Læsetid: 6 min.

En fuldstændig friskhed og legende stil

Havde det ikke været for en filmisk åbenbaring, Francois Truffauts ’Jules og Jim’, var Nils Malmros måske blevet møbelarkitekt eller kirurg
29. august 2003

»Jeg har selv stjålet filmbilleder fra biografernes udhængsskabe,« siger Nils Malmros. »Men det var før, jeg fandt ud af, at Truffaut også gjorde det.«

I Truffauts Ung flugt stjæler hovedpersonen et billede af en sexet Harriet Andersson i Ingmar Bergmans Sommeren med Monika. I den selvbiografiske Den amerikanske nat er det et billede af Orson Welles i Den store mand, som instruktøren som dreng stjæler fra en biograf. Nils Malmros lægger to billeder fra den franske instruktørs tredje film, Jules og Jim, på bordet og fortæller, at han har endnu et hængende på væggen derhjemme.

Det er en lun mandag i august, og sammen med Malmros har jeg lige set Jules og Jim, der er en af den danske instruktørs yndlingsfilm. Han har set den 16-17 gange, siger han, og citerer i løbet af forevisningen ofte replikker, lige inden de siges.

Moreaus talent viste sig i bredden af de roller, hun spillede, men der var et gennemgående træk. Som præsident Macron påpeger: ’Hun var rebellen mod den etablerede orden.’
Læs også

Filmen har spillet en stor rolle i Malmros’ liv, ja, faktisk er Jules og Jim grunden til, at vi overhovedet kan sidde over for hinanden her i cafeen i biografen Øst for Paradis i Århus.

»Det er helt klart en film, som ændrede mit liv. Jeg havde ikke siddet her, var det ikke for Jules og Jim,« siger Nils Malmros, der første gang så filmen i 1963. »Jeg havde ikke tidligere oplevet en film som kunst, det vil sige noget, der påvirker ens livsforståelse.«

Da var han 17 år, gik i 2. g og havde en ambition om at blive møbelarkitekt. »Men på grund af den voldsomme følelsesmæssige oplevelse var jeg nødt til at gøre Jules og Jim efter,« siger han.

»Det er en trang, jeg altid har haft, når jeg ser et eller andet, som begejstrer mig. Derfor lavede jeg møbler i min gymnasietid – jeg var vild med Børge Mogensens møbler og plagierede dem på livet løs.«

Plagiat

Jules og Jim foregår over ca. 20 år og handler om to unge mænd, begge forfattere og nære venner, østrigske Jules (Oskar Werner) og franske Jim (Henri Serre), der forelsker sig i den samme kvinde, Catherine, (Jeanne Moreau).

Hun gifter sig med Jules, men mentalt og seksuelt er hun for rastløs til at slå sig ned med mand og barn, og for ikke at miste hende helt indvilger Jules i at lade sig skille, så hun i stedet kan gifte sig med Jim.

»Det overrumplende ved filmen for mig var – og er – at den giver en forventning om det kærlighedsliv og de følelser, man står over for som 17-årig og skal til at opleve, samtidig med at den lytter til forfatteren, der har resigneret,« siger Malmros med henvisning til filmens fortællestemme, der genskaber det nøgterne tonefald, som det litterære forlæg, en selvbiografisk roman af Henri-Pierre Roché, er holdt i.

»Denne blanding af forventning og resignation er forbløffende, og det kan kun lade sig gøre på grund af speakeren. Vi får ikke at vide, hvad det er for et overjeg – om det er forfatteren eller Jim. Det er nok mest Jim i virkeligheden. Han er også hovedpersonen i Rochés roman. Efter at have læst Klaus Rifbjergs anmeldelse af Jules og Jim i tidsskriftet Vindrose gik der en prås op for den unge Malmros.

»Lige pludselig blev jeg klar over, hvad det var, jeg havde set,« siger han. Malmros fulgte i sin overlægefars fodspor og begyndte at studere medicin, men drømte om at blive filminstruktør. Og som medicinstuderende på Århus Universitet skaffede han penge og samlede medstuderende til at lave sin første film, En mærkelig kærlighed. En film, der med instruktørens egne ord er et plagiat på Jules og Jim.

En vækkelse

En mærkelig kærlighed havde premiere i Århus Studenternes Filmklub i 1968, hvor den blev så positivt modtaget, at den kom op i Repriseteatret i Holte – to dage efter blev den dog taget af plakaten igen.

»Selvfølgelig var der en drøm om, at man ubevidst også lavede noget selvstændigt,« siger Malmros om En mærkelig kærlighed, der i Morten Piils Filmguide kaldes »et beundringsværdigt forsøg fra en lidenskabelig ung filmentusiast på at gøre den franske Ny Bølge kunsten efter.«

Men, siger instruktøren, »den var alt, alt for voldsomt påvirket af Jules og Jim. Den fik det gok i nøden, som den skulle have, og det væsentligste er, at jeg faktisk lærte så utroligt meget af alle de fejl, jeg begik i En mærkelig kærlighed –som ingen gudskelov har set. Det var kort og godt at lade være med at prøve at være dybsindig. For det var jeg ikke, og det vidste jeg godt, da jeg lavede filmen.«

I begyndelsen af 60’erne ramte den franske nybølge Danmark med stor kraft, og den unge instruktør var ikke den eneste, som var inspireret af Truffaut.

»Især Jules og Jim var en vækkelse af publikum, og filminteressen steg kolossalt,« siger Malmros, der mener, at Jules og Jim er højdepunktet i Truffauts karriere: »Filmskolen var i de første år delt i en Godard-fløj og en Truffaut-fløj, hvor man voldsomt tog parti for den ene eller den anden. Hvad der var fuldstændig grotesk, for internt havde de to instruktører ikke noget opgør med hinanden.«

Det kom først senere, da Godard blev rabiat politisk.

Totalfølelse

Det er ikke mindst Georges Delerues karakteristisk følelsesladede musik, Raoul Coutards lyrisk mættede billeder og Jules og Jims skødesløse karakter, som Malmros er så begejstret for. Han kalder filmen et lucky punch, der har noget ubevidst over sig.

Med årene og en stigende bevidsthed i forhold til det at konstruere en filmisk fortælling er han blevet mere kritisk over for de små fejl, tekniske og dramaturgiske, som Jules og Jim er fuld af. Men, siger han, »den har så mange andre, større kvaliteter, at det er ligegyldigt.«

»Speakeren fortæller stort set det samme, som vi ser. ’Catherines hat flød bort med strømmen.’ Jamen, I guder, det kan vi godt se, at den gør! Truffaut forbryder sig mod alle regler. Men han opnår også, at vi så at sige kan springe ind og ud af tiden.«

»Der er mange, der snakker om en verfremdungseffekt på grund af speakeren. Men er det sandt? Er det det, den gør? Jeg tror ikke, at den skaber distance. Jeg tror snarere, at den laver en sublimering. Det er en totalfølelse. Hvor den normale film vil have, at der skal være pay off på hver eneste lille sekvens, så har Jules og Jim en total-pay off.«

Samtidig beundrer Malmros, at Truffaut tør fylde filmen med scener, som ikke direkte har med selve fortællingen at gøre, men ’bare’ skal skabe en stemning.

»Den tillader sig digressioner, som man ellers aldrig ville tillade sig. F.eks. den lange scene, hvor de alle tre leder efter spor af civilisationen. Og i fortællestilen... de står ud af bilen og går hen til restauranten, og så siger han, ’dér er en restaurant, skal vi ikke spise?’ Det er en hjælpeløs replik i en naturalistisk film. Og det siger noget om, at det slet ikke er naturalisme. Den skaber sit eget poetiske univers, og derfor kan Truffaut altså gøre nogle ting, der er så anderledes end i andre film.«

Kun cyklen mangler

Siden En mærkelig kærlighed har Malmros lavet otte spillefilm, Lars Ole 5.C, Drenge, Kundskabens træ, Skønheden og udyret, Århus by Night, Kærlighedens smerte, Barbara og senest filmen om sin far, At kende sandheden. Han har aldrig glemt Jules og Jim, og den spiller mere eller mindre bevidst en rolle i alle hans egne film.

»Næsten hver eneste gang, jeg laver en film, opdager jeg, at ’hov, nu har du fandeme gang i Jules og Jim én gang til!’ Jeg har lige lavet kommentarspor til dvd-udgaven af At kende sandheden, og når jeg ser den igen, slår det mig, at danserindens værelse er fuldstændig lig Catherines værelse. Det er kun cyklen, der mangler,« siger Nils Malmros. 

»Jeg kunne da godt ønske mig, at jeg kunne... der er ikke ét billede, ikke én tanke i At kende sandheden, der ikke er dybt, dybt overvejet, helt forskelligt fra Jules og Jim. Det kan godt være, at den er overvejet i forhold til totaliteten, men at bruge så lang tid på en sang, som de gør i en scene i filmen, det ville jeg aldrig turde.«

»Efter min niende film kan jeg godt føle, at jeg endnu ikke har nået den der fuldstændige friskhed og legende stil. Eller også har jeg opgivet at nå derhen.« 

At kende sandheden er lige udkommet på dvd. Jules og Jim kan fås på video via www.gloria.dk eller dvd fra England, www.amazon.co.uk 

Dette er den fjerde artikel i serien om instruktørernes yndlingsfilm. Se de øvrige artikler på tema.information.dk/yndlingsfilm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu