Læsetid: 4 min.

De udødelige i levende live

Det Franske Akademi har ikke siden Christian VII og Struensees besøg hos encyklopædisterne i Paris 1768 modtaget danske gæster eller andre Akademier
12. juni 2003

Akademi
Af en eller anden grund kommer jeg i tanker om en replik fra De tre musketerer: »Vær på Deres post, hr. d’Artagnan. Fra det øjeblik, jeg ikke længere holder min hånd over Dem, giver jeg ikke så meget som en skilling for Deres liv!«
Jeg husker også tydeligt den sort-hvide radering af kardinal Richelieu, som illustrerede hans magtfulde ord i Dumas’ roman, men her har jeg ham i den røde kappe på et mægtigt maleri for enden af salen, overskuende den forsamling, han instituerede 1635 som l’Académie francaise.
Det er lige inden, jeg vover mig ud i en beskrivelse af fransk indflydelse på dansk litteratur, den klare tankes godartede indvirkning på den nordiske melankoli. Kardinalen røber sig ikke med andet end sin sædvanlige mine. De levende medlemmer lytter høfligt.
Vi har fået forevist den imponerende bogsamling her i Institut de Frances store palæ på Quai de Conti i Paris, Biblioteque Mazarin, skænket akademiet af Richelieus lige så magtfulde efterfølger som førsteminister, Jules Mazarin, og opstillet i en lang, skøn bibliotekssal i to etager med klatrestiger. Vi går gennem læsesalen, lige så lang og tyst. To forskere sidder langt fra hinanden og betragter med mild forbløffelse det uvante syn af ikke studerende gæster, der ledes hen til et stort bord for enden af lokalet, hvor den hektisk smilende bibliotekar fremviser bogskatte med dansk tilknytning, Paullis Flora Danica fra 1648 mangler ikke. Der er ikke tid til pluklæsning.

Sprogniveau
Vi er et antal medlemmer af Det Danske Akademi, som er på gæstebesøg blandt de såkaldt udødelige, der da også på denne og anden vis lader tidens længde hviske sine budskaber om ubrudte traditioner, fra dengang Frankrig konsoliderede sig som den europæiske stormagt og satte kulturen i niveau med magten og sproget som dens særlige udtryk. En opgave, som akademiet fik pålagt at sikre. Formentlig har sprogets reelt højt respekterede status haft sin betydning for fransk identitet. En omhu for og stolthed over sprogets kvaliteter mærkes tydeligt som en holdning blandt franskmænd, når man sammenligner med dansk praksis, hvor det halve og omtrentlige er godt nok for de fleste.
Jeg fornemmer en vis munter, tvivlrådig uro i salen et sted undervejs i Suzanne Brøggers livlige tale om bl.a. Oehlenschlägers besøg hos Madame de Staël. Forklaringen fulgte senere. Hendes litterære salon og reputation er ikke i høj kurs i akademiet: Hun konstruerede altid sine sætninger på samme monotone måde, forklarede en. Så går Karen Blixen langt bedre igennem. Flere havde erindring om hendes fremtoning og beundrede hendes talesæt.

De fyrretyve
Nu er det ikke hvilken som helst salon. Jeg har respekt for Svenska Akademiens mødesal i Börshuset i Stockholm, hvor de sidder ved deres faste pladser, arvet af forgængere, som også her i forbilledets større format, hvor de fyrretyve medlemmer sidder i en stor oval formation med også tværstillede pladser. Suzanne Brøgger får at vide, at hun nu beklæder og klæder sædet, hvor forhen Chataubriand sad.
Selv har jeg til låns historikeren, politikeren, romanforfatteren Maurice Druons stol, idet han selv nu befinder sig i et ophøjet panel som honorær sekretær, secrétaire perpetuel honoraire, som det ærede medlem skal tituleres før hvert indlæg, side om side med ’kansleren’ og den nuværende faste sekretær, Hélène Carrère d’Encausse, historiker med Sovjetunionen som speciale. På dansk har vi hendes De sovjetiske minoriteters historie, mens Druons store produktion kun er repræsenteret ved et par børnebøger.
Det er ikke børnesnak, han fører. Det er en veltalenhedens særlige kunst, som trives i deres indlæg. De lever med en mærkbar lystfølelse i sprogets kadencer, trives i de veldrejede pointer uden tomme fraser, uden hast, improvisatorisk eller forberedt, en omfavnelse ikke uden hjertelighed.
På min højre side sidder Gabriel de Broglie, jurist, statsråd, prins af blodet, nådada, og forklarer visse principper under drøftelse af det sproglige arbejde, som Akademiet siden begyndelsen har haft i gang med ordbogen, hvor nu niende udgave er i trykken.

Under kuplen
Og her findes selve kriteriet for optagelse af medlemmer: sådanne som kaster glans over det franske sprog. Derfor finder man ikke kun digtere og teaterfolk, men filosoffer, medicinere, etnologer, kritikere, politikere og en enkelt gejstlig. Skrivende folk – som lader sig uniformere ved f.eks. modtagelse af nyoptagne medlemmer med særlige indvielsesritualer under den berømte kuppel, i øvrigt et grimt, lugubert auditorium uden plads til ben som førhen i Stærekassen. Det var Bonaparte, der gav dem grønne, broderede uniformsjakker samt kappe og kårde, et paramilitært udstyr, da han genoprettede Akademiet, som revolutionen ellers havde nedlagt.
De er også storvoksne folk, nogle af dem, som nu Pierre Messmer, tidligere premierminister. Som flere andre tilstedeværende deltog han i de frie franske styrker under de Gaulle og fulgte ham troligt og er forsynet med en nærmest præsidentiel konversationsteknik. Jo, han kender da København, men husker den mest, fordi han som ung sejlede fra Hongkong til vores hovedstad på en dansk fragtdamper.
Ved afslutningsfrokosten ser jeg danskerne med mad i munden mellem de tunge drenge, Pia Tafdrup, Klaus Rifbjerg, Frederik Stjernfelt, Peter Laugesen, Jørn Lund, Mogens Brøndsted samt Jens Smærup Sørensen, der rejser sig og siger noget pænt om Richelieu og hans ordbevæbnede bande, der holder sin hånd over os.
I vestibulen dukker den 95-årige antropolog og strukturalist Claude Lévi-Strauss op, selv en myte, parat til et udvalgsmøde. En af de udødelige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu