Læsetid: 3 min.

’Gode ministre har lidenskab’

Forhenværende undervisningsdirektør og radikal landsformand, Asger Baunsbak-Jensen, vurderer 28 undervisningsministre, hvoraf han selv har kendt de 18
21. juli 2003

»For at være en god minister skal man have en galskab – en lidenskab. Der skal være noget, der brænder inde i sjælen for at ændre samfundet.«
Det siger den tidligere undervisningsdirektør og radikal landsformand Asger Baunsbak-Jensen. Anledningen er de ministerskæbner, han beskriver i sin nye bog, der udkommer i midten af august. Den hedder 28 undervisningsministre 1903-2003.
»Jeg har givet den undertitlen En personlig beskrivelse. Det skyldes, at jeg har haft lejlighed til at stifte personligt bekendtskab med 18 af de 28 undervisningsministre – alle, der har beklædt embedet siden 1935 – bortset fra Hartvig Frisch, der kun nåede lidt over to år på posten inden sin alt for tidlige død i 1950.«
Asger Baunsbaks gennemgang af ministerkarrierer peger på, at det som regel går galt for dem, der hentes ind af statsministeren ’udefra’:
»En, der kommer ind og bliver undervisningsminister i en sen alder uden at have vist politisk lidenskab, vil ikke slå til.«
– De magter heller ikke forholdet til Folketinget?
»Nej, for de skal være vant til at gå rundt i folketingssalen og bruge deres tid på at få kontakter til de andre partiers ordførere. En god minister skal vide, hvem der skal laves forlig med. Hvem det er i de andre folketingsgrupper, der nyder tillid nok til at bære en aftale igennem.«

Blik for det irrationelle
Ud fra sin egen embedsmandserfaring – herunder 13 år i ledende stillinger i Undervisningsministeriet – fremhæver Baunsbak, at den gode minister skal forstå sin politikerrolle:
»Ministeren skal bruge sit embedsværk – ikke selv være embedsmand. Hun eller han skal have blik for ideen og for noget irrationelt. Det behøver embedsmanden ikke. Når ministeren står på Folketingets talerstol, skal man lægge mærke til, om talen fænger blandt medlemmerne i salen, eller om ministeren hele tiden står og skæver op i embedsmandslogen for at se, om de nikker.«
Asger Baunsbak har ikke noget til overs for de spindoktorer, der nu har vundet indpas i ministrenes inderkreds:
»Spindoktorer er et demokratisk sygdomstegn. De udfylder det tomrum, der er opstået i fravær af politisk idé og menneskesyn. Fokusgrupper træder i stedet for, at ministeren er ude i landet og diskutere og får sine indtryk fra en dialog.«
»En af de undervisningsministre, der har haft allermest indflydelse, er den radikale Jørgen Jørgensen, der sad fra 1935-42 og igen fra 1957-61. Han har sagt til mig: ’Du skal omgive dig med dem, der ikke er enige med dig. Det er i mødet med din modsætning, at du udvikles.’«
En anden undervisningsminister, som Asger Baunsbak-Jensen fremhæver, er socialdemokraten Dorte Bennedsen, der sad i embedet 1979-82. Hende var han dagligt i kontakt med som undervisningsdirektør:
»Jeg mener, hun er overset. Hun er ikke selvpromoverende. Hun er et menneske, der i kraft af erfaring og indlevelse kalder på tillid. Sagerne gik altid forud for personen. Når hun skulle nedsætte et udvalg, var det ikke vennerne, der kom først, men sagen.«
»Den nuværende Venstre-ledede regering er ikke den første, der finder det mest bekvemt at sætte sine meningsfæller ind til at rådgive sig. Vi så det allerede dengang, da Ritt Bjerregaard var undervisningsminister (i 1973 og igen 75-78, red.) For eksempel var hele hendes store undervisningsplan, U90, præget af det.«
– Hvilken slags undervisningsministre tror du, vi vil se i de kommende år?
»På grund af tv og de nye informationsveje er det personen, der kommer i centrum og overskygger ideerne. Den unge type, der i dag er på vej, er dem, der matcher markedet.«
»En Jørgen Jørgensen var præget af højskole, grundtvigianisme og et socialt syn. Nu er vi i individualismens tid. Ingen er præget af deres klassemæssige eller idémæssige tilhørsforhold.«
»De unge ministre kan uden besvær gå over og blive direktører i et multinationalt selskab – eller blive tv-værter. Før i tiden oplevede politikerne deres gerning som et kald. Der var noget, de ville virke for.«
»Så sent som i 1958 sad Jørgen Jørgensen hjemme på sin gård og skrev formålsbestemmelsen til folkeskoleloven. Så gik han ind med den til sin departementschef og sagde: ’Nu skal du sætte det i system.’ Men der var ikke ændret en tøddel i teksten, da Folketinget vedtog den.«
Baunsbak er bekymret for sit gamle sagsområde:
»Undervisningsministeriet har en struktur, der minder om en koncern. Markedet sætter sine spor og bliver idégivende for skolens indretning. Hvor er fødekanalen for en ministers ideer?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu