Læsetid: 4 min.

Desperado og skribent

Ingen andre danske forfattere har haft så stor en samling af dæmoner at holde styr på som Henrik Stangerup. Han måtte være over dem hele tiden
15. maj 2003

Portræt
Der var mange gode grunde til, at datidens venstrefløj
ikke brød sig om Henrik Stangerup. En af dem var, at den i en lang periode var hans yndlingsskydeskive. En anden var, at han som en anden Jean de France kom hjem fra Paris og sparkede til sit fædrene land med henvisning til, at der dernede var langt højere til loftet – som om han følte sig bedre end os. En tredje var, at han blev de borgerliges kulturelle darling. (De havde ikke så mange at vælge imellem... Peter Seeberg, Bjørn Poulsen, Jens Kruuse og et par stykker til. Ni ud af 10 kulturfolk var venstreorienterede.)
Og så var der en fjerde:
Udefra så det ud, som om han havde fået alting foræret. Han var født i kunstens verden som søn af skuespillerinden Betty Söderberg og professor og kritiker Hakon Stangerup, sønnesøn af forfatteren Hjalmar Söderberg (ham med »kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed«). Oveni blev han gift med skuespilleren Lotte Tarp, en intelligent skønhed, som også Salvador Dali havde bud efter og brugte som model.
Med andre ord: kunstens verden, præsenteret på en sølvbakke.

Udstødelse og skam
Men sådan var det ikke. Slet ikke. Det fremgik af hans senere skriverier, at det var lige omvendt. Drengen Henrik, der blev sendt på kostskole, fik en tung bagage af udstødelse, skyld og skam samt noget stort, der skulle leves op til. (Skammen stammede fra anklager mod faderen for nazistiske tilbøjeligheder).
I en passage i en af Stangerups første bøger kommer hovedpersonen pludselig til at tænke på, at nedenunder os, når vi går rundt i byens gader, vrimler det med rotter, som piler rundt i kloakkerne. En uhyggelig tanke, som hurtigst må fortrænges – og et billede på alt det, der rumsterer i underbevidstheden i et traumeramt sind og gør det svært at sove om natten. Henrik Stangerups labyrint var vedvarende. Og vedvarende energi til de romaner, han skrev. Ikke for intet blev udtrykket »de indre dæmoner« brugt om Stangerup. Ingen andre danske forfattere har haft så mange af dem at holde styr på. Han måtte være over dem hele tiden.

Syklubben
Sammen med Lotte Tarp var han med i en kreds af kulturbohemer, som sad omkring stambordet på værtshuset Drop Inn i Københavns indre by. Det var i jazztiden, og det var normalt ikke mælk, der blev drukket. Herfra videre til et hus på landet – Slangerup, væk fra byen. Djævlene flyttede med. Ægteskabet holdt ni år.
Helt holdt uden for kulturkredsene var Stangerup ikke. Således var han medlem af en selskabelig kulturkreds, der for sjov kaldte sig Syklubben – sammen med en anden af tidens nyrealister Anders Bodelsen samt kritikere som Hans Hertel, Morten Piil og Øystein Hjort plus dertil inviterede kvinder.
Jørgen Leth vil kunne erindre, at han og Henrik Stangerup havde et projekt, gående ud på, at de som vandringsmænd skulle gå langs den jyske vestkyst med soveposer på nakken. Sove under åben himmel, et lyrisk tænkt projekt, som dog aldrig blev realiseret. Oh, vandringsmand!

Uhellige alliancer
Det blev bemærket af kollegerne, at Stangerup indgik usædvanlige alliancer. Nok var Elsa Gress anerkendt som intellektuel – Rifbjerg kaldte hende vittigt for »Danmarks eneste vrede unge mand« – men derfra og til at blive hendes bonkammerat... Stangerup flyttede sammen med hende. Ikke på den måde, men han flyttede ind i hendes kunstnerkollektiv i et asyl hos den lokale greve på Møn. Her kunne de sammen dyrke ånd og foretage udfald mod JanteDanmark.
»Vandhovedet fra Møn,« blev Stangerup kaldt i kulturtidsskriftet Fredag af pseudonymet Robinson. Hårdnakkede påstande vil vide, at Rifbjerg havde skrevet artiklen, men det er aldrig bevist.
Stangerups anden uhellige alliance indgik han med Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen, der netop havde en kampagne kørende mod Statens Kunstfond med tilhørende forhånelse af adskillige forfattere. Endnu en torn i øjet på kollegerne, der endnu engang så sort.
Stangerup var ligeglad. Han diskuterede Heidegger med Andreasen, så det knøg, i Ekstra Bladets sparsomme kulturspalter, og private venner blev de også.

Støttede Nyrup
Når det kom til alkohol, blev Henrik Stangerup mere og mere desperado, et forhold, han aldrig lagde skjul på. Til et ugeblad remsede han op, hvad han normalt konsumerede i løbet af en dag fra morgen til aften. Ikke småting. I en kronik beskrev han, hvordan han havde spadseret i Stockholm med en litterat, som betvivlede, at et menneske kunne drikke en hel flaske whisky på en dag. Stangerup blev sløret i blikket og mumlede noget om, at det »vel var individuelt.«
Når det kom til politik, kunne Stangerup aldrig lade være at blande sig. Det kom ikke i et sammenhængende flow, men i udbrud. Et eller andet han havde læst, og som han gik imod. Temperamentet kom op i ham. Nok var han på en vis måde udenfor, men følelsen af at være udenfor var endnu større. Den gav dog også en frihed. Overraskelsen kom, da han i 1998 bekendte, at han, de borgerliges kulturdarling, altid havde stemt radikalt eller socialdemokratisk, en enkelt gang på VS (på grund af Preben Wilhjelm). Ny selviscenesættelse eller sandhed? I hvert fald gik han ind og støttede Nyrup på et tidspunkt, hvor denne i 1998 stod til at tabe valget. Stangerup sagde: »Jeg tror, Nyrup får min stemme, for jeg vil gerne se Danmark forblive i Europa under en regering med Socialdemokratiet i spidsen.«

FAKTA
Henrik Stangerup
(1937-98) debuterede i 1969 med pariserromanen Slangen i brystet. Senere fulgte Løgn over Løgn (1971), Manden, der ville være skyldig (1973), den selvbiografiske roman, Fjenden i forkøbet (1978) samt trilogien, hovedværket: Vejen til Lagoa Santa (1981), Det er svært at dø i Dieppe (1985) og Broder Jacob (1991). Stangerup var flittig avisskribent, essayist og instruerede desuden film, bl.a. Jorden er flad (1977), bygget over Holbergs, Erasmus Montanus, men i brasiliansk version.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu