Læsetid: 2 min.

Grøn og grim

Ang Lees ’Hulk’ er en dynamisk superheltefilm, som lider under utilstrækkelige effekter
Kultur
11. juli 2003

Der er flere imponerende scener i Ang Lees superheltefilm, Hulk, hvor den grønne kæmpe bøjer en håndfuld tanks til ubrugeligt skrot og med mægtig kraft hopper fra bjerg til bjerg i en pittoresk ørken. Men alligevel er det de visuelle effekter, der er filmens største problem.

Scenerne, hvor videnskabsmanden Bruce Banner (spillet med nerve af Eric Bana) forvandler sig til en computeranimeret Hulk, er ikke godt lavet, i forhold til hvad der burde være teknisk muligt. Man køber den ikke og lever ikke med, når Hulk gør sig i den fysiske virkelighed.

Det er ærgerligt, at det er teknikken, der saboterer Lees forsøg på at fuldende en ellers spændende og eftertænksom film, hvor det mere er hovedpersonernes følelsesliv og mentale tilstand, det handler om, som det er action og blærede effekter. Men effekterne er dog essentielle i en genre, der overlever på de fantastiske elementer.

Anklagende finger

Bruce Banner er søn af den bindegale videnskabsmand David Banner (en toptunet Nick Nolte), der efter 30 år bag lås og slå opsøger sønnen for at fortælle ham, at han som ung foretog genetiske eksperimenter på sig selv og har givet ’noget’ videre til sønnen. Bruce, der uden at vide det, har fulgt i sin fars fodspor, bliver ved et uheld udsat for en dødelig dosis gammastråler, som han mod alle odds overlever, men som også sætter skjulte kræfter fri.

Når han bliver vred eller frustreret forvandler Bruce sig til en aggressiv og bomstærk grøn kæmpe, Hulk, der lader sit raseri gå ud over sine omgivelser. Det er kun hans kollega og tidligere kæreste, Betty (skønne Jennifer Connelly), der kan få ham til at falde til ro og blive Bruce igen.

Hulk er endnu en af tegneserieveteranerne Stan Lee og Jack Kirbys opfindelser, og, som vi kender det fra deres figurer – f.eks. Spiderman – er den grønne kæmpe en fysisk manifestation af et plaget menneskes fortrængninger. Den side af Bruce og hans alter ego har Ang Lee godt greb om. Man fornemmer smerten, som slippes løs sammen med Hulk, og han kommer til at minde om en moderne udgave af Frankensteins misforståede monster og den stakkels King Kong, der rives op med rode.

Tilmed retter Lee en anklagende finger mod videnskab for videnskabens skyld og misbrug af forskning til militære formål af pengegriske mørkemænd.

Visuelt er Hulk opfindsom, og i klipning og kameraarbejde er den tænkt som en tegneserie. Billederne erstatter tegneseriens rammer og brydes i alle retninger eller deles op i flere, mindre billeder, hvilket giver filmen et overmåde dynamisk udtryk. På den måde smelter form og indhold smukt sammen, og havde det ikke været for de ufuldstændige effekter – og en lidt for lang spilletid – ville Hulk have været en rigtig god film.

Hulk. Instruktion: Ang Lee. Manuskript: John Turman, Michael France og James Schamus. Amerikansk (Imperial i København og en hulkens masse biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her