Læsetid: 4 min.

Indlevelse er afgørende

17 eller 82 år – hvordan skaber man fiktive personer, der har deres eget liv?
27. maj 2003

Kommentar
Hvordan laver jeg en person, der er 40 år yngre end mig selv, adskillige gange frækkere, stærkere og mere svigtet end jeg selv nogensinde har været? Det er det spørgsmål, jeg oftest får stillet på mine skrivekurser og af læserne i forbindelse med mine seneste bøger, romantrilogien om 17-årige Mathilde Jensen fra Nansensgade.
Og hvordan bærer Christian Jungersen, en 30-årig forfatter, sig ad med at skabe en hovedperson der er 50 år ældre end han selv? I sin succesfulde roman Krat skriver Jungersen om Poul Martin, en 82-årig med gangstativ, alderdomssvækkelse, hospitalsindlæggelser, udsving mellem håb og frygt for kroppens forfald.

Forfatterens hjørne
Figurerne, de opdigtede personer, findes i os selv. Det gælder om at mærke efter. Vi behøver ikke at have været i deres sko eller have haft samme alder for at skabe dem. De sidder derinde. Vi kender allesammen til det at se et menneske i supermarkedet eller bussen og begynde at danne os et indtryk af vedkommende, hendes hverdag.
Herman Bang skabte sin Katinka-figur i Ved Vejen efter at have set et blegt kvindeansigt bag vinduet på en stationsbygning. Ikke mere. Så var grunden lagt til den brystsyge stationsforstander-hustru med den store håbløse kærlighed til husvennen.
Leif Davidsen skabte Den russiske sangerinde efter en aften på en russisk natklub, hvor han sad i en krog og oplevede, hvordan ingen rigtig lyttede til sangerindens optræden. Oversete mennesker. Mennesker, der uden at vide det, ser lige ind i forfatterens ledige hjørne, hvor den næste bog kan blive til.
Jeg fandt ind i den 17-årige Mathilde Jensen ved at sætte mit mest fandenivoldske humør ind i hendes lille seje krop, der lider under hashskader og ubearbejdet sorg over forældrenes skilsmisse og mosterens nylige død. Hun har ellers fået en god start i livet, der ikke indebar selvhad og selvopgivelse.

Thildes historie
Jeg vidste fra starten, at Thilde var oppe imod et indvendigt efterslæb, der var afstedkommet af andre. Det år hun havde tilbragt som gadebarn var ikke så langt borte, og fristelser i form af at kulle ud med en fed og en bajer, i stedet for at lade være og få det ad helvede til, var lette at leve sig ind i. Men det er ikke min egen historie.
I mit liv var forældrenes skilsmisse en stor lettelse, og der var ingen moster, der døde. Jeg har aldrig kunnet inhalere, så jeg hostede mig igennem 60’erne. Stædigt forsøgte jeg mig med hash-kager, og blev høj tre-fire timer efter at alle de andre var faldet i en sød søvn.
Mens jeg skrev Thildebøgerne, tog jeg ud på skoler og snakkede med 17-årige piger og drenge. Lagde mærke til hvad de havde på, hvad de gjorde ved håret, hvad de fortalte om deres hverdage og weekender, og hvad de sagde til hinanden.
Jeg skrev det hele ned. Når jeg sad og skrev noterne rent om aftenen, og spillede den musik, de havde lånt mig, kunne jeg ikke undgå at
komme godt ind i en 17-årigs liv.
Når det gjaldt Thildes modstykke, den velbjergede Camilla, gik jeg ud i musikforretningerne og spurgte ekspedienterne, hvad en avanceret pige på 17, der går på Sankt Annæ gymnasium, mon ville spille til en fest
fredag aften. Jeg spurgte, hvilken musik de solgte mest af, og til hvilke grupper af unge?
Det næste skridt var indlevelsen: Hvordan føles det at være 17-årig? Hvordan reagerer man følelsesmæssigt på kammeraterne og de voksne? Hvordan har man det med sig selv?

Udvendig konvention
»Research er vigtigt, det er inspirerende,« siger Christian Jungersen om sit arbejde med sin 82-årige hovedperson Poul Martin.
»Men mere end research er det indlevelsen, der er afgørende. For mig kom det langsomt, og igennem mig selv. Mit liv som upubliceret forfatter på understøttelse lignede jo på mange punkter det liv, en begavet pensionist lever. Desuden har de fleste 20-årige kendt til det at føle sig gammel lige pludselig. Efter at have beskæftiget mig længe med den periode, hvor
Poul Martin var ung, have siddet og læst flere aviser fra 1930’erne end fra det dagsaktuelle Danmark hver dag, kom jeg ind i hans sprogtone, begyndte måske også at tale lidt i de gammeldags vendinger.«
»Jeg levede mig efterhånden igennem de år, der beskrives nærmere i bogen, og dermed mere og mere ind i rollen som 82-årig. Alder er en udvendig konvention. Det svære ved at skabe personer er at få fat i deres indre liv og følelser. Det kommer, når man lever sig ind i deres verden. Ligesom de skuespillere, der i flere måneder går rundt og føler sig som den rolle, de skal spille. Det er selve indlevelsens mysterium.«

Det lille ekstra
En stor engelsk skuespillerinde modtog en gang instruktion af en ung instruktør: »De går hen til vinduet, siger Deres replik og derefter over til stolen og ...«
»Yes my dear,« svarede den store dame, »and then I’ll do that little bit of extra that I’m being payed so much for.«
Det er dette, kunstnere gør hver dag: I vores arbejder giver vi »that little bit of extra« som gør, at resultatet bliver kunst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu