Læsetid: 3 min.

Penis som motiv

Hvad er mest forbudt at vise: strittende patter eller strittende pikke? Det sidste, så absolut
24. juli 2003

Maskulinitet
Historien har vist det i en dronningerække af yppige kvindeskikkelser udformet i bronze, marmor, olie og på fotografi. Til alle tider er der blevet svælget i indbydende kvindekroppe med bryster og balder. Siddende på hug, stående og liggende.
Hvordan er det så med kongerækken? Mandebillederne? Her har fremstillingsformerne været mere varierede. Spændende fra brynjeklædte helte højt til hest til de velkendte olieportrætter af alvorsmænd i mørke jakkesæt. Afklædte ynglinge har bestemt også været et motiv for billedhuggerne, lige så vel som de er blevet det for nogle fotografer.
De sidste har så stort set holdt sig til den nøgne overkrop. De første har i hvert fald aldrig, den hyppige forekomst af den nøgne krop til trods, vist en eneste ærlig stor smuk pik. Jeg var på research for nylig i Glyptotekets Romerske og Græske samlinger, hvor jeg tog emnet op blandt det mandlige publikum, der loyalt forsvarede deres kønsfæller med, at de diminutive organer muligvis skyldtes, at det var koldt for en mand at stå nøgenmodel.
Helt ærligt! Koldt? I Grækenland?
Hvorfor skal vi helt tilbage til etruskerne eller må opsøge Pompei for at opleve den potente krop afbildet i fuld udfoldeldelse. Hvorfor har motivet i dag fået prædikatet ’stødende’ eller ’for privat’ eller hvilke undskyldninger, der ellers er fundet på for at undgå den skinbarlige maskuline skønhed?
Jeg tror, at kunsthistoriens konvention med ikke at vise store flotte pikke skyldes, at skulpturerne og malerierne stort set er lavet af mænd. Og mænd ønsker ikke at se på dette ’stødende’ motiv.
Hvad så med de kvindelige kunstnere? Anne Marie Carl Nielsen og Anna Ancher? Nej vel? Man kan ikke rigtigt se det for sig. Og de holdt sig som bekendt også til heste og rytterstatuer og de stille stuer som motiv. Skulle vel i det hele taget ikke have noget klinket, når de endelig havde opnået overhovedet at få lov at komme til staffelierne. Havde Anna eller Anne Marie været så tiltrukket af motivet, så de havde foreviget det i maleri eller skulptur bare en enkelt gang, så er det i hvert fald ikke det motiv, de udstillede på Høstudstillingen på Charlottenborg eller tog til Parisersalonerne med.

Med rejsning på
Det er først i dag, at de der er tiltrukket af at betragte de store mærkværdige og smukke pikke, altså de kvindelige kunstnere, har fået frihed til ikke at skulle se bort fra et væsentligt motiv.
Oven i købet, skulle man tro, fået lov til både at afbilde denne ædle kropsdel på en kunstnerisk forsvarlig måde, samt til også at vise motiverne ubeskåret frem i et moderne medium som fotografiet. Skulle man tro.
Som billedhugger og fotograf har jeg selv arbejdet en del med den nøgne krop. Det har været naturligt for mig, når jeg skulle lave et fotografisk portræt af en kæreste, at afbilde ham uden først at anmode ham om at tage tøjet på; heller ikke når han var allersmukkest med rejsning på. Ligesom det har været naturligt, når jeg har lavet en gipsafstøbning af en mands krop, at bede ham om at tage tøjet af. Det har jo været manden selv og ikke hans tøj, der skulle foreviges.
Når det har drejet sig om fotografier, er jeg imidlertid hver gang, jeg er kommet med en nøgen mand, blevet afvist. Portrætter af kendte og ukendte på deres runde dage, og andre private begivenheder, som f.eks bryllupper, bliver jeg konstant opfordret til at levere billeder til.
Lige så vel som jeg har fået offentliggjort nøgne kvindelige skønheder i avisernes spalter. Men den cocktail, der består af maskulin nøgenhed og fotografi, synes man er for ’stødende’.

Numser i marmor
Problemet, gætter jeg på, har været både tilstedeværelsen af et erigeret mandligt lem, og det faktum, at det fotografiske medium stadig betragtes som dokumentation, nærmere end som kunst.
Spørger man redaktørerne om, hvad der er kunst, og hvad der ikke er kunst, eller juristerne om hvad der er tilladt, og hvad der ikke er tilladt at formidle i avisernes spalter, siger de som med én mund: »Hvis man vil have helt sikker grund under fødderne, så lader man være med at vise noget som helst«.
Nu er kunstnere jo ikke jurister og har derfor aldrig aflagt tavshedsløfter eller har på andre måder svoret, at de ville begrænse sig til at beskæftige sig med det sikre: Numser i marmor og bronzer af blottede ynglinge. Oliemalerier af bryster og balder og fotografier af nøgne overkroppe, som helt sikkert er kunst, der ikke længere ryster hverken redaktører eller jurister.

*Suste Bonnén udgiver 15. september ’Sustes søger’ – en bog med 188 fotografiske portrætter. Forlaget elkjaeroghansen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

ÅH GUD, hvor har du bare fat i noget af det rigtige! Jeg er ufattelig enig med dig i at fotografi er kunst i ligeså høj grad som malerier og skulpturer er. Et smukt billede af en smuk kropsdel, hvadend den den sidder på en kvinde eller en mand, er da noget af det smukkeste? Og frygtelig svært at tage øjnene fra igen, ikke fordi det er frækt, men fordi det er smukt!
Og mht at tage billeder af kærester, hvorfor ikke forevige også sig selv på denne måde? Ikke med klamme netdating-billeder, men smukke æstetiske billeder.
Desuden er billeder at erigerede penisser og strittende bryster, vel egentlig også ligestilling af en art?
Tak fordi du sætter fokus på dette område!!!

Selve artiklen er et anslag mod min blufærdighed - jeg tør slet ikke tænke på billederne. Kan vi ikke godt blive fri for mere nøgenhed? Det er slemt nok i forvejen ...