Læsetid: 3 min.

Ostmoderne eller postmoderne

Portræt af forfatteren som hemmelig agent: den tidligere østtyske forfatter Wolfgang Hilbig, sværvægter i tysk litteratur
5. marts 2003

Litteratur
Hyperrealiteten, denne besynderlige tilstand mellem virkelighed og uvirkelighed, hvor det ikke er til at sige, om Golfkrigen i virkeligheden fandt sted, eller om amerikanernes månelanding i 1967 i virkeligheden var et falsum, tænker vi som et fænomen, der ligesom fjernsyn, happy-meals og hiphop er flydt til Europa fra USA.
Ikke for ingenting var det netop Amerika, som hypermodernitetens fænomenolog, Jean Baudrillard rejste til i midten af 80’erne for at
udforske den simulerede virkelighed.
Lidet påagtet er til gengæld den indflydelse Jean Baudrillard har haft i den gamle Østblok, hvor erfaringerne fra det postmoderne let lod sig oversætte til dét, østtyskerne kalder ’die Ostmoderne’. Eller den betydning han har haft i det tidligere Jugoslavien, hvor interessen for Baudrillard i begyndelsen af 90’erne steg proportionalt med den statsautoriserede virkeligheds krakelering.
Det er i dette perspektiv, man skal forstå de tydelige henvisninger til den franske kultursociolog i den østtyske forfatter og Büchner-prismodtager Wolfgang Hilbigs roman Jeg, som udkom sidste efterår på dansk.
Jeg, der af den toneangivende litterat Sigrid Löffler blev kaldt »et mesterværk mellem Kafka og Baudrillard«, er en ubehagelig og stærkt tvetydig fortælling om en DDR-forfatter, som i slutningen af 80’erne infiltrerer litteraturscenen i Østberlin som informant for Stasi, men samtidig går i opløsning som forfatter og menneske.
»Man overvurderede ganske enkelt litteraturens rolle i de totalitære samfund,« forklarer Hilbig under et oplæsningsbesøg i København.
»Og det skyldtes nok så meget forfatternes situation. Det virkede fordækt, at folk kunne sidde alene i deres lejlighed og skrive på noget, som ikke var umiddelbart gennemskueligt. Det var det, der foruroligede styret. Hvad laver den slags mennesker om natten? De mødes i et køkken og læser højt for hinanden.«

Lighed med fjenden
– Som kunstner- og agentroman peger din bog vel også på en pervers lighed mellem stasiagenten og forfatterens arbejde? Begge beskæftiger sig hver på sin vis med at gøre virkeligheden til fiktion...
»Ja, i høj grad. Det var også derfor Stasi interesserede sig så meget for litteraterne. Begge erhvervsformer er kynisk reagerende. De opbygger fiktive menneskebilleder. En stor del af det, der blev skrevet i Stasi-arkiverne var opdigtet. Samtidig kræver efterretningsvirksomhed og arbejdet som forfatter de samme egenskaber: begge må have en god iagttagelsessans og være gode til at lytte, og begge udføres af mennesker, der opfatter virkeligheden på en anden måde end andre. Som litterat iagttager man. Man er et mindre kommunikativt menneske end andre.«
– Var man dengang opmærksom på ligheden med fjenden?
»Enkelte var. Hele DDR’s såkaldt virkeliggjorte socialisme var et kæmpesimulakrum.«

Vestpå
Wolfgang Hilbig, der i dag regnes som en af Tysklands største nulevende forfattere, er født 1941 i Sachsen, og debuterede først som lyriker i 1979 i et vesttysk tidsskrift. Indtil da havde han levet som industri- og minearbejder nær Leipzig.
I slutningen af 60’erne blev han delegeret til en såkaldt »studiekreds for skrivende arbejdere«, om hvilken han bemærker:
»Jeg tror, både jeg var den
eneste arbejder og den eneste, der skrev.«
Selv om Hilbigs prosa til stadighed tager udgangspunkt i Østtyskland og fremstiller konsekvenserne af det splittede Tyskland, regner han dog ikke sig selv for DDR-forfatter:
»Jeg tror aldrig, at jeg har været nogen rigtig DDR-forfatter. Næsten alt hvad jeg har skrevet, blev kun udgivet i Vesten. Kun ganske få tekster blev offentliggjort i DDR. Jeg befandt mig i udkanten af den østtyske litteraturscene og kendte flere forfattere i Vest end i Øst. Som sådan var jeg spaltet: jeg skrev fra et land, jeg ikke kunne forlade og publicerede i et land, jeg ikke kunne besøge.«
Hilbig emigrerede dog i 1986 til Vesttyskland efter at være blevet retsforfulgt af myndighederne for at have publiceret i Vesten uden statslig tilladelse. Først nu er han vendt tilbage:
»I dag bor jeg atter i det tidligere DDR, nemlig i midten af Berlin, hvor hovedparten af Jeg foregår. Det er et kvarter, hvor 60 procent af den oprindelige befolkning ikke længere kan betale huslejen selv. Udviklingen har været ganske mærkværdig. Blot fem år efter genforeningen, som nogle kalder ’nyforeningen’, vidste min datter og hendes skolekammerater ikke længere, om Kreuzberg dengang lå i Øst- eller Vestberlin. Så hurtigt går det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu