Nyhed
Læsetid: 2 min.

Små tekster på skuldrene af de største

På én gang tyk og tynd, sultent inkluderende og kunstnerisk så eksklusiv som få, har Peter Adolphsen skabt nye præmisser
Kultur
24. april 2003

Portræt
At Peter Adolphsens nye bog i dagens anmeldelse betegnes som et stort spring fremad i et spændende ungt forfatterskab, kan antagelig skurre i øret på en og anden i forvejen skeptisk læser. Brummstein, som fortællingen hedder, er immervæk blot på 68 sider, og der står i grunden ikke særlig meget på hver.
Men Peter Adolphsens digtning adlyder ikke gængse målestokke. Hans to tidligere bøger Små historier (1996) og Små historier 2 (2000), fylder henholdsvis 54 og 85 blade, og alligevel er de brat gået hen og blevet stilfærdige milepæle i nyere dansk litteratur. Ikke som følge af ekspressiv styrke, heller ikke pga. nogen decideret personlig stil og slet ikke i kraft af debat-egnede tematikker – nej, snarere fordi forfatteren på trods af det klejne format har vidtrækkende ambitioner filosofisk såvel som æstetisk.
Første gang han trådte frem i bogform, var som del af det hold på »20 under 30 til 90’erne«, som Poul Borum i 1991 valgte ud blandt dem, der samme sommer havde sendt lyrik til Hvedekorn. Dengang hed den grønne digterspire Peter Barsøe Adolphsen, og dengang lignede han en lidt for tanketung, konkluderelysten poet uden synderlig interesse for udtrykkets svævende åbenhed. Det forekom derfor kun logisk, at hans første selvstændige bog blev en samling ultrakort prosa.
Små historier og dens fire år yngre opfølger er kendetegnet ved meget godt at vide, at de er – bøger. Direkte og indirekte citerer og kommenterer de anden litteratur, leger med ’intertekstuelle’ effekter, bliver langt hen ad vejen metalitteratur. Fiktionen skal provokere læserens indgroede (og for det meste konventionelle) forventning og bane vejen for en evne til spørgende kombination af digtning og filosofi plus forpligtet dialog med fagvidenskaben.

Læremestrene
Som læremestre bag disse bøger anede man argentineren Jorge Luis Borges, den tyskskrivende tjekke Franz Kafka og vore egne giganter Villy Sørensen, Peter Seeberg, Per Højholt, bag hvem vi samtidig ofte kan skimte H.C. Andersen. Af Borges fik Adolphsen labyrinten og dialogen med videnskaben, af Kafka den gådefulde, myte eller filosofiske fabel, af de store danske forbilleder bl.a.: eventyr, readymade, sjofert.
At man er fristet til at operere på listeform, når man beskriver Adolphsen, skyldes, at han kan så mange forskellige teknikker. Hver ny tekst opstiller sine egne æstetiske spilleregler, og når man har læst hele bogen, er man blevet ført igennem et galleri af principielt ligeværdige fortælle-muligheder, der tilsammen har udtømt et bredt register.

Kunstnerisk eksklusiv
Ikke uden grund har forfatteren selv talt om hver af de to første bøger som en »totalroman«. Som romantikkens fragmenter skal Adolphsens korte og ultrakorte prosa omfatte meget på mindst mulig plads. Og proportionerne lyver om ambitionsniveauet.
Dersom en og anden læser og/eller skolelærer skulle have lagt sig klippefast på, at den nyeste danske prosa enten består af leksikon-lignende langtekster, der tilstræber at omfatte intet mindre end alt (eksempelvis Merete Pryds Helles kæmperoman Fiske i livets flod), eller indskrænker sig til små minimalistiske hik, stramme i stil og ude af stand til at række over andet end deres egen æstetiske selvtilstrækkelighed (som Helle Helle, når denne er mest hellehellesk), så demonstrerer et forfatterskab som Peter Adolphsen, at billedet påkalder sig en korrektion fra praksis.
På én gang tyk og tynd, sultent inkluderende og kunstnerisk så eksklusiv som få, har han skabt nye præmisser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her