Læsetid: 7 min.

Den nordiske digterroman

I storbyernes gadenet færdes figurerne gerne - med topografisk opmærksomhed
20. februar 2003

Nordisk Råds litteraturpris
Kunstnere er interessante mennesker, fordi de evner at udtrykke tanker og følelser på måder, vi bliver klogere af og kan glædes over. Det synes de også selv, og derfor antræffes de ikke sjældent som romanfigurer, gerne med produktionskvaler som tema, koblet sammen med kærlighedskonflikter. Og det kan vi i bedste fald læse som eksistentielle forhold med gyldighed for os selv. Alligevel kan man studse over, at disse fantasimennesker fylder så meget i de værker, som fra norsk, svensk og finsk side i år er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Ikke mindre end fire af de fem romaner har kunstnere som hovedpersoner og den femte en fantast. Det kan naturligvis også skyldes, at juryens litterater foretrækker den slags bøger.
Lyrikken, som er en overvejende subjektiv genre, indeholder traditionelt poetologiske betragtninger, og det gælder også den svenske digtsamling Rävbensstäderna, hvor Eva Ström ellers har et stort emneregister inkluderet i sin meget litterært bevidste skrift. Man skal være hjemme i William Blakes visionære poesi, der leverer mottoer til bogens tre afdelinger, for at få mere med end det, der lige står, selv om det også er stærkt dragende og smukt i al sin kompleksitet. Det er den sjette samling digte i et omfattende forfatterskab.
At »lade pennen gå« er et af digtenes udtryk for skriveprocessens vekselspil mellem hånden og tanken. Skriveredskaber, motionsmaskiner, hospitalsudstyr er andet konkret apparatur, der forankrer den lægeuddannede Eva Ström i en kropslig, sanset hverdag med bl.a. avisaktuelle emner fra især storbyens, frem for alle Londons, miljøer. Der præsenteres en nervebetonet verden, hvor skelettet blottes i skarpe snit, fysisk i barske scener og billedmæssigt i digt efter digt. Verden er sort domineret, men kontrastrig i modstillingen af rovdyriske træk og sarte emotioner i en konstatering af gru og grumhed, tragedie og simpelt liv, med en spinkel, men stædig tro på ’forvandlingen’, som måske ikke kommer. Hornuglen behøver ikke vort Nye Testamente/alt er fuldendt, skriget, kløerne, flugten!, må hun konstatere.
Prosadigte veksler med frie, tolinjede strofer. Det er korte, meget tætte, associationsbårne tekster i gysende trapezture af bibelsk og kirurgisk metaforik, med akrobatisk præcision, men også operationer i det sociale liv, udført på gadernes ribben-system som analyser af skæve typer, transvestitten, pædofilen, vagabonderne.

Biografisk roman
Litterær er uomtvistelig Stewe Claesons roman Rönndruvan glöder, der har ingen ringere end Sveriges nationalskjald, Esaias Tegnér, som absolut hovedskikkelse. Biografisk dokumenterbar er den i de fleste henseender, dog ikke på det afgørende tolkningspunkt: det sammenbrud, Tegnér som 57-årig 1840-41 gennemlevede på et humant, avanceret galehus i Slesvig by. Her har Claeson digtet journalen og Tegnérs papirer til en fortolkning af et moderne, splittet menneske. Det er kuppet i den livlige, dog noget langstrakte roman, som hjælpes frem af forkundskaber, vi danske nok ikke besidder i samme grad som nabofolket. Havde det endda været Oehlenschläger! Han var mindre dissonantisk, mere genial end genialsk som digterbroderen. Sådan så Georg Brandes også på det, og derfor foretrak han at skrive en i øvrigt fremragende og stadig læseværdig afhandling om netop Tegnér.
Pointen i denne biografiske roman er, at livet ikke hænger sammen: Livet er helt anderledes konstrueret, lader forfatteren Tegnér tænke i sit livsopgør: Der findes ingen historie, som begynder ved A og slutter ved Ø, og som man kan følge som i en dårlig fransk roman. Det går ikke at skildre et menneskes liv som en historie, der udvikler sig, fordybes, gennemgår en stor konflikt, forløses og forsones. For at udtones som en rosenrød sky i solnedgangen.
Gud har meget at stå til ansvar for! mener den rationelt indstillede biskop Tegnér. Der lugter lige så meget af kolort i himlen som på jorden, udbryder han, da han bliver grebet i at synge med englene på Slesvigs græsgange.
I stedet for kronologi har Claeson komponeret romanen i vekslende scener fra denne anstalt og hans liv i Vexiö som biskop og feteret berømthed året 1834, da han i moden alder – glødende rønnebær! som bogen hedder – har indledt et illegalt, men temmelig åbenlyst forhold til den purunge frue Emili Selldén. Her er intime scener som i en pikant fransk roman afvekslende med dybsindigt filosofiske og teologiske samtaler med ærbødige præster, et morsomt og detaljeret livsbillede med højdepunkter i opulente måltider med kolleger, skolefolk og lærde herrer samt fristende damer. Tilsyneladende bevarer han sin ædle ligevægt, men den ubændige passion afsætter efterhånden en gennemgribende livslede, som var en kendt ingrediens i hans liv også i en tidligere fase, ’en mjältsjuka’, udtrykt i et berømt digt. Unævnt bruges det her som en slags nøgle.
Det er en stærkt sanselig affære på alle måder, akkompagneret af lillebyens og storstadens karakteristiske larm og ulidelige lugt, gejstlig beklumring, lærd pedanteri, dertil udsøgt tale i en godt gennemført pastiche. Samfundets modsætninger er anskueliggjort, de psykologiske portrætter spændende, og det gælder også personalet på den tyske anstalt med den autentiske professor Jessen i spidsen. Spillet mellem de to sprog er en yderligere finesse.
Det er lykkedes Stewe Claeson – der har et større forfatterskab bag sig og er daglig leder af den nordiske folkehøjskole i Kungälv – at vise Tegnérs format, det komplekse, professionelle menneske med den klare tanke, det ustyrlige livsbegær og den skeptiske filosofi. Digteren gemte i det klassiske formsprog modernismens konfliktstof, der kom til udbrud i livet og i Claesons fortolkning tegner konturerne af et moderne menneske – lige så vildt sammensat som et svensk smörgåsbord i dets fulde udstrækning. Langt og med risiko for udmattelse for en nutidig romanæder.

Afbrudt billede
Anskuelighed er ikke lige det, der kendetegner den estimerede norske forfatter Liv Køltzow med kunstnerromanen Det avbrutte bildet. Hendes forfatterskab tegner selv billedet af det kvindelige oprør i 1970’ernes norske litteratur med romaner også oversat til dansk. Og i den aktuelle møder vi kvinden Hanna i opbrud fra sit tredje ægteskab og i et kunstnerisk vadested mellem romanskrivning og lyst til at realisere sig som maler. Hun har lånt et atelier, bliver nabo til den balstyrige kunstner Torkil og indleder et forhold til hans malende ven Stig.
Trods detaljerede sansninger og samlejer har romanen et præg af abstraktion med sin selvreflekterende tankeverden og et minimum af intrige. Ikke så underligt er temaet livets uudredelige blanding af determination og tilfældighed og muligheden af at stipulere sin egen vej igennem tilværelsen, at finde sig selv i kunst. Og kunsten er genstand for mange og lange samtaler, der øser af Liv Køltzows egne erfaringer, gedigne nok, men blandet op med langvarige almindeligheder, f.eks. om forholdet mellem grafik og maleri, mellem ord og virkelighed. Der anes stilistiske impulser fra bl.a. Virginia Woolf, ligesom Marcel Proust har leveret erindringsmekanismer, der i glimt inddrager Hannas barndom. Om forholdet til den flinke uanselighed ved navn Stig er nogen trappe til højere erkendelse eller stabilitet, er holdt i det uvisse. Måske får han det som flere af fiktionens øvrige skikkelser med pludselig at forsvinde.

