Læsetid: 3 min.

web.hvad.hvor

20. februar 2003

Guddommelig sangbog
*I forlængelse af temaet i romanen High Fidelity har forfatteren Nick Hornby komponeret 26 korte essays, der hver især er tilegnet en popsang i en lille særegen bog med det nynnende navn Songbook. Bogen er en slags prosa svarende til et blandet kassettebånd.
Hornby er på ingen måde interesseret i musikerne eller musikkens diskurs. Han er derimod interesseret i – eller rettere betaget af – sange. Han hører en popsang i radioen, køber cd’en og lytter til den 10-15 gange om dagen. Han er overbevist om, at han vil blive træt af den i løbet af få uger – men i nuet er den rene fornyelse, følelsen af forandring og de muligheder, den bringer, tilstrækkelig. »Pointen er, at den ikke eksisterede for et par måneder siden... og her er den, og det i sig selv er et lille mirakel.«
Den musikalske tilnærmelse til det guddommelige optræder flere gange i Songbook. »Jeg forsøger selvsagt ikke at tro på Gud, men nogle gange sker der ting i musikken, i sange, der bevirker, at jeg kommer til kort og kigger efter en ekstra gang.«
Bogens subtekst er, at Hornby er trådt ind i de midaldrendes rækker og stadig ikke kunne drømme om at hengemme sin pladesamling på loftet. Han tager afstand fra de venner, der tilsyneladende har fundet en frelst og moden tilfredstillelse i den klassiske musik. En aldersbetonet bevidsthed om sin egen forgængelighed tilvejebringer en udmærket grund til at overveje, hvilken sang han ønsker spillet til sin begravelse. Valget falder på Van Morrisons Caravan – den version, der er at finde på It’s Too Late to Stop Now vel at mærke – selvom han bekymrer sig om, hvorvidt strygersekvensen vil foranledige vennerne til at tolke den som et tegn på en konvertering til den klassiske musik ved dødslejet. Med bogen følger en cd.

Kvinden bag Freud
*Han grundlagde i store træk den moderne tænkning inden for områderne sex, familie og parforhold, men hans eget privatliv er hidtil blevet stort set ignoreret. Ny forskning har imidlertid kastet lys på kvinden bag manden Sigmund Freud.
Martha Freud var en kvinde forud for sin tid. Hun udgjorde gemalens største inspirationskilde og delte hans smag for kokain, omend det samme ikke gjaldt for sex. Hun var årsagen til, at han blev psykonanalytiker, men beskrev hans arbejde som pornografi.
Den første Martha Freud-biografi er bebudet i Tyskland, og afslører, hvordan hun efter fødslen af deres sjette barn afskar deres seksuelle forbindelse til hinanden.
Forfatteren til biografien, Katja Behling, konkluderer, at Freuds videnskabelige karriere ville have tegnet sig anderledes, havde han ikke mødt Martha.
Freud var en af de første, der arbejdede med kokain, og brugte sig selv og sin elskede som forsøgskaniner. Da han bemærkede kokainens effektivitet som narkosemiddel, planlagde han at se nærmere på disse egenskaber, men henfaldt i stedet til at kurtisere Martha. I hans fravær fortsatte en kollega forskningen og skabte sig dermed et navn og berømmelse. Freud udtalte senere, at de 53 år med Martha var det hele værd.
Behling portrætterer Freud som en håbløs romantiker og lidenskabeligt jaloux ægtemand, der forelskede sig i Martha ved første blik. »Jeg tror, man kan hævde, at Martha var psykoanalysens første elev,« siger hun ifølge The Guardian.

Klassikere får ansigtsløftning
*Salg af litterære klassikere er et af få områder med signifikant vækst i en ellers stagnerende forlagsbranche, skriver New York Times. Store forlag som Penguin Group USA og Bertelsman forsvarer aggressivt deres lukrative del i såvel forbrugermarkedet som det akademiske ditto ved at investere store summer i at fornye og udvide listen over klassikere. Begrundelsen lyder, at klassikerne er billige at producere, hvorfor profitten er højere end på de fleste andre udgivelser. Endvidere skal der sjældent betales forfatterhonorar.
I sidste måned indledte Penguin Classics en 500.000 dollar charmeoffensiv, hvor samtlige af forlagets 1.300 titler i løbet af to år skal gennemgå en komplet ansigtsløftning. Lignende tiltag bebudes fra den resterende forlagsbranche.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu