Nyhed
Læsetid: 2 min.

Anmeldt i ugen

Kultur
28. august 2003


*Axel Honneth: Behovet for anerkendelse – En tekstsamling. Redigeret af Rasmus Willig. Oversat af Mogens Chrom Jacobsen. 166 s., 225 kr. Hans Reitzels Forlag
Axel Honneths tænkning er et forbilledligt og ambitiøst forsøg på at bringe de udelukkede og foragtedes livsvilkår på ny kritisk formel. Han tager den sociale foragt alvorligt som intellektuel forpligtelse. Rune Lykkeberg, 23. aug.

*Julio Cortázar: Historier om kronoper og famøser. Oversat af Peer F. Bundgaard. 148 s., 150 kr. Forlaget Basilisk
Julio Cortázar synkoperer hverdagen, så det rykker i alle led, og blæser sig ud i de vildeste improvisationer. Han fortjener et linjeskifte før facit: mesterstykker. Martin Zerlang, 25. aug.

*Tegnets tid. Dorthe Gert Simonsen. 267 s., 248 kr. Museum Tusculanums Forlag
Ypperlig historisk bog om det at tænke historisk. Historie begynder med en fejltagelse, vi gør, når vi vil fastholde noget, der allerede er i bevægelse. Jakob Feldt, 25. aug.

*Martin Glaz Serup: Shylas ansigt. 56 s., 169 kr. Lindhardt og Ringhof
*Martin Glaz Serup: Borgmester Gud. 43 s., 149 kr. Lindhardt og Ringhof
Råder Martin Glaz Serup over virkeligt poetisk talent, mangler han stadig at vise os det. Indtil videre har man kun set en kunstideologs – ganske vist voldsomme – aktivitet.
Erik Skyum-Nielsen, 26. aug.

*Ken Follett: London kalder, oversat af Henrik Enemark Sørensen. 408 s., 299 kr. Cicero
Der er generelt drøn på alle motorer i dette store epos om en kritisk fase i besættelsestidens historie. London kalder vil næppe indbringe sin forfatter Nobelprisen i litteratur, men er til gengæld en solid spændingsroman med masser af smæk for skillingen.
Peter Dürrfeld, 27. aug.

*Kåre Lauring: Byen brænder. Den store brand i København 1728. 144 s., ill. 229 kr. Gyldendal
Kåre Lauring har skrevet en rigtig god bog om et sørgeligt kapitel i Danmarks hovedstads historie. Anbefalet. Varmt er måske i denne forbindelse et uheldigt udtryk. Georg Metz, 27. aug.

*Toni Larsen: Digte og tekster – En blå bæk. 64 s., ill. 125 kr. Forlaget Space Poetry
Billedkunstneren Toni Larsen slipper forbavsende heldigt af sted med sine kosmos-visioner af ord. Erik Skyum-Nielsen, 27. aug.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her