Nyhed
Læsetid: 4 min.

Bogkort

Kultur
22. april 2003

*Kina, Prip og Danmark
Kunsthistorikeren Hans Helge Madsen har skrevet endnu en bog i sin livsserie om artistiske enegængere. Denne gang er hovedpersonen arkitekten Johannes Prip-Møller, som længe før borgerkrig og Maos revolter målte og fotograferede kinesiske klostre, mens de var i traditionel brug, og udgav resultaterne som internationalt banebrydende værk i 1937.
Pantomimeteatret i Tivoli og Thepavillonen i Frederiksberg Have er gammelt dansk kineseri. Men at både Jørn Utzon i nyere tid og Kay Fisker eller Steen Ejler Rasmussen tilbage i 1920’erne også havde et godt øje til det gamle Kina, er mindre kendt. ØK lagde gratis sø-rejser til, og der var arkitektonisk interesse for den fremmede kulturs stejle huse og naturindpassede anlæg - hvad der mere end anes i Fiskers Århus-universitet og i Utzons landskabsopfattelse.
Fiskers samtidige, Prip-Møller, rejste ud som missionær og kirkebygger – med skyldig hensyntagen til lokal byggeskik. Det var vejen til hans intense beskæftigelse med klosteranlæggene.
Tidligere har Hans Helge Madsen skrevet levende og indforstået om halvvejs Berliner-halvvejs fynbo-maleren Jens Birkholm og om symbolisten Ejnar Nielsen, om arkitekten Ferd. Meldahls københavnske rædselsregimente, og om den fremsynede men for sin egen tid utopiske byplanlægger, Alfred Råvad.
Den nye bog om Prip er ingen undtagelse, hvad glimrende mærkelighed angår, fordi store dele af Prips værk og skæbne er hidtil forholdsvis ukendt og fremstillingen som i Madsens andre levnedsskildringer så opslugende i sin stædige insisteren på fagligt og menneskeligt at få både den ukendte historie og alle detaljerne med.
Man bliver derfor suget ind i forløbet til trods for, at der er meget, man godt kunne undvære som læg læser. Men bogen er også kunstvidenskab, så hermed er stoffet gravet op, et udvalg af fotografierne dokumenteret, og rejserne beskrevet. Inklusive Prips økonomiske besvær og den afsluttende historie om, hvordan kinesisk bygningskunsts formelle gåde i andet regi blev opklaret og dokumenteret samtidig med, at Prip udgav sine omhyggelige opmålinger og fantastiske billeder af klosteranlæggene og deres funktionsmønstre.

(Hans Helge Madsen: Prip-Møllers Kina. 216s.ill. kr.375. Arkitektens Forlag)

*Skuespilhus som afsæt
Det sker, at en middagskonversation eller en våd frokost udvikler sig til et tankevækkende symposium. Men mere nøgterne afsæt kan også gøre det! Arkitektkonkurrencer er en af den slags stimulanser, der kan sætte tanker i sving hen over skitser og faggrænser.
Her er det billedhuggeren Niels Guttormsen og arkitekten Jens Bertelsen, der krydser blyanter og linker sig sammen, med udgangspunkt i et konkurrenceprojekt til nyt kongeligt skuespilhus på Kvæsthusbroen.
Bertelsen har tidligere arbejdet sammen med Per Kirkeby om et museum i Års (som er opført) og et andenpræmieprojekt til det nye kunstmuseum i Århus.
Guttormsen har været professor i mur&rum på Kunstakademiet og fået opført en fuglevinge som beboerhus. Så forudsætningerne for samtale om byg&kunst er til stede, i ord og billeder, klodser og computertegninger.
Kapitlerne kommer godt omkring i sin indkredsen af forholdet mellem rytme og masse, erkendelse og kommunikation, og bruger polemisk prøvende situationen i det københavnske havnerum mellem Amalienborg, Operaen og Skuespilhuset som case.
Derved bliver overvejelserne konkrete og kunstens og arkitekturens skala, sammenhæng og overflader alment synlige som andet end funktion og æstetik.
Bogen er både uprætentiøs og generøs.

(Berthelsen og Guttormsen: Kunst som model. 115 s., Aristo)

*Byen er medspiller
Skal man tage Henrik Reeh alvorligt, tror han ikke helt på almindelig borgerlig byplanlægning. Og måske har han fat i en pointe, for der bliver sikkert lukket meget barn ud med badevandet.
Hvis man kikker grundigt på bogens forsidefoto af en stump gade set oppefra, får man øje på så divergerende elementer som en parkeret bil flankeret af en affaldscontainer, spor i sneen, en opslået paraply undervejs og en lirekassemand, alt sammen holdt fast inden for en stump altankant i forgrunden og en stribe butiksfacade i baggrunden.
Det er meget på en gang og så lidt plads, men netop karakteristisk for en by. Til gengæld er det ikke noget, utilitaristisk byplanlægning kan tolke, højst fungere som rammegivende disciplin for uventede sammentræf og begivenheder.
Men Reeh vil videre i teksten, ind til benet og ud i overfladen på byens krop, som vi observerer den og den os. Den opdrager os og sætter vores sansning af verden, påstår han, og vil have styr på sagen teoretisk eller snarere kritisk åndshistorisk.
Lynch bliver sat op mod Jameson, den teatralske by over for den cinematografiske, Benjamin mod Virilio. Er byen andet end beboelig trafik, spørger sidstnævnte.
Hvor langt rækker tidligere forsøg på sansninger og anskuelser i dagens bybillede?
Kan oplevelsen af den nutidige eller naturaliserede by sammenlignes med en rus eller eufori?
Kan man overhovedet flanere nu til dags, gå vild? Ikke i moderne bydele! Og selv i ældre strøgkvarterer er gå-oplevelsen nok en anden nu end tilbage i fin-de-siecle og den pulserende 1920’er-metropol. Og da helt sikkert en anden sag på vej rundt mellem lyssignaler, i fart og tempo.
Den slags overvejelser giver bogen systematiske opspil til, godt hjulpet af forfatterens egne sublimt nærværende fotos.

(Henrik Reeh: Den urbane dimension. Syddansk Universitetsforlag. 480 s., kr. 275.)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her