Læsetid: 5 min.

Historien om, hvordan en far lånte sin søn 800 dollar

– og verden fik dem igen med renters rente Detroit var hjemsted og rekrutteringsunderlag for den første, sorte forretningssucces, Motown Records, som skabte stilskabere som Supremes, Stevie Wonder og Marvin Gaye
17. januar 2003

(2. sektion)

– og verden fik dem igen med renters rente
Detroit var hjemsted og rekrutteringsunderlag for den første, sorte forretningssucces, Motown Records, som skabte stilskabere som Supremes, Stevie Wonder og Marvin Gaye

Motown
Berry Gordy lignede ikke en fattig neger og var det heller ikke, men han var stolt, og hans middelklasseforældre havde altid sat en ære i at have fødderne under eget bord. Og fod på økonomien. Der var derfor intet til hinder for, at unge Gordy – født i 1929 som det syvende barn af en flok på otte – kunne få 800 dollar, da han, efter at have forsøgt sig som bokser og siden som jazzpladebutiksindehaver, i 1958 ville etablere et plade- og produktionsselskab. Han skulle bare betale dem tilbage – med renter.
Det gjorde han. Og mere til. Da Gordy i 88 solgte Motown Records til investeringsfirmaet Boston Ventures og pladeselskabet MCA lød overtagelsessummen på 61 mio. dollar, og Motown – og Gordy – havde for længst vist sig som et af poppens sikreste værdipapirer. Samtidig havde Tamla Motown gjort den i virkeligheden trøstesløse bilfabrikanthovedstad, Detroit, synonym med livsglæde og en ubesværet musikalitet, der stod i kontrast til det op ad bakke-liv, som de fleste af byens sorte indbyggere levede.
Nok havde Gordy selv i en periode arbejdet for 85 dollar om ugen ved samlebåndet på Mercury-Lincoln-bilfabrikken, men det var vist mest, fordi faderen syntes, unge Berry skulle prøve et liv uden sociale krykker. Junior ville noget mere med sit liv, og han var helt sikker på, at mange unge sorte havde det lige sådan – de ville ikke finde sig i at være brændemærkede på grund af deres hudfarve.
Gordys sande entusiasme for jazz udmøntede sig paradoksalt nok i, at han begyndte at skrive små, iørefaldende popsange. Et par stykker af dem, Reet Petite og Lonely Teardrops, blev hits for en ung lovende sanger, Jackie Wilson, som også havde ladet boksesandsækken passe sig selv. Wilson blev hurtigt en af de nye sorte stjerner, og Gordy varmede sig i genskæret, og fik mod og midler til at etablere pladeselskabet Tamla i en bygning, som han forsynede med skiltet Hitsville USA. Det viste sig hurtigt at være alt andet end pral.

Tæft for talenter
Med sikker tæft for at tiltrække lokale talenter fik Gordy sit første hit i 1960 med Barrett Strong’s Money (That’s What I Want) – en titel, der både skulle vise sig profetisk, og som blev brugt af Gordys kritikere som en besk antydning af, at han i lidt for udpræget grad havde arvets familiens iværksætter-gen.
På samme måde som Sam Phillips fem-seks år før havde set, at mulighederne for Elvis Presley lå i at ramme flere markeder end det lokale, således indså Gordy, at musikken skulle have en større radius og en bredere appeal end nærmiljøet. Målgruppen var den nye, overvejende hvide middelklassekultur, man var begyndt at kalde teenagere. Samt de stadig flere sorte under højere uddannelse. Samtidig nød Motown godt af Kennedy-periodens varmere kulturelle og sociale klima, som var med til at overskygge, at der faktisk fortsat fandtes amerikansk apartheid. I den forstand var selskabets slogan The Sound Of Young America som skabt til at sløre klasseskel.

Segmenttænkning
Det var segmenttænkning, før nogen vidste, hvad det var. Og efter at Motown-vokalgruppen The Miracles med sangeren Smokey Robinson i 1960 havde givet selskabet dets første hitlistetopper med Shop Around, overlod Gordy intet til tilfældighederne. Spontaniteten blev sat i system. Talent var ikke nok. Hans kunstnere fik timer i koreografi, sang, almen (hvid) dannelse, smilende fremtoning og høflighed, og det negroide hår blev glattet ud eller skjult bag en paryk. I mere radikale sorte kredse blev Motown stemplet ’Onkel Tom’-pop. Og selvfølgelig var der en del om det, men indvendingerne blev sunget væk, når et Motown-hit var i en radio nær ved dig.
Og det skete ret tit i de år med navne som The Supremes, Martha & The Vandellas, Temptations, Stevie Wonder, Marvelettes og noget senere Jackson Five med en ung, uimodståelig og sort Michael Jackson – alle stamfædre og -mødre til den nutidige afart, der sælges som r’n’b.
Mange af sangene var skrevet af huskomponister. Først og fremmest det tonale triumvirat Holland-Dozier-Holland, der strengt taget nok skrev variationer over »the same old song« (som de kaldte et hit med The Four Tops), men er for soulmusikken hvad Lennon-McCartney er for rocken. Andre profiler var Gordy selv, Stevie Wonder samt ikke mindst ekcentrikeren Marvin Gaye, der startede som trommeslager i Detroit-studierne. Og mens den musikalske slægtning i syd, Stax Records, ikke underspillede det saftige og kropslige, var Motown-melodierne og -arrangementer mere sofistikerede. En undtagelse var The Four Tops, som opførte rene klangkatedraler af længsel og ensomhed – sange som Seven Rooms Of Gloom og Reach Out I’ll Be There er og bliver æresgæsterne på hele den etage af Hotel Evergreen, hvor Motown har booket sig ind.
I 1972 flyttede Gordy Motown til Los Angeles. Ikke mindst for at få del i Hollywood-millionerne, som man begyndte at kunne ane med succesen for Diana Ross i Billie Holiday-filmen Lady Sings The Blues, men da sang Motown på næstsidste vers. Fra Philadelfia kom en ny, endnu mere elegant lyd, som udviklede sig til discoen og i 1979 indvarslede Sugar Hill Gang med Rapper’s Delight et paradigmeskift på markedet, som var lige så afgørende som Motown i sin tid, men totalt at afskrive Motown i de år er historieforfalskning. Navne som Lionel Richie, Smokey Robinson (igen!) og Rick James bør høre til enhver pop- og soulelskers paratviden.

Idyllen krakelerede
Samtidig begyndte myten om Motown som en stor, lykkelig familie at smuldre. Artige sandheder om tiden i Detroit og de menneskelige omkostninger ved succesen kom frem. Bl.a. om Gordys kommercielle kynisme og hans forelskede favorisering af ikke mindst Diana Ross, og han blev beskyldt for massiv underbetaling (da Jackson Five skiftede til CBS steg deres royalties f.eks. med 500 procent) samt for at have haft et slaveejeragtigt forhold til sine racefællers ophavsrettigheder – som en slags afbigt etablerede Gordy sidst i 90’erne en fond, der skulle støtte kunstnere, der var blevet udnyttet af pladeindustrien...
I 1993 blev Motown solgt videre, og selv om nye navne som Erykah Badu i dag er med til at give selskabet en moderne accent, er det bagkataloget, der henter flest penge hjem, fordi verden, som det hedder i sangen »Dancin’ In The Street,« »can’t forget the motor city...«

nwww.motown.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu