Læsetid: 5 min.

Det finske pokerfjæs

Dagens art cinema er for arty, og kommercielle film lugter for meget af popcorn, mener Aki Kaurismäki. Han lukker sin biograf i Helsinki, men fortsætter som instruktør – så længe underbevidstheden leverer brændstof til nye historier
Aki Kaurismäki

Ullstein Bild

30. maj 2003

»I’'ve got a terrible hangover,« mumler Aki Kaurismäki, da han ankommer til interviewet –– en halv time for sent. Han er i København for at modtage den nystiftede kirkelige filmpris, Gabriel.

Prisen gives for Manden uden fortid, Akis seneste Oscar-nominerede spillefilm der ifølge Gabriel-juryen viser, hvordan »sjældne menneskelige egenskaber som næstekærlighed, værdighed og livsmod kan overleve både i materiel fattigdom og i et koldt forvaltningssamfund«.

Aki ligner en mand, der er trådt lukt ud af en finsk sauna opvarmet med spiritus og bestiller straks to store fadøl for at dulme tømmermændene. Et askebæger bliver lagt over det ene ølglas, »så alkoholen ikke fordamper,« som han siger uden at fortrække en mine.

Dette er myten om 46-årige Aki Kaurismäki, i høj grad skabt af instruktøren selv: den fordrukne bonderøv, doven som en hund og aldeles utjekket, men ved naturens gunst udstyret med et filmtalent, der sætter ham i stand til at lege sine mesterlige begsorte komedier frem.

Sociale lidelser

Hvor meget er myte, og hvor meget er sandhed? Hvordan får en dovendidrik tid til at drive adskillige restauranter i Helsinki, have sit eget distributionsselskab og en biograf i Helsinki samtidig med, at han skriver, instruerer, klipper og producerer sine film –– i alt 15 siden debuten Crime and Punishment i 1983?

Hvordan kan en rastløs alkoholiker –– for dét erkender Aki åbent, at han er –– lave så skarpt stiliserede og nøjeregnende film uden at ryste det mindste på hånden? Det er ikke let at trænge ind bag det finske pokerfjæs, men i løbet af samtalen løfter Aki Kaurismäki dog en flig af det slør, der skjuler hemmeligheden om hans originale blanding af finsk hverdagsrealisme og urkomisk stilisering.

»Normalt starter jeg med en atmosfære eller et tema,« forklarer han. »Tag Pigen fra tænkstikfabrikken. Dengang sagde alle i Finland: ’Vi mangler manuskripter, der er ingen ideer, ingen historier.’ Jeg lo og tænkte: mangel på historier? Der er masser af historier. Man kan tage en tændstik og lave en historie. En tændstik er ikke blevet til ved en tilfældighed. Der er nogen, som har lavet den på en tændstikfabrik. Hvem har lavet den? En mand eller en kvinde? Okay, lad os sige en ung kvinde. Hvad sker der med hende, når hun går hjem fra fabrikken? Så har du en historie.«

Eksemplet er hentet fra Aki Kaurismäkis såkaldte proletartrilogi fra 1980’erne (Skygger i paradis, Ariel og Pigen fra tændstikfabrikken). Den bliver nu vist i Husets Biograf. P.t. arbejder han på en trilogi om sociale lidelser; efter Drifting Clouds (arbejdsløshed) og Manden uden fortid (hjemløshed) skal tredje film handle om ensomhed –– mere ved instruktøren ikke.

Underbevidstheden

»Ideer kommer ikke så hurtigt, som da jeg var ung. Tidligere havde jeg altid de næste to film klar i mit hoved, i dag må jeg gå og vente.« –

– Når du har et tema og en hovedkarakter, sætter du dig så ned og skriver et manuskript?

»Nej, jeg glemmer hele lortet, jeg tænker overhovedet ikke på det. Jeg stoler på min underbevidsthed. Den arbejder i et halvt års tid, og imens laver jeg allerhøjst nogle noter for at give underbevidstheden et skub. Jeg skriver nogle linjer om begyndelsen, midten og slutningen, venter noget tid og skriver derpå manuskriptet på 20 timer.« –

– 20 timer, det lyder utroligt!

»Okay, så lad os sige 27 timer –– jeg er jo også blevet ældre! Men når jeg skriver, fungerer jeg som en printer for min underbevidsthed. Det er meget mærkeligt og ikke altid, at det virker. Jeg havde tænkt på at lave Bohèmeliv i 15 år, men da jeg skulle skrive historien, gik jeg i panik. Der kom ingenting.«

»Det var det mest skrækindjagende øjeblik i min karriere. En nat vågnede jeg og tænkte: Hunden stjæler et kødben fra manden, nej, manden stjæler et kødben fra hunden for at lave suppe til en middag. Den sætning noterede jeg, og bagefter skrev jeg historien på 25 timer.«

Vogter over sin frihed

Less is more, er Kaurismäkis filmfilosofi. Hvis man starter med en kæmpe eksplosion, så vil intet være nok; men hvis filmen er stillet ind på et minimalistisk niveau, så vil selv lyden af et host virke dramatisk.

»Jeg har altid været min egen producent, jeg vogter over min frihed, så jeg laver højst film for en million danske kroner. Det betyder, at jeg ikke kan bruge mere end 25 optagedage på en film. Og jeg kan ikke have en hær i mine film, men hvad skal jeg også bruge sådan en til? Jeg er alligevel ikke særlig god til store menneskemængder, jeg er mere interesseret i karakteren og væggen bag karakteren.«

»Normalt har jeg valgt hovedskuespillerne, inden jeg skriver manuskriptet. Det er en fordel, for jeg kender deres evner og ved, hvad der vil være morsomt. Men når jeg har skrevet manuskriptet, koncentrerer jeg mig om settet. Jeg arbejder meget præcist med farverne og tingenes placering, og når alt det er på plads, så siger jeg til skuespillerne: ’Vi er klar!’ Og så spørger de: ’Hvad skal vi gøre?’ ’Åh, jer havde jeg glemt,’ svarer jeg.« –

– Du improviserer?

»Nej, jeg beslutter mig bare sent.« –

– Men dine billeder er altid uhyre præcise?

»Filmholdet er grundlæggende det samme fra film til film, så jeg behøver ikke forklare særlig meget. Det samme gælder skuespillerne. Retakes laver jeg kun af tekniske årsager, jeg kan lide friskheden.« –

– Hvad siger du til en skuespiller, som ikke kender din stil?

»Lad være med at spille –– du kan vise alle dine følelser og livsdepressioner bare ved at løfte dit højre øjenbryn. Jeg bryder mig ikke om, at skuespillere tænker eller spiller. De skal være en refleksion af et menneske, et spejl af en syg sjæl. De skal bare sige deres replikker. Jeg bryder mig ikke om råben, løben eller grinen –– jo privat, men ikke i film.« –

– Hvorfor ikke?

»Publikum bør le, ikke skuespillerne. Jo mindre skuespillerne ler, jo mere ler publikum. Det er min teori. Jo mere deprimeret skuespilleren er, jo mere ler publikum.«

Verdensfjerne elever

Aki Kaurismäki har i en årrække drevet en biograf i Helsinki. Men nu er det slut. »Publikum er mere interesseret i popcorn, og det er filminstruktørernes egen skyld. Nutidens art cinema er meget arty. Det er lavet af filmskole-instruktører, der aldrig har oplevet smerte eller haft et almindeligt arbejde. Vi mangler film til at udfylde rummet mellem kunst og kommercialisme,« siger Aki Kaurismäki, der er glad for sin danske kirkepris, men flintrende ligeglad med Oscar.

»Måske er der noget i vejen med mig, men sådan har jeg det,« slutter den finske instruktør – tilsyneladende helt uden ironi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu