Note
Læsetid: 4 min.

Teater

I de seneste årtier er der kommet en masse til, der optræder under forskellige navne som ’fornyelse’, ’versionering’, ’moderne udgave’ etc.
Kultur
7. juli 2003

Indstik
Jeg har før citeret Jesper Jensens slående linjer om teatret fra Hva ska vi lave (1962): »Teater det er at smide ord/ i hodet på nogen der sidder og glor!« Det er det for så vidt stadig, men i de seneste årtier er der kommet en masse til, der optræder under forskellige navne som »fornyelse«, »versionering« »moderne udgave« etc.. Det er heller ikke kutyme at lade sig nøje med de omtalte ord, der skal ligesom noget mere til, og det er da også karakteristisk, at The Phantom of The Opera er en af disse års megasuccesser, for det teater man ser, ligner mere film end teater, og den store attraktion – må man formode – ligger i udstyret, i tricksene, de illusionsskabende og teknisk raffinerede numre, der bringer tanken hen på det gamle Casino i Amaliegade, hvor man også kom for at se havet bølge ligesom det rigtige, selv om man udmærket vidste, at der lå halvtreds arme statister under et blåmalet tæppe og skubbede det rytmisk op og ned.
Peter Langdal, som man ikke kan ønske andet end lykke og fremgang, satte med sin overrumplende opsætning af Holbergs Erasmus Montanus en bevægelse i gang i dansk teater, som har haft vide konsekvenser. På godt, men måske mest på ondt. Hvis man betragter lavpunktet i den anden ende , Brechts Laser og pjalter, der netop har spillet på Langdals Betty Nansen (dog ikke med ham som instruktør), hvor man har vredet armen af led på tyskeren for at gøre ham ’moderne’ og erstatter kølig og lyrisk befordrende Verfremdung med råb og skrig og strudsfjer, kan man danne sig et begreb den fatale kraft i dekadencens kvælertag. Men det ville være uretfærdigt at gøre denne ene forestilling til Prügelknabe for en udvikling, der i de sidste mange synes at have forvandlet dansk teater til en girafgantisk fjællebod, hvor man i støjstyrke tager konkurrencen op med biografernes rædselsfulde Dolby Stereo og sensationaliserer det, der egentlig kunne siges lavmælt og virke mere overbevisende end nu, hvor det råbes ud, eller når publikum i form af en serie teatralske stunt, der er ligeså uoverbevisende, som de er halsbrækkende.

Rørende
Der er noget rørende i, at enhver nybagt instruktør direkte fra teaterskolen føler sig forpligtet til straks at ville lægge arm med både Shakespeare og Tjekov for at gøre dem – bedre? Mere nutidige? Mere tilgængelige? Man kunne let forestille sig, hvilken hussvalelse, det ville bringe, hvis man lod giganterne tale for sig selv og måske tog det på sig som en naturlig opgave at viderebringe budskabet i stedet for at gøre det uklart og forvirret og ’samtidigt’ gennem sin Bessermachen.
Jeg ved udmærket, at intet er sakrosant, end ikke de kanoniske tekster af teaterhistoriens genier. Jeg ville også være en skurk, hvis jeg tog afstand fra nytolkninger, derfor har jeg også peget på Langdals befriende indsats med Holberg – der faktisk var morsommere end Baronen for det meste er. Hvad, jeg vil frem til, er snarere et vendepunkt, hvor det måske pludselig gik op for nogen, at den manglende teaterinteresse kunne skyldes, at det for publikum kun er i en meget begrænset periode ’det nye’ er nyt, og at der er grænser for, i hvor lang tid man kan holde ud at høre tomme tønder buldre, selv om det sker i bengalsk bekysning.
I mere uskyldige tider lavede John Price en opsætning på Det Kgl, Teater af Holbergs Maskarade som var lidt af en sensation, og publikum strømmede til. En af de store attraktioner var –så vidt jeg husker – at midt i Svend Johansens dekoration stod Rundetårn, der vist oven i købet kunne dreje, men i hvert fald gjorde der muligt for Holger Gabrielsen og Poul Reumert at løbe efter hinanden, mens de spillede komedie for fuld kraft og sagde deres replikker højt og tydeligt, så de kunne høres helt op på galleriet.
Jeg er ikke puritaner, jeg er både til Ørnsbos Majonæse og Michael Frayns Copenhagen, Guys and Dolls og Tre søstre, men når man tænker på, hvor ondt man får i enden af at gå i teatret, forlanger jeg, at det, der serveres, er den ægte vare og ikke et postmodernistisk sammenkog af halvfordøjede pubertetsideer og højtråbende selvpromovering på en uskyldig tektsts vegne.
Mine forældre var rystede, da Kaj Munk lod Hamlet bære smoking og køre på motorcykle. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad de ville have sagt i dag, hvor en teaterforestilling helst skal være en voldtægt af både forfatteren og publikum. Jeg tror, de var blevet hjemme.

*Klaus Rifbjerg skriver hen over sommeren i Information. Dette er det syvende indstik

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her