Nyhed
Læsetid: 2 min.

Reportagens kunst

Reportagelitteraturen har længe måttet vige for skøn- og faglitteraturen. Nu får genren sin egen internationale pris
Kultur
24. juli 2003

Ny pris
Hidtil har priser for reportagelitteratur været begrænset til enkelte nationer, regioner eller sprog. Men forud for åbningen af den internationale bogmesse i Frankfurt, vil fremtrædende reportager fra hele verden for første gang modtage anerkendelse på tværs af sproglige og civilisatoriske grænser.
Den 4. oktober i år vil en jury bestående af internationalt profilerede forfattere uddele reportagelitteraturens første pris ved en ceremoni i Berlin. Initiativtager til projektet er det kulturelle magasin Lettre International, i samarbejde med Aventis Foundation og Goethe-Institut Inter Nationes.
Lettre Ulysses Award for the Art of Reportage, hylder genrens bedste værker med pengepræmier på i alt 100.000 euro samt tre rejsestipendier fra Goethe-Instituttet.
Udvælgelsen foretages af juryen blandt værker, der er udgivet efter 1. januar 2000.

Den gode reportage
Reportagegenren ligger et sted mellem journalistik og litteratur, i tradition med forfattere som Alexander von Humboldt, Mark Twain, Henrich Heine, Ernest Hemingway, Gabriel Garcia Marquez, Peter Matthiessen og V.S. Naipaul.
Formålet med The Lettre Ulysses Award er at skabe international opmærksomhed omkring betydningen af reportagelitteratur samt at støtte forfattere, der arbejder inden for genren. Man ønsker at bidrage til en bedre forståelse for den globale samfundsmæssige udvikling, hvor der er »behov for en nuanceret formulering af globaliseringsprocessens kompleksitet,« uden brug af stereotyper.
Forfattere, der mestrer kombinationen af den nysgerrige journalistik og skrivekunsten, er ifølge prisens grundlæggere med til at udbrede kendskabet til de lokale og globale udviklinger, der ofte simplificeres i medierne i formidlingens hellige navn.
Juryen lægger blandt andet vægt på, at den kreative nonfiktion er »baseret på personlig erfaring, erkendelse og anekdotisk vidnesbyrd.«
En god reporter formår at belyse forskellige indgangsvinkler til den samme sag. Han tager ansvar for det han skriver og tager læseren ved hånden.

Diversitet
Sammensætningen af juryen vil variere fra år til år for at sikre diversitet og uafhængighed. Den består af flersprogede forfattere, der har hjemme i reportagegenren og hver især repræsenterer en af de 11 største lingvistiske regioner. Juryen har til opgave at tage de mest bemærkelsesværdige reportager på modersmålet i betragtning, men kan også indstille fremmedsprogede tekster til prisen.
En international komité vil aktivt akkompagnere prisprojektet. Den inkluderer til dato den tyske forfatter Günther Grass, den polske reportageforfatter Ryszard Kapuscinski, den franske etnolog Jean Malaurie samt den danske forfatter og krigsreporter, Jan Stage.
De syv nominerede reportager offentliggøres i september.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her