Storby
Kanske er det en bastant mandfolkemistro til denne bogs kvindepsyke, jeg promenerer. Til gengæld er der masser af mandfolket sentimentalitet og handlingsenergi i den anden norske indstilling til prisen, den hidtil mere bortgemte romanforfatter Jørgen Norheim, der diverterer med en fabulerende underholdningsroman, kaldet Ingen er så trygg i fare, en titel fra den missionskristne Lina Sandells salme. Hovedpersonen har også en fortid som evangelist og som hjælper i den fallerede storkoncern Babel. Kapo hedder han underligt nok, selv om han har gjort sig fri af det sociale fangenskab og nu faderligt tager den suiciderede direktørs søn til sig og drager ud i den norske ødemark. Kain hedder drengen minsandten og har et modermærke i panden af form som et hagekors.
Kapos projekt er nu at finde sin ukendte far, avlet som han er, mener han, af en sovjetisk officer under Nordnorges befrielse. Odysseen er ellers startet i Oslos tunnelbanenet i graffitimiljøet, og i den forbindelse er der storbydetaljer for alle pengene, en munter topografisk handlingsgang, som fortsætter under den videre rejse på en gammel russisk motorcykel med sidevogn for at ende i Novgorod, hvor faderskabet lykkelig opklares, og Kains hagekors mirakuløst ændres til et kors.
Det er bare for meget, ikke mindst i forhold bogens satiriske kvaliteter i skildringer af bl.a. en fest på slottet for USA’s præsident, af populisten Karl E. Hagens vej til politisk magt – et nærgående portræt af Fremskridtspartiets formand Carl I. Hagen. Et par andre figurer fra Babel-koncernen, kaldet Daglig Leder og Lyrikeren, gør karriere i nykapitalismens fidusverden.

Modeller
Modellen er den pikareske roman, skælmeromanen, om end holdt i 3. person, men med fortrolige henvendelser til læseren og forklarende, bebudende kapiteloverskrifter. I Kjell Westös finlandsvenske roman Lang skriver 1. persons-fortælleren sin vens historie: forfatteren og tv-værten Christian Langs deroute; altså en dobbelt forfatterroman. Det er en velformet thriller, som atter med topografisk akkuratesse næsten forelsket fører os rundt i Helsingfors’ indre bydel. Lang kommer i kløerne på en forførende skønhed, den livsfarlige Sarita, og det ender så galt, det kan, for Lang, der får en fængselsdom for mord på hendes tidligere mand. Også her blomstrer satiren over det populariserede kulturliv, hvor bl.a. Langs tv-show afløses af billig pornografi.
Mennesker og kunst, der kommercialiseres er også emnet i Pirjo Hassinens barsk erotiske roman Jordgubbar i november, hvor den økonomisk bevidste kvinde vil gøre kunstneren berømt for enhver pris. Hendes roman er oversat til svensk, men foreligger kun i manuskript.
Til daglig kan det virke, som om de nordiske litteraturer ligger ganske langt fra hinanden. Hvad emner angår, demonstrerer disse nominerede værker et påfaldende slægtskab. En tilfældighed? Et tidens tegn? Eller en fantasifuld form for fantasiløshed?

*Eva Ström: Revbensstäderna. Dikter. 66 s. Bonniers

*Stewe Claeson: Rönndruvan glöder. 330 s. Norstedts

*Liv Køltzow: Det avbrutte bildet. 250 s. Aschehoug. Oslo

*Jørgen Norheim: Ingen er så trygg i fare. 298 s. Det norske samlaget

*Kjell Westö: Lang. 198 s. Norstedts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu