Læsetid: 2 min.

Bogkort

1. maj 2003

*Salmebog
Den Danske Salmebog, der udkommer i en ny gennemrevideret udgave 2. juni, står foran et meget stort salg. Forudbestillingerne fra kirkerne tyder på, at op imod to tredjedele af de danske kirker tager den nye salmebog i brug med det samme, oplyser Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag.
Forlaget forventer også et stort afsæt til private og spår det samlede salg i år til over 200.000 eksemplarer.
Den bestående salmebog daterer sig tilbage til 1953.

*Krimipris
Gretelise Holms kriminalroman Paranoia, der er den første krimi i en planlagt serie, er indstillet til den nordiske krimipris Glasnøglen.
Næste bind i serien er betitlet Robinson-mordene og udkommer 22. maj. Paranoia er foreløbig udkommet i Tyskland, Norge, Holland og Sverige.
De øvrige kandidater til Glasnøglen, der overrækkes ved Det Skandinaviske Kriminalselskabs årsmøde i Trondheim 30. maj, er: Leif G.W. Persson fra Sverige: Mellan sommarens längtan och vinterns köld, Gunnar Staalesen fra Norge: Som i et speil, Leena Lehtolainen fra Finland: Kuolemanspiraali samt Arnaldur Indriason fra Island: Grafarpogn.
Tidligere danske modtagere af Glasnøglen er forfatterne Peter Høeg og Leif Davidsen.

*Fantasy
Forfatteren Lene Kaaberbøls to første bøger i Skammer-serien skal udgives i USA. Rettighederne er solgt af hendes engelske forlag til Henry Holt and Company i New York, der blandt andet udgiver Paul Austers bøger.
Skammer-serien, der hører under genrebetegnelsen fantasy, er solgt til udgivelse i 14 lande.

*Tidsskrift
Det Jyske Kunstakademis uregelmæssigt udkommende tidsskrift Expert, som produceres af akademiets lærere og studerende, er netop udkommet. Denne gang som et samlesæt bestående af tre hæfter. Variationen spænder fra artikler om street art og graffiti til en test, der kan klassificere kulturpolitiske typer. Formedelst 30 kroner.

*Majlyrik
Københavns Hovedbibliotek og Dansk-Svensk Forfatterselskab afholder i denne måned lyrikfestival.Målet er at bringe poesi ind i hverdagen fra lyrikpodiet i Hovedbibliotekets centralsal. Her vil man hver dag kl. 15.15 og 15 minutter frem kunne høre danske og svenske digtere læse op af egne og andres værker.
Programmet byder på navne som Viggo Madsen, T.S. Høeg, Eva Ström, Pia Tafdrup, Benny Andersen, Naja Marie Aidt samt månedens forfatter Mette Moestrup.

*Ord på hjul
Den litterære legestue på PH-Caféen får på lørdag besøg af Naja Marie Aidt og Kristina Stoltz. Efterfølgende vil der være mulighed for at folde sig ud på dansegulvet.
Halmtorvet 9A, kl. 21. Dørene åbner kl. 20.

*Bestseller
I aften kl. 22.30 på DR2 er Tony Parson, hvis nyeste roman Mand og Dreng er udkommet i 30 lande, ugens forfatter. Endvidere er der interview med Peter Adolphsen, der netop har udgivet fortællingen Brummstein.
Gittes monologer af Per Højholt, der er en af Adolphsens litterære forgængere, er ugens bud på en moderne klassiker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu