Nyhed
Læsetid: 2 min.

web.hvad.hvor

Kultur
9. januar 2003

Tolkiens Beowulf udgivet
*I 1936 udarbejdede J.R.R. Tolkien et 2.000 sider tykt manuskript, der indeholdt en indledning til og oversættelse af det angelsaksiske episke digt »Beowulf«. Dette manuskript er nu udkommet i USA, men først efter et slag af episke proportioner med forfatterens efterkommere og, i særdeleshed, de mere fundamentalistiske af mandens fans. Professor i middelalderhistorie Michael Drout, der har stået for udgivelsen, fortæller, at han nu ved mere, end han ønskede »om besværlighederne ved at udgive manuskripter fra det 20. århundrede, om opretshavslovgivning og om de mærkelige personlige og akademiske modviljer, der stadig lurer i mange hjørner næsten 30 år efter Tolkiens død.« Tolkiens oprindelige foredrag om »Beowulf« tillægges æren for, at det episke digt nu bliver regnet for stor poesi og ikke kun utroværdig historieskrivning. Professor Drout fortæller, at Ringenes Herre er meget påvirket af »Beowulf«; orker, elvere og talende træer findes alle i det over 1.200 år gamle digt. Tolkiens efterkommere var i begyndelsen tilbageholdende med at give tilladelse til at trykke oversættelsen af »Beowulf« pga. de mange, der søger at score kassen på Tolkiens univers. Hobbitsutsko er bare et eksempel på de mange kommercielle tiltag, som efterkommerne har fået bremset. Fredag den 3. januar ville i øvrigt have været Tolkiens 111 års fødselsdag – fødselsdagen, som Bilbo Sækker fejrer i begyndelsen af Ringenes Herre: »a rather curious number and a very respectable age for a hobbit«, som der står i originalen.

Dumme hvide mænd
*Mens vi venter på den danske premiere af Michael Moores dokumentarfilm Bowling for Columbine den 17. januar, kan det nævnes, at denne kasketbærende provokatør også har skrevet bogen Stupid White Men. Den underholdende og subversive publikation, er i sit 40. oplag og har befundet sig 38 uger på N.Y. Times’ bestsellerliste og har også snuden fremme, hvor det drypper i Canada, Australien, England og Tyskland. Ophavsmanden selv meldes p.t. at være ulideligt overgearet efter en placering på Entertainment Weeklys 12 personer smalle liste over »Entertainers of the Year«.

Næste brite er en hun
*Det tunge ansvar for den britiske romans fremtid er løftet fra de mandlige til de kvindelige forfatteres skuldre. Det er aviskommentatorernes konklusion, efter at tidsskriftet Granta for tredje gang på 30 år har offentliggjort en liste over de 20 største yngre, dvs. under 40 år gamle, britiske litterære talenter. I 1983 var navne som Martin Amis, Julian Barnes og Salman Rushdie på listen; i 1993 bl.a. Will Self, Iain Banks og Hanif Kureishi. Denne gang er der ganske vist igen flere herrer end damer blandt de udvalgte, men opmærksomheden centrerer sig om navne som Zadie Smith, Sarah Waters, Nicola Barker, A.L. Kennedy, Monica Ali og Rachel Seiffert. Sidstnævntes bog The Dark Room beskrives som »en indviklet episk rejse gennem det moderne Tysklands historie.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her