Læsetid: 3 min.

Bono og Osama bin Sontag

Den amerikanske regering har ifølge den amerikanske forfatterinde Susan Sontag udnyttet den 11. september perfekt: Nu kan man erobre hele verden og kalde det selvforsvar
6. marts 2003

Internationalt Blair tager det meget alvorligt. Da den irske sangersangskriver Bono lørdag var i Paris for at modtage en æresorden, talte han om Tony Blair og en eventuel krig mod Irak: »Blair tager det meget alvorligt,« sagde Bono så langsomt, at selv de franskmænd der kun sjældent lytter for at forstå engelske ord, forstod ham: »Han tager det meget alvorligt og han tager alvorligt fejl.« Bono vil sandsynligvis mene at den amerikanske forfatterinde og litterat Susan Sontag tager det alvorligt uden at tage fejl. Hun blev efter den 11. september kaldt Osama bin Sontag. Fordi hun sammenlignede Bush med en robot, den amerikanske regering med et politbureau og det amerikanske demokrati efter terrorangrebene med en totalitær stat: det var forbudt og upatriotisk at kritisere Bushs regering. I det tyske ugemagasin der Spiegel udlægger Sontag den ny patriotisme: »Efter den 11. september var det officielle motto: ’United we stand.’ For mig at se betød det reelt: Du skal være patriotisk og du må ikke tænke: Du skal gøre, som der bliver sagt.« Det majestætiske ’vi’ Det er upatriotisk at være antiautoritær. Og det er sådan set også upatriotisk, at der findes amerikanske statsborgere, som demonstrerer imod en amerikansk solokrig: »Det ’vi’ George Bush bruger, er det majestætiske ’vi’. Det er hverken forfatningens ’vi’ eller folket som ’vi’. Hvis Bush og hans rådgivere blev konfronteret med det forhold at de fleste amerikanere er imod krigen mod Irak, ville de svare: ’Det er vores opgave at lede’.« Den amerikanske regering ser ifølge Sontag den 11. septembers efterspil som en åbning: »Bushregeringen forstod straks, at fra nu af er alt muligt: En ny udenrigspolitik, der retfærdiggør militær ekspansion som selvforsvar.« De kristne amerikanere Der er blevet sagt og skrevet og bandet over forskellene mellem det gamle og det nye, mellem Europa og USA. Modsætninger bliver artikuleret som konflikt. Og forfattere som Günter Grass understreger og pointerer, at konflikten er en forudsætning for venskabet, og at den europæiske forsigtighed ikke kan udlægges som antiamerikanisme. Susan Sontag ser de aktuelle synlige konflikter mellem USA og Europa som manifestationer af grundlæggende modsætninger: »Kløften vokser. USA fjerner sig mere og mere fra de vesteuropæiske samfund. Og Europa udvikler sig selvfølgelig også. Striden om krigen er kun toppen af isbjerget. Der er adskillige felter, hvor den europæiske moralske og politiske kultur afgørende adskiller sig fra den amerikanske. Der er for det første dødsstraf: Amerikanerne forstår ikke de europæiske indvendinger. Når europæerne forklarer: ’Vi straffer forbrydere, men vi slår dem ikke ihjel’, regner amerikanerne det for en retorisk udflugt.« For det andet betoner Sontag spørgsmålet om suverænitetsafgivelse: Europæerne har i EU udviklet forståelse for, at man nødvendigvis må afgive suverænitet for at vinde indflydelse. Men for amerikanerne er en konstruktion som EU uacceptabel: »For det tredje er Europa sekulariseret, hvorimod en kæmpe majoritet i USA tror på Gud. USA er på mange måder et anarkistisk land. Det er derfor Bush har så stor succes med tale så polariserende og sort-hvidt.« Det kan blive værre Den amerikanske filosof Richard Rorty tænker europæisk i et amerikanske perspektiv. Eller omvendt. Han søger at tænke den kontinentale tradition sammen med den pragmatiske angelsaksiske filosofi. Rorty skriver også i europæiske aviser. I dagbladet Frankfurter Rundschau stiller han sig mellem Europa og USA og anbefaler derfra modificeret et nej til krig. Men Rorty er rasende over at europæerne bare siger nej. De kan kritisere USA, men de kan ikke tilbyde effektive alternative strategier. »Men jeg tror ikke, det ville være godt for amerikanerne at sende en hær til Irak for at vælte regimet. Jeg frygter at denne foranstaltning vil ende værre end den sygdom, det skulle bekæmpe.« Rorty skitserer rædselsscenarier med kemiske og biologiske våben i Mellemøsten og en omfattende, uophørlig krig mod ’den forrykte cowboy i det Hvide hus.’ Den amerikanske krig mod Irak vil føre til en endnu værre krigstilstand: først da vil eventuelle masseødelæggelsesvåben blive aktiveret. Så Rorty appellerer til europæerne. Han appellerer til behovet for en anden verdensorden: »Selv hvis krigen mod Irak mod forventning skulle forløbe hurtigt og smertefrit og et demokrati blev etableret i Irak; selv da vil jeg bede verden om ikke at overlade ansvaret for sin sikkerhed til USA. Indretningen af en ny verdensorden er for vigtig til at blive overladt til politikerne, der egentlig mest er optaget af genvalg. Europæerne skulle gøre sig klart, at mit land sagtens på lang sigt kan præstere en præsident, der er meget værre end ham, der nu sidder i det Hvide hus.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu