Læsetid: 2 min.

Bogkort

28. august 2003


*Rune T. Kidde, denne postmodernismens Homer, har for længst, grumt gnækkende, møvet sig til klassiker- og ikonstatus. Hans Søde Sally Sukkertop og andre ækle æventyr 1-5 (og netop med æ) er blevet genudgivet i ét bind med titlen Ækle æventyr (160 s., ill., indb., kr. 198, Modtryk). Bogen indeholder de fleste af æventyrene i let omarbejdet form. Titlerne afslører den ofte benyttede metode, en bramfri, sprogspasserisk og mysterisk horsom gendigtning af især H.C. Andersen og Grimms evergreens: Den lilla Møghætte og Pulven, Klaskepot, Det er vist ganske vist, Snøfthvide og de syv gorillakrigere, Dummeliden, Den grumme ælling. Indimellem kommer så 18 scener med Bedstemor Bob og Søde Sally Sukkertop. Et citat, gæt selv hvorfra: »Men hvorfor har du dog en hale, oldemor? – Fordi det ville se åndssvagt ud med en påhængsmotor!« Intertekstualitet til folket!

*Bogmarkedet, bogbranchens blad, skriver i seneste nummer om, hvad der brancheinternt måske vil gå over i historien som ’Blodbadet i Købmagergade’, nemlig fyringen af 13 af 36 medarbejdere på Gyldendals fem synergieffekt-ramte datterforlag. Adm. direktør for GB-forlagene, Erik C. Lindgren udtaler: »Vi må gøre op med forestillingen om, at forlagene kan producere sig ud af problemerne.« Andetsteds skriver Bogmarkedet dog under overskriften ’For mange udgivelser?’ bl.a.: »Nu taler alle, og mest højlydt pressen, om, at der bliver udgivet for mange titler. Når man sammenligner med udgivelsesmængden i andre lande, ser det ud til, at Danmark udgiver 2,7 titler pr. 1.000 indbyggere mod f.eks. Sveriges 1,2. Men det er et stort spørgsmål, om man umiddelbart kan sammenligne tallene.«
Så følger en teknisk udredning og konklusionen: »Vi bør have tilvejebragt sammenlignelige tal, ellers vil tallene kunne få mange til at drage forhastede konklusioner – og til at foreslå løsninger baseret på et forkert grundlag.« Det ligner en kendt mekanisme.

*Reception, Tidsskrift for Nordisk Litteratur, udgives af Institut for Nordisk Filologi på Københavns Universitet, og tematiserer i sit 51. nr. Amerika, dvs. de litterære ekkoer hertillands af »det sagnomspundne over there,« som der står i lederen, og videre: »I hovederne på os nordboere langt fra Las Vegas er Amerika først og fremmest et mastodontisk kulturelt fænomen, en andethed, som vi må forholde os til.« Ikke overraskende, jævnfør denne konstatering, er de frembragte eksempler præget af ambivalens over for USA, der gennemgående opfattes som synonymt med Amerika. Redaktionen har dog stukket en mikrofon i snotten på halvperuaneren Thomas Boberg for at få en stemme fra ’det andet Amerika’ med.
Ellers nævnes navne som T.S. Eliot, Hans Scherfig, Knut Hamsun, Johs. V. Jensen og J.D. Salinger. Sidstnævnte er endnu en svingom med Holden Caulfield fra The Catcher in the Rye i en ellers udmærket artikel af Kim Blæsbjerg, men denne signatur vil gerne anføre et ønske om, at den danske Salinger-reception bliver voksen og opdager mesterens øvrige bøger: De følger en stigende kurve fra Nine Stories til den sublime Seymour – an Introduction.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu