Nyhed
Læsetid: 4 min.

Satanisk samvittighedsfuld

Litteraturteoretikeren Stanley Fish forklarer (måske), at Thomas Hobbes ikke ville have givet Bush ret
Kultur
31. juli 2003

Anti-politik
Det lyder som noget, Condoleezza Rice har hvisket i øret på George W. Bush: »Skulle man få brug for at myrde en konge, skal man bare kalde ham en tyran. Så hedder det ikke længere kongemord, men tyranmord, og det er både lovligt og prisværdigt.« Men det er Thomas Hobbes, der taler, forfatteren til forbilledet i politisk filosofi, Leviathan fra 1660.
Vi befinder os på Cornell University, og Hobbes’ talerør hedder Stanley Fish. Blandt litteraturteoretikere er Fish blandt stjernerne: med udsøgt provokerende værker som Is There a Text in this Class (Harvard University Press 1980 – svaret var nej) og There’s no such thing as free speech: ~and it’s a good thing, too (Oxford University Press 1994) bag sig er Fish i dag en mægtig mand, akademisk set (han er dekan for humaniora på University of Illinois).
Det koster 5.000 dollar at få ham på besøg, og guldkæderne, jakkesættet og de velpudsede brune sko lader ikke nogen godfather noget efter.
Fishs ry som en satanisk læser skyldes ikke kun, at han grundlagde sin karriere som 29-årig ved at demonstrere, at helten i Miltons Paradise Lost var Satan og ikke Adam. Det skyldes også hans aggressive, provokerende og klarttænkende teorier, der flere gange har hevet tæppet væk under den almene opfattelse. Således grundlagde han i 70’erne »reader response«-teorien, der modsagde formalisme og nykritik ved at sige, at meningen af en bog udelukkende fandtes i læserens hoved.
Siden kom ideen om fortolkningsfællesskaber, og senest har han i flere bøger hævdet, at teori er umulig eller i bedste fald meningsløs.
Ikke desto mindre er Fish medlem af bestyrelsen af Cornell Universitys School of Criticism, som han hvert år sørger for at servere udsøgte fornærmelser for ved et forelæsningsshow, der er lige så professionelt som den idealdisciplin, han ofte selv argumenterer for. Og i dag har han sat sig for at vende op og ned på vores forestilling om, hvem Thomas Hobbes er. Det er ikke helt så uskyldigt, som man skulle tro.

Kagans kaos
Hobbes er mest kendt som udlæggeren af ideen om en verden i kaotisk naturtilstand, hvor frie menneskers egoisme vil få dem til at bekrige hinanden til døde, hvis de ikke indser nødvendigheden af en almægtig hersker, der kan beskytte dem mod hinanden.
På det seneste er han kommet på mode igen blandt forsvarere af USA’s nye position som verdensmagt og universel beskytter. Blandt andet hos forfatteren Robert Kagan, der i den meget omdiskuterede bog Paradiset og magten (Atlantic Books og Gyldendal, 2003) udnævnte Europa som moralsk svag og USA som den stærke, ansvarlige hersker, der »nogle gange må spille efter reglerne i en hobbesiansk verden, selv om det går ud over europæiske normer.«
Det ledte Kagan til at slutte, at USA skal kunne overtræde internationale konventioner, at man må kæmpe for våbenkontrol, men med sig selv som undtagelsen; at USA er nødt til at leve efter »dobbelte standarder« for verdenssikkerhedens skyld.
Det ser således ud til, at en samvittighedsfuld hersker i en hobbesiansk verden må se bort fra internationale konventioner for at kunne udføre det job, som hans indre overbevisning byder ham. Problemet er, ifølge Stanley Fish, at Hobbes selv dårligt kan komme i tanker om noget mere absurd end ideen om den slags overbevisning. Han harcelerer konsekvent mod en »stemme indefra«, en »indre samvittighed«, eller nogen anden form for en »pervers handlen ud fra af private meninger og værdier eller religiøse overbevisninger.«

Absurd frihed
For Hobbes er samvittigheden, og altså grundlaget for politiske handlinger, per definition en »con-science«, en sam-viden, som hører til i det offentlige rum, hvor ordenes mening fastlægges efter regler, der er tilgængelige og gyldige for alle. Hvorfor? Fordi alt hvad der er indre er mangfoldigt, herunder overbevisninger. Der er mange af dem. Og det fører til krig og blodbad.
»Hobbes’ filosofi,« siger Fish, »er en filosofi af overflader. ’Kunstig’ er hans yndlingsord, ’absurd’ udtryk for den allerstørste væmmelse. Og blandt absurditeterne var efter hans mening det frie subjekt og den frie vilje.
Det er meget nemt: alt hvad der fører til fred er sandt. Sandheden er ikke noget, vi behøver at lede efter. Tænk, hvor nemt og automatisk! Og ’moralsk’ er at handle som aftalt. Sandhed er nemlig ikke et spørgsmål om ting, det er et spørgsmål om navne, og deres sandhed er syntetisk.«
Der er det så, at Hobbes bliver en antidemokratisk filosof. Og det synes Stanley Fish er helt fint.
»Gennem mine mange år som leder har jeg sjældent oplevet, at demokrati var i folks interesse,« siger han og griner – næsten satanisk. Alligevel fortsætter han: »Hvis herskeren ikke lever op til sin forpligtelse, nemlig at sikre freden, har folk ret til at skaffe sig af med ham. Han er en kunstig funktion, de har lavet: Leviathan. Ligesom de har lavet de kunstige lænker, der er de civile love, og som gør det muligt for os at leve sammen.«
»Pointen er, og her er Hobbes meget klar: Vores kunstige lænker kan holde til alle farer, men samtidig er de så svage, at en enkelt viljesakt kan bryde dem med katastrofale konsekvenser. Det er vores vilje, der giver os vores lænker.«
Forbindelserne til de aktuelle politiske vinde, der kæmper for opsigelse af internationale konventioner, må man selv slutte sig til. Stanley Fish er erklæret antipolitisk.
»På universiteterne skal vi ikke have politiske synspunkter,« siger han. »Vi skal sprede akademisk viden, og så skal vi lære nogle andre at sprede akademisk viden efter os. Det er den business, vi er i.«
Men Stanley Fish kan på den anden side set heller ikke tie stille. Har man først skrevet en bog om, hvordan Milton virker (Fishs seneste bog hedder How Milton Works, Harvard University Press 2001), må man også straks gå stik imod sig selv og vise, hvordan Miltons ærkefjende Hobbes virker. Så må læserens hoved selv afgøre, hvad meningen er.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her