Nyhed
Læsetid: 2 min.

Bogkort

Kultur
14. august 2003


v./ Mette Størum Krogh
*Tidsskrift Passage, tidsskrift for litteratur og kritik har netop sendt et sommernummer på gaden, betitlet Den berusede tekst. Her behandles den svimlende mængde af beruset litteratur, det værende tekster, der handler om rus, er skrevet på rus, opfordrer til rus, eller hvor sproget selv synes beruset. Rusen eksemplificeres i et nyskrevet bidrag af Jakob Ejersbo samt artikler om alt fra grotesk druk hos Rabelais, over romantiske opiumsædere, Tom Kristensens balancegang mellem rus og kontrol, til en mere folkelig rusdigtning: vor nationale drikkevisekultur. Jørn Erslev Andersen indleder med en tour de force gennem berusede tekster. Desuden bidrag af Steen Klitgård Povlsen, Louis Jensen, Dorthe Jørgensen, Lis Møller, Lars Bukdahl, Jan Bäcklund og Camilla Skovbjerg Paldam.

*Nyheder Hans Reitzels Forlag har just udsendt deres efterårskatalog, der byder på mange interessante titler. Særligt i den sociologiske afdeling kan fremhæves Zygmunt Bauman: Det belejrede samfund, Zygmunt Bauman og Keith Tester: Samtaler med Zygmunt Bauman, Michael Hviid Jacobsen: Zygmunt Bauman – den postmoderne dialektik, Pierre Bourdieu: Videnskab og videnskabsteori, Hans Fink, Peter C. Kjærgaard, Helge Kragh og Jens Erik Kristensen: Universitet og videnskab, Paul Hirst: Krig og magt i det 21. århundrede samt Nils Mortensen: Det paradoksale samfund. Desuden udgives det første repræsentative udvalg af den tyske sociolog Max Webers skrifter, Max Weber: Udvalgte tekster bind 1-2 på dansk. Det samme gælder for Erving Goffman: Social samhandling og mikrosociologi.

*Udstilling Digteren Naja Marie Aidt og grafikeren Kim Lykke udgav sidste år digt- og collagebogen, Balladen om Bianca. Bogen forsøges nu åbnet og viderearbejdet i en udstilling på Asbæks Undergrund i Bredgade i København. Kunstnere som Pablo Llambias, Mette Moestrup, Lars Bukdahl, Pia Juul, Martin Heurlin, Lars Skinnebach og Lone Hørslev har bidraget. Udstillingen kan ses til den 29. august.

*Verdenslitteratur På lørdag 16. august kl. 14 afholdes arrangementet ’Verdenslitteratur på Møn’ på Teaterhøjskolen i Rødkilde. Årets gæst er den svenske forfatter Henning Mankell, der senest er udkommet på dansk med Inden frosten og møder sit danske publikum for første gang. Mankell, der er særligt kendt for sine kriminalromaner, vil læse uddrag fra sine bøger og fortælle om sit forfatterskab.
Arrangementet afsluttes med buffet i parken, hvor der vil være mulighed for at tale med forfatteren. Billetter kan bestilles på Møns Folkebibliotek eller købes ved indgangen.

*Poetry Slam er en konkurrence i digtoplæsning. Hver deltager har tre minutter og 10 sekunder til at fremføre sin tekst, hvorefter publikum giver points.
Som optakt til Danmarksmesterskaberne i Poetry Slam afholder Digterfællesskabet Lyrikkanonen, Kvalifikation til DM i Poetry Slam på lørdag kl. 20 i Musikcaféen i Huset i Magstræde. Der er åben timelding til kvalifikationen fra kl. 19.30, dog maksimalt 10 deltagere. De bedste slammere fra kvalifikationen vil repræsentere København til DM 5. september på Teatret Gadesjakket i Odense.
www.lyrikkanonen.dk/slam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her