Læsetid: 3 min.

Citatmosaik

21. august 2003


Poul Vad
*Krigens ophør var en rus og derpå fulgte - ikke skuffelse, ikke bristede forhåbninger, blot hverdag, en uendelig lang kæde af meningsforladte hverdage som tabte sig ud i fremtiden. Det var som om han havde levet sit liv, til bunds og til gavns, og nu lå pludselig, og helt uventet, disse år forude, som en byrde han fik læsset på sig - hvad skulle han stille op med dem?

(De nøjsomme, 1960)

*Dagens uorden og kaos, alt det uoverskuelige og omskiftelige som vil rive os med i sin ustandselige forvandling, forsvinder når mørket falder på, udslettes for vores blik og mister sin magt over os. I stedet bliver vi i stand til at stå her og betragte stjernehimlen, den skønne orden der omhvælver os, så det oprørte sind falder til ro og hviler i sig selv.

(Rubruk, 1972)

*Jeg tog låget af og så en siameserkat ligge sammenrullet nede i kurven. Dens iskolde, blå øjne var tågede af ælde men endnu fulde af den aristokratiske stolthed, der var det grundlæggende træk i dens karakter. Den betragtede mig mistænksomt, nedladende og fjendtligt og så ud som om den overvejede, om det var umagen værd at rejse sig op. Endelig besluttede den sig, trådte med langsomme, velovervejede bevægelser lydløst ud af kurven og så sig hovmodigt omkring med et udtryk af resigneret nysgerrighed. Selv om den ikke led af iøjnefaldende sygdomme og til trods for at den endnu holdt sig smukt oprejst på de skrøbelige ben, udstrålede den et skær af afdanket skønhed og faldefærdig værdighed. Der var ikke megen livskraft tilbage i den, pelsen var slatten under bugen og den bevægede sig stivbenet og forsigtigt og for øvrigt med et udtryk af væmmelse, som om den på forhånd afskyede den ukendte verden, der nu omgav den, og som den derfor uden fortrydelse afstod fra at udforske.
Hvor er den dog træt af livet, sagde jeg til mig selv, mens jeg betragtede Spinozas halvhjertede forsøg på at interessere sig for de ukendte omgivelser. (...)

Næste dag aflivede jeg Spinoza. Nu lignede den slet ingen ting, selv pelsen havde mistet hvad den endnu havde besiddet af glans og skønhed, men sådan måtte det nødvendigvis være for at den storslåede transformation kunne finde sted. Jeg havde store planer med den og agtede at udføre noget mere fuldkomment og komplet end nogen sinde før, som ikke bare skulle komme mig eller en tilfældig køber til gode. Derfor lagde jeg den største omhu i arbejdet da jeg flåede liget og trak pelsen af, og derfor blotlagde jeg det lille hjerte og passede på ikke at beskadige det da jeg tog det ud, rensede det og lagde det i sprit.

(Kattens anatomi, 1978)

*Tænker vi på landskaberne, portrætterne, figurbillederne, arkitekturmotiverne, kan vi ikke sige at Hammershøi motivisk bevæger sig inden for et begrænset område - tværtimod; men i kraft af lys, farveskala og kompositionens indre ligevægt, drog han disse forskellige motiver ind under den samme fortryllelse, hvilket er noget ganske andet.

Billederne rummer og viser tre »værdier«: det anonymt kvindelige - sensuelt, men i den grad blottet for udadvendt, social appel at dette fravær bliver en slags positivt udsagn; det tomme - ikke som negativitet, men som alt nærværs og betydnings kilde; og den menneskegjorte kunstting som inkarnationen af en skønhed, vi kun kender netop takket være menneskets skavende evne.

Tiden er en harmonika. Det nære bliver fjernt, og det som var fjernt rykker nær og bliver en del af det øjeblik, bevidstheden gennemlever, idet den bevæger sig ind i fremtiden. Alligevel er tidens gang uafvendelig, den producerer uafladelig fortid, det ved vi. Kunstværket er tidens barn, men det ældes ikke, som tiden gør det; det kan glemmes, men er altid parat til et leve op igen med samme friskhed som i fødselsøjeblikket.

(Hammershøi. Værk og liv, 1988)

*Jeg skrev til syvende og sidst for ikke at kede mig - at skrive forekom mig det største og mest krævende vovestykke, jeg kunne forestille mig, det smukkeste og det eneste. Jeg tror jeg vil blive ved med at skrive indtil jeg ikke keder mig mere.

(Knudepunkter. Syv stykker fra det virkelige liv, 1993)

*Endnu et nu, og et nu
Det lønlige aftenskær
Mellem forstadskarreer
Og gamle kastanietræer.

Hvis jeg vil gribe og holde
Tingene fast i mit greb
Glider de mig af hænde,
Glatte som hampereb.

Drømme og handlinger stormer
Frem mod et ukendt mål.
Alt brænder sammen og slukkes
I nattens vældige bål.

(Den fremmede dag, 1956)

v/Erik Skyum-Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu