Læsetid: 4 min.

Outsidernes by

Spændingen mellem solskin og noir dirrer i de bedste bøger om Los Angeles Litterær hovedstad
20. marts 2003

Spændingen mellem solskin og noir dirrer i de bedste bøger om Los Angeles
Litterær hovedstad

Los Angeles er byen, enhver intellektuel amerikaner elsker at hade. Da F. Scott Fitzgerald i 1920’erne vendte tilbage til New York efter sit første besøg i Hollywood, udbrød hans forlægger H.L. Mencken:
»Gudskelov, du er vendt tilbage i live! Hvis Los Angeles ikke er civilisationens mest autentiske rectum, så har jeg ikke forstand på anatomi. Får du nogensinde lyst til at tage derud igen og brænde det hele af, så regn med mig.«
Sit blakkede ry til trods har forfattere i hobetal kastet sig over Englenes by. Eller måske netop derfor. Siden de første såkaldte boostere i 1880’erne forsøgte at sælge egnen som et paradis for velhavere fra midtvesten på jagt efter et afstressende liv fyldt med solskin og appelsiner har byen repræsenteret lidt af et paradoks i landets mytolgi.
Her var ikke blot en by, der kunne tilbyde alt, hvad det moderne samfund satte højest, men også en by og en egn, der var ved at antænde sig selv i jagten på selvsamme materialistiske og egoistiske værdier.

Hollywood-babylon
Kontrasten mellem billederne af Los Angeles som Edens have og de bristede drømmes boulevard kom for alvor til udtryk for første gang i 1930’erne. Indførelsen af lydfilmen i starten af årtiet skabte et pludseligt behov i Hollywood for folk, der kunne skrive iørefaldende dialog. I en tid præget af depression var der derfor intet at sige til at mere eller mindre fattige skribenter satte kursen vestpå.
»Der er millioner at hente herude, og den eneste konkurrence er fra idioter. Hold det for dig selv,« som forfatteren Ben Hecht udrykte det i et telegram til en kollega i New York.
Cain, Chandler og Hammett begyndte at skrive om storbyens nådesløse gader; Horace McCoy og John Fante rettede deres fokus mod dem på bunden af samfundet, mens dramatikere som Lillian Helman, Clifford Odets og Maxvell Anderson gemte sig for solen og deres arbejdsgivere i Stanley Rose’s Bookstore eller på Musso and Frank Grill på Hollywod Boulevard. Og lige om hjørnet – på Knickerbocker Hotel, der i dag fungerer som plejehjem – druknede William Faulkner sin hjemve og sin afsky for Hollywood i alkohol, mens han skrev dårlige filmmanuskripter og dele af sit mesterværk Absalom! Absalom! (1936).
Skråt overfor på Ivar Avenue nr. 1817, der dengang hed The Pa-Va-Sed Hotel, men i dag er en idylisk hacienda med en frodig have omkring, blev den bedste roman om Los Angeles skrevet. Her boede Nathanael West i 1930’erne, mens han uden at brokke sig spyttede b-filmsmanuskripter ud til Hollywood og arbejdede på sit satiriske mesterværk Græshoppens dag (1939).
I kvarteret omkring Hollywood Boulevard og Vine Street erfarede han ved selvsyn, hvordan ludere og lommetyve, religiøse plattenslagere og puritanske tilflyttere klædte sig ud, fortalte røverhistorier og gjorde ved i håbet om at blive berømte eller blot finde en måde at udtrykke sig på – akkurat som de marginaliserede eksistenser i hans apokalyptiske portræt af byen kom til.
I dag er kvarteret nærmest at betragte som en tilforladelig turistattraktion. Filmstudierne, der før i tiden lå lige om hjørnet, er flyttet ud i ørkenen, og stjernerne har forskanset sig oppe i bjergene.
En nostalgisk tur langs på Hollywood Boulevard, forbi Mann’s Chinese Theater, der beskrives så levende og lokkende i Joyce Carol Oates’ roman om Marilyn Monroe Blondine (2000), bør man dog ikke snyde sig selv for.

Joan Didions dommedag
Ud over ovennævnte har bl.a. F. Scott Fitzgerald, John Dos Passos, Aldous Huxley, Christopher Isherwood, Evelyn Waugh og Norman Mailer skrevet fremragende og indsigtsfulde romaner om ’The Great Gatsby of American Cities’, som byen er blevet kaldt.
Med få undtagelser er Los Angeles-romanen i det hele taget skrevet af tilflyttere, outsidere, der af den ene eller anden grund – som oftest arbejdsbetingelserne i Hollywood – aldrig faldt til i byen.
En af undtagelserne er Joan Didion, der er født i det nærliggende Sacremento, men i lange perioder har boet i Los Angeles. I Slouching Towards Betlehem (1968) og The White Album (1979) portætterer hun en by, som er præget af Santa Ana-vinden, der hvert forår blæser den sidste rest af illusioner om det endelig Paradis ud over havet for at blotlægge skuffelserne, volden og raseriet, der gnaver i indbyggernes sjæle.
Ifølge Didion repræsenter Los Angeles på én og samme gang den ultimative amerikanske drøm om at rejse vestpå og begynde på en frisk og den endelige katastrofale – for hvor meget længere vestpå kan man rejse uden at drukne i Stillehavet? Som i de fleste gode romaner om Californien – deriblandt Steinbecks Vredens druer (1940) – er det på kanten af Stillehavet, de moderne amerikanske værdier og myter må står deres endelige prøve.
Disse essaysamlinger komplementer på fornem vis romanen Play It as It Lays (1970), hvori Didion så at sige giver svaret på, hvad man kan gøre, når man ikke kan rejse længere vestpå. Hovedpersonen Maria Wyeth er endt med at køre hvileløst rundt på byens mange freeways i sin bil uden noget bestemt mål og med masser af lig i bagagen. Derude er hun ikke alene. Raymond Chandler og Ross MacDonalds detektiver strejfer også rundt i egnen sammen med bl.a. Thomas Pynchons Oedipus Mass fra The Crying of Lot 49 (1965) – alle med følelsen af at kun bag rattet har de styr på deres eget liv.
For er en stund kan de flygte fra virkeligheden og dens anløbne moral – og i forbifarten nyde den mangfoldige natur, de skarpe kyststrækninger, de tequillafarvede solnedgange, arkitektoniske vidundere og mange skæve og interessante personer, der også er Los Angeles.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu