Læsetid: 5 min.

En gris med guldring i næsen

Jan Sonnergaard er færdig med sin trilogi: Et sort billede af et samfund i et tiår, hvor etikken blev væk. For Bertolt Brecht tog fejl, siger forfatteren: Moral følger ikke velstand
29. marts 2003

Litteratur
De var kendt som skamlæber indtil feministerne gjorde det klart: Det er intet skamfuldt ved kvindens seksualitet. Det hedder ikke neger og slet ikke haleneger, men måske sort. Og det hedder ikke skamlæber, men kønslæber. Men når man i Jan Sonnergaards nye bog er stødt på samme kønsdele omtalt som ’pisseflabberne på fjamsen’, må man resignere: Så slemt var det heller ikke, det der med skamlæberne.
Jan Sonnergaard er et dumt svin, kvindehader og menneskehader, grænsepsykotisk og en taberrøv. Sådan er det i hvert fald blevet udlagt siden han for snart syv år siden debuterede med Radiator. Litteraturen var i Sonnergaards udgave verdensvendt og verden var ubehagelig, og så måtte forholdet mellem fortælling og forfatterens liv være 1:1.
Han er nu vældig høflig da han tager imod på det københavnske spisested Le Sommelier, hvor han i løbet af samtalen – med en bouillabaisse og efterfølgende lammeragout og passende vine fra kælderen – venligst og kompetent tømmer repræsentationskontoen.
Anledningen er sidste del af den trilogi, der begyndte med Radiator og fortsatte med Sidste Søndag i Oktober. Og som nu er færdig med Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen, der udkommer på fredag.
Mercenaries are useless / disunited, unfaithful. Jan Sonnergaard reciterer taktfast John Cales udlægning af Machiavelli på pladen Sabotage. Det er ikke ment som en krigerisk kommentar til krigen, men det kunne det såmænd lige så godt have været. I en af de nye noveller render en reklamemand rundt med Maos den lille røde og skærper sin salgstale. Tingene betyder ikke, hvad de gjorde engang, konstaterer Sonnergaard.
»Det er en del af det univers, jeg beskriver i bogen: En ligegyldighed over for alt der hedder mening. Tv-journalisten Jens Olaf Jersild kom for år tilbage for skade at kalde stjerneadvokaten Karoly Németh for grisk, hvorefter Németh sagsøgte Jersild for 90.000 kroner – og vandt. Hvis du siger, jeg er grisk, så sagsøger jeg dig for 90.000. Og hvis du siger, jeg er hidsig, kan jeg love dig for, at jeg går bersærk!«

Danmark i et tiår
Som oftest er debutanter glade for blot at få den første bog udgivet. Men endnu før Radiator var i handlen, proklamerede Jan Sonnergaard: Jeg vil skrive en trilogi.
»Det er nok sidste gang, jeg forpligter mig på den måde,« griner forfatteren og antyder, at næste gang bliver det en roman. »En hjemstavnsroman. Fra Virum i 70’erne. Måske.«
– Hvad er det for et Danmark, du har beskrevet i trilogien?
»Det er mit indtryk, at Danmark lige nu er meget heterogent. Vi har alle mulige klubber, men ikke en samlende ideologi eller et samlet håb. Det ville være svært at beskrive den heterogenitet i en roman –
i hvert fald for mig. Novellesamlingen beskriver helt ned i formen den splittelse, som jeg mener, der er. Det har givet mig mulighed for at gå fra historierne i Radiator med billigøl fra Netto og polske kiks til den her ekstreme overklasse og de dyre restauranter. Det var projektet, sådan lidt løst anskuet, men alligevel: At bevæge mig igennem de tre klasse, som jeg påstår stadig findes.«
Da forfatteren bliver mindet om, at instruktøren Per Fly har gang i et lignende projekt, skynder han sig: »Jeg kom først, vil jeg lige sige.«
– Trilogien er ikke nær så skematisk: under-, middel- og overklasse?
»Jeg har hele tiden forsøgt at fokusere på skyggesiden. Og hvis de tre bøger er sande – og det mener jeg selvfølgelig, de er – så er de kun delvist sande. Fordi det er et udsnit, det er samtidshistorie: Sådan var det også. Og det er 100 procent sikkert: Sådan er det også. Der findes den type reklamemænd, der får dårlige trips, der findes de der hjemsendelser af flygtninge, hvor den danske stat er ufatteligt effektiv og fuldstændig umenneskelig.«
»Jeg ville gerne stille spørgsmål til, hvordan vi forvalter den velstand, vi har – i Danmark, hvor der ikke længere er nogen etik. Heller ikke hos dem, der har råd til det. På den måde er det ikke rigtigt som Brecht sagde: ’Erst kommt das Fressen, dann kommt die Moral.’ Nå ja, dem der så skulle have råd til moral, vælger den fra.«
– Der er sådan en gammeldags moraliseren, man jo næsten ikke gider længere?
»Jeg gider godt. Hvad nytter det, at Danmark er et velstående land med et høj uddannelsesniveau, når vi er sådan nogle svin over for flygtninge? Hvad er det så værd? Det er måske moraliserende, men det har alle tre bøger vel været. Eller mere præcist: De er en påpegning af mangel på moral. Men jeg er ikke nogen skolemester, der fortæller folk, hvad de skal gøre.«

Ham der havde en
– Du har skiftet perspektiv i den nye bog?
»I de to første bøger så jeg det overvejende med ofrets øjne. I Jeg er stadig bange for Caspar Michel Petersen prøver jeg at se historien fra medløberen. Titelnovellen er en historie der handler om samvittighed, fortalt af ham der havde en, og postulatet er, at det ødelagde ham, mens det ikke rør ham, der gjorde det: Caspar. Ham går det fint. Det er den samvittighedsproblematik jeg forsøger at skildre.«
– Han klarer det vel kun tilsyneladende?
»Ja, og her bliver jeg helt hippieagtig: Hvor meget har folk fået sjælen med? Hvis de har al den velstand, men uden etik og helt uden æstetik? Jeg ville da gerne have råd til at drikke lige så mange flasker Krug som Caspar – men hvor er glæden ved det, når han sidder og hælder Fraise i for at tage den grimme smag af verdens bedste champagne.«
»Det er også lidt mavesurhed over al det her nouveau riche: Det er fint at gå efter kulturministerposten, selvom man intet ved om kultur, og det er fint med en Brixtofte, som sidder der og drikker verdens bedste vin og spiser chilipasta og gravet laks med rævesovs til. I en sportshal! Og det synes jeg, man ser mange steder, den form for blærerigdom, hvor man ikke føler der følger en forpligtigelse med, og man ikke behøver at forankre den i nogen form for kultur. Overklassen bliver sådan en gris med guldring i næsen.«
– Det lyder, som om du efterlyser en god, gammel engelsk overklasse?
»Jae, måske. Men i højere grad er det historien om, at forbrydelse straffes i Danmark – jooe da – men for så vidt. Der er jo folk, der slipper af sted med det – fordi vi har en tendens til at tilgive de store og blive rasende på de små: Fogh og hans kreative bogføring, for eksempel. Det er noget jeg gerne vil have med fra 90’erne: At der er nogen som godt kan slippe af sted med det.«
Hvor Jan Sonnergaard tidligere beskrev den strukturelle vold, er volden i den nye bog helt korporlig og konkret: En luder, der bliver tæsket sønder og sammen, en søvngænger, der bliver banket ihjel af en flok rockere. Man kunne forledes til at tro, at Bret Easton Ellis’ American Psycho ikke længere er i karantæne som inspirationskilde. »I hvert fald for mit vedkommende,« siger Jan Sonnergaard.
»Når det nu var det sidste bind, ville jeg også gerne have den del med. For det findes også derude.«
– Der er passager i bogen, som er direkte ubehagelige at læse...
»Tak.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu