Nyhed
Læsetid: 4 min.

Smuler fra prædikestolen

Den britiske forfatter Jeanette Winterson om hvorfor kunsten i øjeblikket – i krigens skygge – er vigtigere end nogensinde
Kultur
2. december 2002

Ny bog
LONDON – Hendes mor havde håbet, at hun var blevet tv-evangelist. Eller i det mindste en slags forkynder. Mrs Winterson, der opdrog Jeanette med et strengt pinse-missionsk sigte, må være blevet slemt skuffet, da datteren i stedet endte med at blive en succesrig lesbisk forfatter af den slags, der sammen med andre berømtheder skriver anti-krigserklæringer til Tony Blair og som konstant optager spalteplads i aviserne med artikler om ligestilling for homoseksuelle og ikke mindst vrede kommentarer til kritik af hendes eget forfatterskab.
Jeanette Winterson har ikke mindst vist sans for iscenesættelse, da hun i et tv-interview fornylig udnævnte sig selv til Virginia Woolfs litterære arving.
Men måske er der alligevel lidt af en prædikant over hende, som hun står på scenen i Londons Apollo teater. I hvert fald at dømme efter publikums reaktion – publikum hujer og tramper taktfast i gulvet, da Winterson bemærker at Bush ikke er repræsentativ for hele den amerikanske befolkning. Men det er ikke Bush, Winterson er kommet for at tale om i aften, men kunstens anvendelighed.

Den nødvendige kunst
»O.k, jeg er altsaa ikke Jeffrey Archer,« bemærker Winterson lidt beklemt, da jublen fra de mange kortklippede kvindepar i salen ingen ende vil tage. Og hun spørger retorisk hvilken rolle kunsten egentlig spiller, når verden nu står på kanten til en ny krig.
»De fleste af os oplever kunst som lidt af en luksus. Det er klart, at samfundet skal bruge penge på hospitaler og skoler, men vil man have kunst, er det noget folk selv skal betale for. Vi kommer til at betale for masseødelæggelsesvåben, hvad enten vi vil eller ej. Så hvorfor ikke bare betragte kunsten som en vare, som kun købes af de, der virkelig orker? Men det er netop nu, mens tropperne samles i England og USA, at vi har mere brug for kunsten end nogensinde.«

Faren ved læsning
»Det er muligt, at kapitalismen vil få lige så meget succes med at indoptage kunst, som den har haft det med religionen.«
»Vi ved jo alle, at der traditionelt har været to supermagter: Gud og Mammon. Og Mammon vandt slaget, ikke. Problemet er, at der ikke findes nogen effektiv styrke i Vesten, der er i stand til at udfordre kapitalismens dogme. Men kunsten minder lidt om Gud, fordi den arbejder inden for et andet værdisystem. Den kan ikke rigtigt tilpasses markedsøkonomien og ligesom med religionen, har vi det med at tvivle i troen på kunst.«
Forholdet mellem kunst og religion er en hjørnesten i Wintersons biografi. Hun fortæller, at hun grådigt begyndte at læse som fem-årig, fordi det var forbudt. Bibelen var hendes første læsebog, men andre tekster var bandlyste hos forældrene, fordi problemet med bøger, sagde moderen, »er at man aldrig ved, hvad der står i dem, før det er for sent.«

Lawrence under dynen
Winterson fortsatte med at læse under dynen, indtil moderen opdagede alle D.H. Lawrence-udgaverne og prompte brændte dem i baghaven. Det varede ikke længe, før Winterson stak af som 16-årig med en pigekæreste og blev bandlyst af den lokale kirke.
Inden længe studerede hun på Cambridge og udgav sin debut-roman, Der er andre frugter and appelsiner (1985), en munter fabel delvist baseret på Wintersons religiøse opvækst og brud med hjemmet. Men ifølge Winterson er selvbiografien en illusion.
»Der findes kun kunst og løgne,« siger hun. »Kunsten er den eneste måde, man kan undgå at komme til at sige sandheden uden at lyve. Løgne er jo bare løgne. De er en måde at bedrage sig selv eller andre på, og de fleste af os lever på en løgn fra start til slut, fordi det er bekvemt. Men kunsten forsøger at skære igennem alt det – altså at finde frem til noget, der er objektivt, som samtidig forsøger at balancere det konkrete hverdagsliv op imod det metafysiske.«

Livet er lidt noget rod
»Jeg begyndte at sluge bøger, fordi de var en flugtvej fra den sterile, religiøse verden jeg voksede op i. Og jeg havde i høj grad brug for andre verdener. Det gælder jo for mødet med litteratur og med kunst, at man bliver opladt – ikke som efter en god nats søvn, men ganske enkelt ladt på et højere spændingsniveau,« siger Winterson og citerer den amerikanske digter William Carlos Williams for at have sagt, at »det er vanskeligt at få nyheder fra digte, men alligevel dør mennesker ulykkelige hver dag, på grund af mangel på, hvad der findes her.«
»Men forhåbentlig kommer kunsten til at vare lidt længere end dagens politiske agenda. Livet er jo lidt noget rod, og kunsten er det sted, hvor vi forsøger at få rettet op på det. Ligesom spørgsmålet om ’hvem vi er’ er uendeligt, er der heller ingen øvre grænser for spørgsmålet om, hvad kunsten skal gøre godt for. Kunsten handler om at skabe nye erfaringer, og vi har brug for nye erfaringer for at komme igennem katastrofer. Som f.eks. den krig vi står overfor lige nu,« siger Winterson.

FAKTA
Jeanette Winterson
*Født 1959 i Manchester.
Opvokset hos pinsemissionske adoptivforældre.
Debuterede med romanen Oranges are not the only fruit (1985)
Har siden udgivet romanerne Written on the Body, Arts and Lies og The Powerbook

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her