Nyhed
Læsetid: 3 min.

web.hvad.hvor

Kultur
22. maj 2003

Populær polemik fra Pamuk
*Vinderen af The International IMPAC Dublin Literary Award 2003, der er en af verdens største litterære priser for et stykke fiktion udgivet på engelsk, blev mandag kåret i Dublin.
Det blev den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk, der med romanen My Name is Red (da. Mit navn er rød) har gjort sig fortjent til bibliotekernes store pris på 100.000 euro. Heraf tilfalder de 75.000 euro forfatteren selv, mens de resterende kommer oversætteren Erda Göknar til gode.
Af motiveringen lyder blandt andet: »Mit navn er rød er intrikat og kompleks som miniaturemalerierne i hjertet af denne bog. Pamuks skrivestil er lige så elegant og multifacetteret som den historie, han fortæller. Den er en sjælden tour de force gennem litterær forestilling og filosofisk spekulation.«
Det internationale dommerpanel har udvalgt romanen blandt otte nominerede. Prisen administreres af Dublin City Public Libraries, og nomineringerne er foretaget af offentlige biblioteker i hele verden. Således har over 150 biblioteker fra mere end 40 lande deltaget i udvælgelsen af de mest populære romaner fra det forgangne år.
www.impacdublinaward.ie

Kontroversiel Garcia Marquez
*Den ledende latinamerikanske forfatter og nobelprisvinder, Gabriel Garcia Marquez, afviser at have foreslået legalisering af stoffer i hjemlandet Colombia som potentiel løsning på den eskalerende vold i landet. Han hævder ifølge BBC, at han er blevet fejlciteret. Marquez forklarer endvidere, at han derimod har udtalt, at det er Colombias tragedie, at man ikke kan forestille sig en ende på trafikeringen af stoffer uden en legalisering.
»Jeg har ikke sagt, at stoffer burde legaliseres, ej heller har jeg foreslået den colombainske regering noget i den retning,« dementerer han i en videobesked til en gruppe intellektuelle samlet i den colombianske by, Medellin.
Beskeden er betitlet Beloved Fatherland Although Distant og er sendt fra Mexico, hvor forfatteren er bosat.
Den colombianske præsident Alvaro Uribe var blandt tilhørerne. Han undlod efterfølgende at kommentere forfatterens fejlrapporterede budskab, men bebudede dog, at det var »meget kontroversielt.«
Marquez lader sig da heller ikke skræmme af kontroverser. Således sluttede han sig tidligere på måneden til mere end 160 forfattere, kunstnere og skuespillere på tværs af det amerikanske og europæiske kontinent og underskrev en erklæring til støtte for den cubanske regering.

Mailer over den amerikanske religion
*Den efterhånden aldrende amerikanske forfatter Norman Mailer er stadig en ivrig debattør i det internationale medielandskab. Således udtaler han sig hellere end gerne vidt og bredt om verdens tilstand og i særdeleshed den amerikanske. Der Spiegel bragte mandag et langt interview med forfatteren, hvor han talte om stemningen i fædrelandet og George W. Bush.
»En væsentlig bestanddel af vores kristendom er kærligheden til Amerika. Amerika er en religion i dette land. At elske Jesus og at elske landet går hånd i hånd,« siger han og påpeger, at terrorangrebene mod tvillingetårnene vækkede den kristne kriger i George W. Bush. »Den 11. september løste temmelig meget for Bush... Han er klog nok til at vide, at han kan få halvdelen af Amerika bag sig i kampen mod det onde... Han forstår at manipulere det halve land, idet han uafladeligt vifter med stjernebanneret.«
Tvillingetårnene, som Mailer – mens de endnu tronede – kunne se fra sin lejlighed, giver han følgende ord med på vejen: »Da de blev rejst, hadede jeg dem, fordi de spejlede sig i arrogancen og arkitekternes uhyggelige forfængelighed... Men hvor formastelige de end var, gjorde de nu engang Manhattan interessant. Nu hersker kun en silhuetløs hæslighed.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her