Nyhed
Læsetid: 3 min.

Internationalt

Kultur
13. marts 2003

Den usynlige filosof
*John Dewey, Martin Heidegger, Bertrand Russell og Ludwig Wittgenstein var nogle af de mest indflydelsesrige filosoffer i det 20. århundrede. Af de fire var Dewey den, der levede det mindst farvestrålende liv, skrev den kedeligste prosa og havde den højeste moralske karakter, skriver Richard Rorty i The New York Times. Russell forblev aristokrat til trods for sin oprigtige sympati for de menneskelige lidelser. Han havde for vane letsindigt at sjofle sine venner, hvilket har leveret meget stof til de biografier, der er skrevet om ham.
Wittgenstein lod sit indædte selvhad gå ud over næsten alle, han mødte på sin vej. Den moralske perfektionisme, som mange fandt forførende ved ham, gjorde ham ude af stand til at værdsætte dem, han fascinerede. .
Heidegger var en knejsende intellektuel figur, der blev en passioneret beundrer af Hitler.
Dewey var til sammenligning konsekvent samvittighedsfuld, gavmild og god. Hans liv var næsten lige så jævnt som hans temperament. Han bestræbte sig på at være en god lærer, en god far og en god borger.
Før sin død i 1952 var Dewey for USA, hvad Sartre var for Frankrig, og hvad Habermas er for Tyskland i dag: sit lands samvittighed, fortsætter Rorty.
En ny biografi af Jay Martin med titlen The Education of John Dewey: The Invisible Philosopher er aktuel på den amerikanske bogscene. Martin har baseret sin biografi på næsten 20.000 af Deweys breve og tusindvis af andre breve og manuskripter. Selv de, der har læst tidligere biografier over filosoffen, vil lære meget nyt af Martin, lover Richard Rorty i sin anmeldelse af biografien.

Tåretrillende kunst
*Den tyske filosof Immanuel Kant undersøgte i Kritik af dømmekraften fra 1790 grundlaget for vurderingen af æstetiske værker. Det smukke vækker en følelse af desinteresseret behag, som bunder i, at betragtningen af det bringer harmoni mellem forestillingsevnen og forstanden. Men oplevelsen af et kunstværk kan også medføre en omvendt reaktion i form af et fysisk ubehag.
I bogen Pictures & Tears: A History of People Who Have Cried in Front of Paintings, har James Elkins, der er professor ved kunstinstituttet i Chicago, sat sig for at beskrive den affektive betragtning af kunstværker og de emotioner, de bringer frem hos beskueren. Det litterære magasin New York Review of Books bragte på et tidspunkt en annonce, hvori de opfordrede alle, der havde grædt foran et maleri, til at skrive til Elkins. Han samlede svarene og begyndte at reflektere over sin egen og andres reaktioner på kunst. Han indrømmer, at han personligt aldrig har grædt foran et maleri, men har været i kontakt med adskillige kunstelskere, der har fældet mangen en tåre under museumsbesøg – og det, der er værre.
Ifølge Elkins blev en skulptur af den amerikanske kunstner Ed Kienholz fjernet fra den permanente udstilling på Lousiana Museum of Modern Art, fordi nogle af de besøgendes reaktioner på værket var spontan kvalme og efterfølgende opkast. En sådan ekstrem somatisk reaktion er selvsagt usædvanlig. Ubehag ved kunst er medvirkende til den stigende vandalisme mod kunst, der er mere almindeligt udbredt, end man skulle tro, hævder Elkins.

Villepin og poesien
*Den franske udenrigsminister, Dominique De Villepin, er i færd med at skrive et poesiessay, der udkommer på forlaget Gallimard, meddeler Le Monde. Den store poesielsker og forfatter til Le cri de la Gargouille og Les Cent-Jours citerer flittigt såvel Villon eller Rutebeuf som Rimbaud eller René Char. Ministeren har overleveret en del af det endnu ufuldendte manuskriptet til sin forlægger, der venter sig et personligt og voluminøst essay. Eftersom teksten ikke er færdigskrevet, er udgivelsesdatoen ikke fastsat på nuværende tidspunkt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her