Læsetid: 4 min.

Krimien som samfundsrevser

For den norske krimiforfatter Gunnar Staalesen er krimien det bedste redskab til at belyse samfundets problemer. Han har netop sendt den bergensiske privatdetektiv, Varg Veum, på sin 13. opgave
31. maj 2003

For den norske krimiforfatter Gunnar Staalesen er krimien det bedste redskab til
at belyse samfundets problemer. Han har netop sendt den bergensiske privatdetektiv, Varg Veum, på sin 13. opgave

Interview
Hvis man en sen nattetime lusker rundt på Fisketorget i Bergen, er der altid lys i et ganske bestemt vindue. Det er den fortravlede og lettere fordrunkne privatdetektiv Varg Veum, der arbejder. Han er efterhånden midt i 50’erne, men har kun eksisteret i 25 år.
Veum er den norske forfatter Gunnar Staalesens opfindelse, og optræder nu i sin 13. kriminalroman. Hele Norge er på fornavn med Varg, og i Bergen hvor han er født og opvokset, er han blevet en institution og betragtes nærmest som en faktisk indbygger. Og ligesom hans engelske kollega på Baker Street, har han altså et faktisk kontor, der kan bevidne hans eksistens. Gunnar Staalesen selv er også fra Bergen. Han havde knapt afsluttet den digre Bergen-trilogi, om Bergens historie gennem forrige århundrede, før han fandt tilbage til Varg Veums skrivebord.
Som i et Spejl hedder bogen, der netop er udkommet på dansk. Derfor sidder Gunnar Staalesen i Hotel Astorias restaurant i København. Restauranten er tom for spisende gæster, men Staalesen fylder tavsheden ud med en bergensisk dialekt.
»På mange måder har det været en lettelse at komme tilbage til
Veums skrivebord efter det store arbejde med Bergen-trilogien. Da jeg skrev trilogien, havde jeg hele tiden en masse tråde i hovedet, der skulle samles. På den vis var det rart at komme tilbage til en koncentreret historie,« siger Staalesen og forklarer, hvordan arbejdet med trilogien har ændret hans måde at skrive krimi på.
»Jeg kan mærke, at der er sket en ændring med min skrivestil efter arbejdet med trilogien. Blandt andet har jeg i den nye krimi arbejdet med en del tredjepersonspassager og historiske skred, som jeg ikke har brugt før i Veum-bøgerne. Tidligere ville jeg nok have fortalt disse passager gennem dialoger.«
Han stopper og vurderer sit eget udsagn: »Jeg syntes det giver krimien en mere litterær spændstighed.«

Autenticiteten smitter
Næsten alle Gunnar Staalesens bøger udspiller sig i Bergen, og han er kendt for at beskrive byen med en nøjagtig virkelighedsgengivelse af de ydre rammer. Gadenavne, huse, barer og sågar vejret på den pågældende dag passer til mindste detalje. Kun handlingstråden og figurerne giver han sig frihed til at opdigte.
»Autenticiteten er meget vigtig for mig. Min erfaring er, at hvis man giver kulisserne autenticitet nok, og gør dem troværdige, vil denne troværdighed smitte af på bogens personer. Det er nok som resultat af det, at figuren Varg Veum bliver behandlet, som han gør, i Bergen. At han har fået sit eget liv.«
– Er det også det, du oplever, når du skriver, at han har sit eget liv?
»Nu kender jeg ham efterhånden rigtigt godt, og han bliver tydeligere og tydeligere for hver bog. Men jeg har bevidst valgt ikke at kende ham alt for godt. Derfor har jeg ladet nogle hvide felter i hans baggrund stå åbne. Men en krimi er som regel meget stramt komponeret, så der skal helst ikke være for mange overraskelser for forfatteren. Hele spændingen er bygget op omkring en hemmelighed, og skal forfatteren have held til at camouflere denne hemmelighed, skal han også kende hele handlingen.«
Varg Veum er en rigtig privatdetektiv, og for at være det er der et par spilleregler, der skal overholdes: Han skal være lidt drikfældig (helst i whisky), gå på jazzbar, ryge smøger i regnen og omgive sig med smukke, mystiske divaer, der kommer til ham med problemer. Og Varg Veum er privatdetektiv til fingerspidsrene. Men Gunnar Staalesen føler sig ikke hæmmet af krimigenrens genkendeligheder.

Genkendelsens glæde
»Hvis du har noget vigtigt at fortælle, så vil du gerne fortælle det til flest mulige mennesker, og krimien er en af de genrer, der sælger bedst. Det betyder at, hvis du skriver indenfor den ramme, så vil du nå ud til et stort publikum. Du kan sige, at genren kunstnerisk sætter en begrænsning og en ramme, men vi der har skrevet krimier hele vores liv har jo taget det valg for længe siden. Min erfaring er, at selv om genren har sine begrænsninger, så har den gennem sin lange levetid ændret sig meget og kan bruges til meget.«
»Hvis man tager et samfundsproblem op, så mener jeg kriminalromanen er det bedste værktøj at beskrive samfundet med. Krimien skærer et tværsnit gennem samfundet. Den røde tråd, krimien bevæger sig efter, fører dig gennem alle samfundslag. Det ene øjeblik besøger man samfundets top, og det næste er man helt nede i undergrunden – på gadeplan hos de småkriminelle. Vil man ind i det indre menneske og tale om sjæleliv og eksistens, livet og døden, har krimien sine begrænsninger. Men gennem de ydre omstændigheder (detektivens opklaringsarbejde,red.) er detektiven jo også en slags psykoterapeut, der finder ting frem fra fortiden og graver skeletter ud af skabet.
– Er krimien blevet intellektualiseret?
»Nogen har intellektualiseret genren som Umberto Eco og Paul Auster. Men der er ofte tale om intellektuelle forfattere, der går ind og vælger genren som formgreb en enkelt gang eller to, mens os der skriver serieromaner, skriver den samme roman om og om igen, fordi læseren føler sig tryg der.«
»I starten af århundredet var krimien en meget konservativ genre, der gennem lov og orden-argumenter skulle gøre det klart, at forbrydelse ikke betaler sig. Men så kom Sjöwall og Wahlöö, der for første gang var gennemført samfundskritiske. De var erklærede kommunister og satte en hel bølge af venstreorienterede kriminalforfattere i gang, herunder mig selv. Det er de samme forfatterne, der har holdt det sociale engagement højt siden 1970’erne. Og mens de fleste af 1980’ernes forfattere vendte sig ind mod sig selv, beholdt vi det sociale engagement og holdt som de eneste fanen højt gennem krimigenren.«

*Gunnar Staalesen: Som i et spejl. Oversat af Ilse M. Haugaard. Vindrose. 287 s., 329 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu