Læsetid: 4 min.

Jazzbaron i Harlem

Den danske forfatter og jazzelsker Timme Rosenkrantz var blandt de første hvide til at blive accepteret i 1930’ernes Harlem. Om dette handlede hans erindringer udsendt i 1964
6. august 2003

Litteratur
En af de allerførste artikler, Dan Turèll skrev, efter at han i 1964, 18 år gammel, havde kastet sig ud i distriktbladsjournalistikken, var en reportage fra et møde med Timme Rosenkrantz (1911-69): den farverige ’Danske Jazzbaron’, som i 30’erne og 40’erne mere ihærdigt end nogen anden havde bidraget til at skabe kontakter mellem sit hjemland og de sorte jazzmiljøer i New York.
»Timme Rosenkrantz er en institution i jazzen,« konstaterer Gentofte-Bladets udsendte i artiklens indledning: »Barrelhouse Baron, kaldes han i indviede kredse. Han har været med fra 1920’erne, og oplevede hele jazzens udvikling. I øjeblikket sidder han i Danmark med sine memoirer og minder – og et mavesår, der tvinger ham til kun at drikke mælk.«
Den unge reporter lægger ikke skjul på, at han er noget benovet over at være på besøg i jazzbaronens danske residens i Blidahpark i Hellerup:
»Timme Rosenkrantz’ lejlighed er (...) et stykke kulturhistorie. Dækket med sjældne eller uudgivne plader, bøger, båndoptagelser – ting, enhver jazzinteresseret ville give 10 år af sit liv for. Gamle tidsskrifter, der hos antikvarer går for enorme priser, båndoptagelser, der er indspillet ved jam sessions under private former – jazzens Mekka.«

Sort sjæl
Anledningen til Dan Turèlls besøg var, at Timme Rosenkrantz var ved at lægge sidste hånd på de erindringer, som i slutningen af 1964 udkom under titlen Dus med Jazzen. En bog, hvor helt unikke beskrivelser af 1930’ernes Harlem garneres med levemandens brede penselstrøg, smag for store armbevægelser og jovial humor.
Timme Rosenkrantz kom første gang til New York i 1934, drevet af en sult efter at komme tæt på den nye jazzmusik. Og resten af hans liv gik stort set med at skrabe penge sammen til at vende tilbage til USA. Igen og igen og igen...
I erindringsbogen kan man læse førstehåndsberetninger fra det glade og ind imellem heftige liv i de gyldne år på Cotton Club, Savoy Ballroom og de andre store klubber, hvor jazzen blomstrede. Om skumle smugkroer og kinddans med en ung Billie Holiday. Om et kort engagement som gigolo på en mondæn danserestaurant og mærkelige møder med en jointrygende Bud Powell.
Om forsøget på selv at slå igennem som orkesterleder med en indspilning under navnet Timme Rosenkrantz and His Barrelhouse Barons. Om de første indspilninger med pianisten Erroll Garner lavet hjemme i forfatterens stue. Og om møder med stribevis af farverige personligheder, fra jazzens største stjerner til mere anløbne karakterer à la gangsteren Dutch Schultz eller småfisk som Beefsteak Charlie og Basement Brown.
Det var sidstnævnte, der gav Timme Rosenkrantz den største kompliment, han fik under sine mange besøg i USA.
»Det kan godt være, at Timme er hvid,« sagde Basement Brown til sine venner. »Men han har en sort sjæl.«

Jensen og jazzen
Timme Rosenkrantz’ far var Palle Rosenkrantz – ham med Hvad skovsøen gemte (1903) – og sønnen ville også være forfatter. Han debuterede i 1933 med den humoristiske fortælling Der er megen løgn til, og siden fulgte yderligere to bind med røverhistorier, som aldrig rigtig slog an. Timme Rosenkrantz var efter sigende et særdeles festligt bekendtskab og en blændende mundtlig fortæller – ældre læsere vil muligvis huske hans radiocauserier fra 1960’erne – En halv Timmes tid – men på skrift virker hans forcerede humor i dag noget altmodisch.
Det er således ikke for de litterære kvaliteter, man skal løbe antikvariaterne på dørene for at opstøve et eksemplar af Dus med Jazzen. Nej, det er som vidnesbyrd om en svunden tid, og om et ret beset eventyrligt liv, at bogen bliver ved med at rumstere i synsfeltet. Og så er den – trods ovenstående forbehold – sine steder kosteligt morsom. Især når forfatteren ikke prøver alt for hårdt på at være det, men bare fortæller løs af karsken bælg.
Som for eksempel i afsnittet, hvor Johannes V. Jensen under et besøg i New York (sandsynligvis i 1939), sammen med sin røntgenstuderende lægesøn, kontakter Timme Rosenkrantz med henblik på at få en guidet tur rundt i Harlem: »Min søn og jeg vil så gerne derop,« bekender den danske forfatter over en frokost. »Det må jo være vældig interessant at se sådan en by, eller bydel, hvor der kun bor kulørte, og træffe dem på sådan en slags hjemmebane.«
De aftaler at mødes samme aften klokken 22 på Savoy Harlem. Her imponeres gæsterne, da selveste direktøren anviser dem et af lokalets bedste borde. Og siden sidder de i timevis og lytter til trommekongen Chick Webb, mens Timme Rosenkrantz’ mange sorte venner defilerer forbi og hilser på danskerne.
Johannes V. Jensen, som i aftenens anledning er stukket af fra en middag hos rigmanden E. V. Eskesen, har det herligt og udbryder, at det åbenbart er det eneste sted i New York, hvor man forstår at more sig: »Han sad med spidset mund og store øjne og iagttog damernes hovedskaller. Det var nu hans store interesse. Hans søn, røntgenmanden, så meget dybere. Han så lige midt igennem dem og svor på, at sådanne knogler havde han aldrig set magen til.«
Da Timme Rosenkrantz i 1969 døde på et hotelværelse i sit elskede New York, kun 58 år gammel, bragte New York Times på forsiden en nekrolog, hvori det hed: »The Baron was a tall, thin, red haired man of jovial mood. He first left Denmark after listening to Duke Ellington and Louis Armstrong records for years. (...) For more than 30 years he shuttled across the Atlantic, visiting jazz friends, sponsoring concerts and seeking auditions for talented newcomers.«

*Timme Rosenkrantz: Dus med Jazzen – mine Jazzmemoirer, Chr. Erichsens Forlag, 1964

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu