Nyhed
Læsetid: 3 min.

Bøger i krigszonen

Amerikanske soldater har fået udleveret Shakespeares ’Henry V’ – en bog, der ifølge anmeldere også kan læses som et indlæg imod krige i det fremmede udført af grunde, der måske er mere personlige, end godt er
Kultur
25. februar 2003

Litteratur
Krigsførende magter skal sørge for deres soldater. For 60 år siden drog de i felten med værker af F. Scott Fitzgerald, Ernest Hemingway, William Faulkner, Thomas Mann, Franz Kafka, Virginia Woolf, Mark Twain, Herman Melville, Charles Dickens, Platon og Homer.
Selvfølgelig var der også en enkelt knaldroman ind imellem i det udbud, man tilbød i gratis specialudgaver, men stort set betragtede man soldater som tænkende væsener, levende interesseret i den idemæssige baggrund for de værdier, man i hvert fald påstod at føre krig for.
I dag er det anderledes. De amerikanske soldater bliver ganske vist også forsynet med åndelig føde i det påtænkte korstog mod ondskabens akse, men nu er det mere konkrete sager, såsom militære portrætter og soldaterbreve. Dertil kommer dog to værker af mere speciel karakter.

Fortid som drukmås og bums
Det ene er den kinesiske klassiker om Krigens Kunst af Sun Tzu, et strategisk stykke filosofi, der nok mest vil appellere til generaler.
Det andet er Shakespeares Henry V, og det har fremkaldt en del kommentarer i både den britiske og amerikanske presse. I The New York Times Review of Books har Judith Shulevtiz foretaget en sammenskrivning af, hvad Ben MacIntyre og John Sutherland har skrevet i The Times og The Guardian, og det er interessant læsning.
Henry V er et stykke om en lille bande britiske hooligans, der under ledelse af en forrykt konge med store personlige problemer hærger og plyndrer sig gennem Frankrig i, hvad Judith Shulevitz betegner som »en farlig, unødvendig og uretfærdig krig«.
I hendes referat er stykkets handling den, at: »En nykronet konges adkomst til tronen bliver sat under voldsom debat, fordi han overtager den efter sin far, der erobrede den ved at myrde sin forgænger. Den unge tronfølger har en fortid som berygtet drukmås og bums. Han må gøre et eller andet for at vinde folkets tillid.
Det går ad helvede til på hjemmefronten, men han følger fars gode råd: »Be it thy course to busy giddy minds with foreign quarrels« - altså foretag dig noget drastisk på udebane, så torskene herhjemme glemmer, hvem du er.
Det ligner jo ligesom et eller andet, og det er måske ikke lige det budskab, de højere amerikanske krigsmagter egentlig sådan uden videre har villet anbringe i rekrutternes lommer. Man har måske snarere tænkt på stykkets åbenlyse
nationalchauvinistiske karaktertræk.

Indlæg mod krig
Den irske dramatiker George Bernard Shaw kaldte Henry V
»a jingo hero«, altså simpelthen en »krigsgal, chauvinistisk og imperialistisk helt«, og litterater har i flere hundrede år ivrigt diskuteret, hvorvidt Shakespeare egentlig havde til hensigt at fremstille netop denne konge som en helt i egentlig forstand.
Stykket regnes almindeligvis ikke for et af bardens bedste. Ikke desto mindre drejede Laurence Olivier i 1940’erne en film over det, og slap den løs på lærredet i 1945 som en slags sejrsskrig. Kenneth Branaghs nye filmversion fra 1989 følger i samme spor.
Både Olivier og Branagh strøg fjerde akts sjette scene, hvor Henry V under slaget ved Agincourt pludselig uden nogen særlig påfaldende grund beordrer alle franske krigsfanger myrdet.
Men de følger ellers begge trofast plottet, som man jo skal. En lille håndfuld sindssyge krigsforbrydere, der har retorikken kørende for fulde og farverigt imperialistiske omdrejninger fra først til sidst inklusive kor, bryder ind i Frankrig, omringer den første by, de kommer til og truer indbyggerne med »etnisk udrensning, børnedrab og voldtægt«. Hvorefter de besejrer den cirka tusinde gange større, degenererede franske hær af frøgnaskende levemænd.
Jeg har selv for ikke så længe siden arbejdet med en ide om at nyoversætte stykket og lade Henrys bande være britiske fodboldbøller på druk i Korea, men tidens ubarmhjertige tandhjul har forlængst kværnet kanten af en ide, der ellers var helt fin, da det var fodbold-VM, der fyldte medierne.
I dag er det krig, og »hvem ved,« skriver Judith Shulevitz, »hvad amerikanske soldater egentlig kan få ud af Henry V?
I det mindste nogle af dem vil sandsynligvis indse, at Shakespeares stykke faktisk kan læses som et indlæg imod krige i det fremmede udført af dynastiske ledere af grunde, der måske er mere personlige, end godt er«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her