Nyhed
Læsetid: 3 min.

Internationalt

Kultur
19. december 2002

Historiker frataget pris
*Den amerikanske historiker Michael Bellesiles har nu foruden sit job og sin faglige anseelse også mistet æren og de 4.000 dollar, der fulgte med Bancroft-prisen, en af de største udmærkelser for historikere i Nordamerika, som han fik sidste efterår. Columbia University, der uddeler prisen, har for første gang i prisens 54-årige historie bedt modtageren om at returnere æren og slanterne. Historien om Michael Bellesiles og hans bog Arming America: The Origins of a National Gun Culture er en af største akademiske skandaler i USA i mange år. Ved udgivelsen blev Bellesiles udsat for en regulær hadekampagne, inklusive dødstrusler pga. af bogens konklusioner: De tidlige kolonisatorer af det nordamerikanske kontinent ejede for langt de flestes vedkommende ikke våben. Amerikanerne begyndte først at bære våben i forbindelse med borgerkrigen 1860-63. Våbenlobbyen med National Rifle
Association blev blålilla i hovederne over dette angreb på, hvad de opfatter som en grundpille i de amerikanske friheder. Men siden begyndte også akademikere at betvivle bogens kildematerialer og konklusioner. En undersøgelseskommission på Emory University, hvor Bellesiles var ansat, anklagede ham for »uprofessionelt og vildledende arbejde«, der til tider nærmer sig »falsifikation«. Bellesiles undskyldte enkelte fejl i kildematerialet, men fastholdt, at bogen var grundlæggende sandfærdig. Men det var ikke nok; han blev tvunget fra sin stilling og er nu også blevet frataget Bancroft-prisen.

Den anonyme berømthed Zadie
*I et interview med New York Times fortæller Zadie Smith, der katapulteredes ind i litterær berømmelse efter debuten med White Teeth, at hun en dag så vinderen af den britiske version af Big Brother på gaden. Folk hånede den stakkels kvinde, hvis ansigt var strimet af udtværet mascara. Zadie Smith er glad for, at litterær berømmelse er en mere anonym af slagsen. Hendes seneste bog, The Autograph Man, handler om en professionel autografhandler, der jagter en underskrift fra en ældre, tilbagetrukken filmstjerne. Under arbejdet med bogen reflekterede den nu 27-årige kvinde en del over berømmelsens natur; dens enfold, ondskab og trivialitet. »Alt i denne kultur er så hysterisk,« fortæller hun, »enten skal man have Nobelprisen, eller også skal man skydes ved daggry.« Om påvirkningen fra sine litterære forbilleder, hvoriblandt Kafka, Nabokov og Martin Amis nævnes, siger hun: »Jeg er skamløst påvirket af alt, hvad jeg læser. Hvis jeg fortsætter med at plagiere i 15 år, vil jeg måske skrive noget godt.«

Satirisk løg i bogform
*En af USA’s mest læste ugentlige publikationer, dog langt bagefter TV-Guide, er den satiriske gratisavis The Onion. Og nu, hvor året snart er slut, er tiden kommet til at samle ting i bogform, således også The Onion, der har udgivet samtlige udgaver mellem oktober 2000 og oktober 2001 i bogen The Onion ad Nauseam. Den inkluderer det berømte 11. september-nummer, hvor overskrifterne bl.a. lød: »USA sværger at besejre, hvem det end er, vi er i krig med« og »En smadret nation længes efter at bekymre sig om åndssvagt pis igen«. Bogens indledning er skrevet af den unge succesforfatter Dave Eggers. Redaktionen af The Onion er for nylig flyttet fra Madison, Wisconsin, hvor avisen begyndte og siden udviklede sig til et landsdækkende fænomen, til New York. At løgsmagen ikke stadig er skarp (decideret dræbende har den aldrig været), kan man forvisse sig om ved at klikke ind på www.theonion.com.

De rige svin er også dyr
*En ny bog undersøger velhavende mennesker på samme præmisser, som man studerer orangutanger i junglen. The Natural History of the Rich: A Field Guide er titlen på bogen, som er skrevet af Richard Conniff. Han skriver, at de almene mønstre for menneskeracen i særlig grad gælder for de rige: »Fysiologisk, territorielt, socialt-hierarkisk, forplantningsritualer, forældreomsorg osv., og de, der ikke passer ind, bliver spist.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her