Nyhed
Læsetid: 2 min.

Bogkort

Kultur
27. marts 2003

*T-Dag Folketeatret markerer i dag Verdensteaterdagen med en maratonoplæsning fra kl. 12-17. Programmet byder blandt andre på Kirsten Olesen, der læser op af Herman Bang, Henrik Koefoed, der læser op af H.C. Andersen, Søren Spanning, der læser op af Aksel Sendemose samt Karen Lise Mynster, der læser op af Bertolt Brecht.

*WordShop I morgen kl. 19 lover Nørrebro Bibliotek en omgang verbalt tordenvejr uden for åbningstiden. Forfatteren Pablo Henrik Llambias leger fredagslyrik med guitaristen Thor Madsen og Michael Lee Burgess med musikeren Henrik Sundh. Arrangementet finder sted i et lukket og mørkt børnebibliotekshjørne.

*Pris The Independent Foreign Fiction Prize uddeles 7. april i Royal Festival Hall i London.
Det nærmeste Danmark i år kommer på prisen, er Per Olov Enquists nominering for Livlægens besøg. Seks oversatte romaner er indstillet og skal kæmpe om de 10.000 pund.
Samlerens Forlag, som har udgivet Enquist på dansk, har også udgivet Jose Saramagos roman Uglen, der ligeledes kandiderer til prisen, skriver Bogmarkedet.
Sidste år gik prisen til W.G. Sebald, der kort forinden omkom ved en trafikulykke. Han blev belønnet for romanen
Austerlitz, der ikke er oversat til dansk.

*Ny bog I morgen udkommer Joanne Harris nye roman, Strandtyven, på dansk, der handler om Mado, som efter morens død opsøger barndomshjemmet på en mindre ø ud for Frankrigs vestkyst, hvor hun kommer på kollisionskurs med lokalsamfundet, fordi hun blander sig i øen stridigheder om strandarealerne.
Harris brød internationalt igennem med bestselleren Chokolade fra 1999, der blev filmatiseret af Lasse Hallström med Juliette Binoche og Johnny Depp i hovedrollerne. Hun har siden udsendt Brombærvin i 2000 og Appelsinens fem kvarte i 2002 på dansk.
Strandtyven, der på engelsk bærer titlen Coastliners, har ligget nummer et på de engelske bestsellerlister og er solgt i over 100.000 eksemplarer. 444 s., 298 kr. Samleren. ISBN 87-56816790.

*Poesi I årets første nummer af Ariel Tidskrift för Litteratur fokuseres der på den yngre danske poesi, hvor tre danske digtere møder tre svenske i en poetisk samtale over Sundet. De danske deltagere er Ursula Andkjær Olsen, Iben Claces og Mikael Josephsen, mens de svenske udgør Erik Bergqvist, Anna Hallberg og Tuija Nieminen Kristofersson.
Af andre bidragydere bør nævnes Lars Bukdahl samt Erik Skyum-Nielsen, der tager læseren med på en promenade gennem Inger Christensens digterlandskab. www.ariel.nu

*Tidsskrift Reception – Tidsskrift for nordisk litteratur har netop sendt nr. 50 på gaden, der handler om Vers, rim & remser.
Her kan man blandt andet læse om sonetten, der af Mads Bunch benævnes Lyrikkens Limousine, Lars Bukdahl og børneremser, samt hvordan Klaus Høeck saver sine vers over. Endvidere bringes et interview med Niels Lyngsø og retorikeren Jørgen Fafner, der har skrevet et forsvarsskrift for verset. www.reception.hum.ku.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her