Læsetid: 6 min.

Digter som sexsymbol

Nej, den går vist ikke, for Jens August var ikke nogen Tom Jones, men hvis erotik er mere sexet end sex, så går den alligevel
9. januar 2003

Portræt
»Dèr sidder Schade...«
Og det gør han. Han ser ikke ud af noget, og man ville rubricere ham som en ældre original, der ved en fejl er dumpet ind på de unges værtshus, hvis det ikke lige netop var, fordi han var...Schade.
Det er et godt stykke over midnat på La Fontaine i Læderstræde, som ikke er et almindeligt værtshus, men et sted, hvor jazzmusikere mødes for at jamme, når de har afsluttet deres arrangementer rundt om i byen. Finn Ziegler er dog på fast engagement. Han står der altid med sin violin og sin cigar.
Schade sidder alene ved et bord, stilfærdigt med et glas rødvin, en lille, duknakket mand, nogle vil sige pukkelrygget, og lidt efter har en kvinde af uidentificerbar alder eller et par mandlige studerende sat sig over til ham for at snakke. Der er prestige i »at have snakket med Schade«. Han ejer digterens magi. Man har lært om ham i skolen.
Det lille erindringsglimt fra 70’erne vil kunne deles af mange, der færdedes i det indre København. Schade var på det tidspunkt nær de 70, men stadig trofast på sin ’nattevagt’ som kendt, omvandrende figur i miljøet, som han havde været det siden 20’erne.
Sartre og Schade – hvad har de med hinanden at gøre? Absolut ingenting, kun en vis, overfladisk navnelighed, og så det, at begge er skribenter, holder af et glas rødvin og øjensynligt ikke har noget imod at blive set, mens de nyder det – Sartre, symbolet på fransk intellektualisme, på Café de Flore eller Aux Deux Magots i St. Germain-du-Pres, Schade, dansk digter, især på Skindbuksen, kendt for sin biksemad.
At ture rundt på natteværtshuse må have noget med krig at gøre. Man kan dø af det, hvis man ikke trækker sig tilbage i tide. Krigskorrespondenten Jan Stage skrev for en snes år siden eller mere en mindeværdig artikel i fredstid om det, han benævnte ’dødsruten’ – dengang var det steder som Cafe Dan Turéll, Brønnum og Andys Bar. Det er det til dels stadig, ligesom flere af stederne fra Schades tid stadig helligholdes: Hviids Vinstue, Parnas, Café Nick og Café Royal, bedre kendt som Laurits Betjent. ’Minefeltet’ hed dødsruten dengang. Igen noget med krig – og dog var Schade kærlighedens apostel og på en vis måde et sexsymbol i sin tid. Ikke
just nogen Tom Jones, men hvis erotik er mere sexet end sex, så holder udtrykket.
Schade kunne pludselig sidde ved et bord, uden at nogen egentlig havde set ham komme ind.

Muserne
For mænd vil det være stærkt opløftende, at en mand af Schades statur kunne være så omsværmet. Rygskaden opstod, da en barnepige i Skive, hvor han var født, tabte ham på gulvet. Rygraden forskød sig, men han ville ikke gå med korset, som ellers kunne have rettet op på skaden.
Skive blev i øvrigt i en af bøgerne til Skæve. Faderen var papirfabrikant, og papiret blev også Jens Augusts skæbne, om end på en helt anden måde end for faderen. Han drog i 1921 til København for at studere nationaløkonomi(!), men digteriet tog ham.
Musen Gerda Barfoed udgav i 1983 en hel lille digtsamling, som Schade havde håndskrevet til hende. De havde været kærester i Viborg – i al ærbarhed – og mødtes igen i København, hvor Schade boede på et lejet værelse på Gl. Kongevej. Hun optrådte senere som hovedperson i bogen Sjov i Danmark. De første digte var i øvrigt ret ubehjælpsomme. »Mit liv er Minder og Minder,« skrev han. Han var da 18 år.
’Musen’ er i dette tilfælde ikke en gnaver, men en titel, der har rødder i den græske mytologi, og som altid blev benyttet i avisomtaler om Schade. Han havde ikke kærester og koner, men muser, som inspirerede til hans digtning. Meget fint.
Men hvad var det, der var så tiltrækkende ved personen Schade – ud over at han var digter? Det kan kun en kvinde svare på. En hurtig opringning til en god veninde, der traf Schade i professionel sammenhæng, giver følgende forklaring:
»Egentlig var han en slags Quasimodo, men det var den måde, han kiggede på én...«
– Hvordan?
»Jaøh...kvinder vil jo gerne begæres...og det blev man af hans blik, men der var samtidig en værdighed over det.«
– En værdighed?
»Det var ikke savlende, og så sagde han smukke ting.«
– Sagde han kloge ting om politik og livet?
»Ja. Ikke om politik, men om livet.«

Em af erotik
En yngre, der læser Schade i dag, vil selvfølgelig finde lyrikken gammeldags med dens melodunte, men nok også kunne mærke kraften, the force. Schade prædikede den kødelige og forventningsfulde kærlighed i sine digte og i sin lyriske prosa med en umiddelbar tilgang, så man kunne mærke skørterne løfte sig under hans hånd. Det virkede ubesværet, som om han kunne rive digte af sig så let som ingenting og med stor generøsitet.
En hel del af dem kunne virke noget leddeløse, selv om de blev skrevet til en stram form, men det var måske netop en del af pointen, den stakåndede pointe, at de samlet åndede og emmede af hed erotik, der i Schades univers var tæt forbundet med det guddommelige og himmelske.
Lulu Ziegler sang ham, Otto Brandenburg sang ham, Otto Mortensen, Holger Laumann og Per Nørgaard komponerede til hans tekst, og Henning Carlsen filmatiserede (i 1967) romanen Mennesker mødes og sød Musik opstår i Hjertet. Poul Borum, der var medforfatter på filmmanuskriptet, regnede ham for en digter af verdensformat. Det gjorde flere franske anmeldere også, da han blev oversat. Noget stort, internationalt gennembrud blev det dog ikke, men i Danmark blev han et begreb, fordi han gennembrød den borgerlige bornerthed – til nogles forargelse og andres henrykkelse.

IC-tog
Rig blev han ikke, selv om han udgav bog på bog, og i mange år hang tagkammerets spær truende over hans hovede. Levemåde havde han dog: Ifølge anekdoten tog han sit pæneste tøj på, når han spiste spegepølsemadder om søndagen. I 1963 modtog han Akademiets store pris.
Han døde i Skive, mens han sad og skrev, og han blev begravet på Assistens Kirkegårds Afdeling P på Nørrebro, hvor også så forskellige kunstnere som Peter Malberg, Soja Ferlov Mancoba og H. C. Andersen ligger.
Det ville have været nærliggende at opkalde en café eller et natværtshus efter ham. Det skete ikke – over det bestemmer kun restauratørerne. Ejheller fik han opkaldt et IC-tog efter sig – det kunne passende have været et, der kørte mellem Skive og København, men det fik Jeppe Aakjær – til gengæld stod han for kunsten i det tog, der blev opkaldt efter Dyrehavsbakkens Kirsten Piil, som i forvejen havde fået en kilde opkaldt efter sig, hvorfor man egentlig godt kunne have kaldt det Schade for at fordele goderne. Dan Turèll, selv en nattevandrende digter, læste om Schades død, mens han sad på Café Sommersko.
Han skrev et mindedigt og mente, at værtshusene burde holde to minutters stilhed, for Schades død betød uendelig meget mere for byen end...ja, end så meget andet. Så bestilte han en morgenbitter.

FAKTA
Schade i 100 år
*Jens August Schade (1903-78) debuterede med digtsamlingen Den levende violin, der udkom i 1926 på Woels Forlag. To år senere fulgte Sjov i Danmark, en satirisk versroman og senere bl.a. Kællingedigte (1944) og Schades Højsang (1958). Et stort udvalg, Schades digte, udkom i 1999 på Gyldendal. Schade ville fredag være fyldt 100 år. Han fejres bl.a. af forlaget Arena med genudgivelse af prosabogen, Kommode-Tyven eller Udødelig Kærlighed, fra 1939 samt ved et oplæsningsarrangement kl. 15 på Skindbuksen i København med Pia Juul, F. P. Jac, Jørgen Gustava Brandt, Torben Brostrøm og musen Inga Lyngby. Læs også Nikolaj Rønhedes kronik om Schade i morgen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu