere over samfundsudviklingen.«
Men nu er de kommet igen: bøger om venstrefløjen, bøger om det, der henvises til som ’neoliberalismen.’ Feminismeantologier og bøger om islam og det multikulturelle samfund. Og bøger om verden efter den 11. september, om værdierne og danskerne og om selveste globaliseringen.
Claus Clausen fremhæver en fællesnævner ved debatbøgerne fra Tiderne Skifter:
»Det, der er fælles for vores debatbøger, er en fælles optik på samfundet eller den herskende orden. Vores bøger kommer som svar på nogle spørgsmål, der rejser sig. Eller de kommer måske snarere som spørgsmål til noget, der skal ligne et svar. Til en konsensus. Til noget, der er blevet ophøjet til en hellig sandhed. Når f.eks. vores statsminister siger, at der ikke længere er noget, som hedder højre og venstre, så får jeg en henvendelse fra en, der gerne vil lave en antologi, som spekulerer over, om det nu også kan være rigtigt?«

Man kan spørge, hvorfor forlagene udgiver debatbøger, som hverken resulterer i Thylejre eller koncerter mod atomkraft. Debatbøger, som måske sælger rimeligt, men som man dårligt tør tro på forandrer den danske verden.
»Om det drejer sig«, forklarer Clausen,»om køn eller klasse eller sociale niveauer, så udgiver vi bøgerne for gennem viden og oplysning at opnå en eller anden form for klarhed i et samfund, som bliver mere og mere kompliceret.«
Bøger kan ifølge Clausen ikke skabe anden forandring end i læsernes bevidsthed:
»Vi skal også en gang imellem midt i den her accelererende udvikling stoppe op og se tilbage på, hvad det er, vi forlod. Man må spørge: Hvad var det nu, vi mente med den der solidaritet?«
Steen Piper udgiver debatbøger til den læsende del af befolkninger, som mener sig dannet, og som påvirker andre menneskers holdninger og tanker:
»Det er folk, som bliver ved med at slå om sig med ord, som de ikke selv forstår. Jeg citerer her forfatteren Pia Juul fra Information: ’Anders Fogh er muligvis ikke folkelig, men småborgerlig. Det er han, og småborgerlig er Lykketoft i hvert fald ikke, selvom han er socialdemokrat.‘«
»Debatbøgerne er et forsøg på at få den del af befolkningen i tale, som kommunikerer og formidler. Vi vil så forfærdelig gerne, at de ikke ikke kommunikerer galt. Men det gør de ofte. Både forfattere og skrivende folk. Der er ikke nogen mening i det, Pia Juul siger, andet end at hun ikke kan lide Anders Fogh, og at hun bedre kan lide Mogens Lykketoft. Folk bruger ofte ord, som fuldstændig har sluppet forbindelsen med den materielle virkelighed, fordi deres forstand har stået stille, siden de lærte nogle marxistiske brokker.«
Man kan således udgive debatbøger for at undersøge, hvad det er, der forandrer sig og, hvordan man kan tale meningsfuldt om en forandret verden. Men Steen Piper oplyser, at man umuligt kan leve af at sælge debatbøger: »Medmindre man som Tor Nørretranders har et reklamebureau bag sig og en tillidsvækkende udstråling på tv. Så er der tilsyneladende ingen grænser for, hvor mange eksemplarer man kan sælge. Jeg håber, han bruger den opmærksomhed til noget godt, og at han vil noget med sin bog.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her