Læsetid: 6 min.

Ikke kun kunsten

men også hverdagene, kunne levere et modspil til Poul Vads opdæmmede lidenskab
21. august 2003

Portræt
»Kun kunsten ser ud til at kunne forløse fortælleren og hans eksistens,« skriver Henk van der Liet i den nye udgave af Danske Digtere i det 20. århundrede om et værk af Poul Vad, der døde mandag, 76 år gammel.
Fremsat som den er af en kender af hele forfatterskabet, dækker påstanden ganske godt. For var der noget, der kendetegnede Poul Vad og hans fortællere og de fleste af hans fiktive figurer, var det den indgroede skepsis over for forkromede, generaliserende sandheder, mistilliden til faste og stivnende ideer. Over for det idealt abstrakte satte forfatteren en vished om, ja, vel også en tro på kunsten som et fristed rummende et eksistentielt »forløsnings- og fortrøstningspotentiale,« for nu igen at citere van der Liet.
Man hører i en sådan karakteristik ekkoer af de sene 40’eres kulturdebat, og der er heller ikke langt fra Vads æstetik til f.eks. Paul la Cours Fragmenter af en Dagbog, poetikken, som i 1948 stod at læse i uddrag i Heretica. Det var da også her, den kunststuderende Vad fik sine første digte trykt, tekster med stemning af storby, og med ensomme individer blandt karreernes murstenskolosser. De kunne siden læses i samlingen Den fremmede dag (1956).
Fire år efter debuten udsendte Vad sin første roman, en nænsom generationsskildring med titlen De nøjsomme, en lidt tidstypisk pendant til Seebergs, Panduros og Rifbjergs samtidige værker. Siden kom kæmperomanen Taber og vinder (1967, genudgivet 2003 i tre bind som Dagene, Døgnet og Døren), hvor titlen sammenfatter det regnskab, som hans nøjsomme romanpersoner som regel ender med at stille op for deres eksistens. Nok har de accepteret det absolutte ’tab’, manglen på en overordnet idé om en mening med livet, men netop i kraft af denne indsigt opnår de en trøstende ’gevinst’, bliver i stand til at finde hvile og forpligte sig på dagens gøremål.

Kæmpespring ud i verden
Dem er der unægtelig mange af i den følgende bog, Dagen før livet begynder (1970), som følger en gruppe unge mænd i en militærnægterlejr. Herfra tager Poul Vad da også et kæmpe spring, ud i den store verden, med Rubruk (1972), middelalderromanen om munken, der fra Europa drager mod øst, ud i det store ukendte, for at finde ud af, om rygtet taler sandt, når det hævdes, at der i Mongoliet er en kristen præstekonge. Ved hjemkomsten konstaterer han, at han ikke fandt, hvad han søgte, og at det interessante ved rejsen ikke så meget var troens anliggender som det at møde en fremmed kultur og færdes i en anden natur.
Hvad der glædede ham, da han kom hjem, var derfor ikke primært at se hver eneste lille kirke, skønt dette nu ellers var herligt efter at have rejst over stepper og gennem ørkener hos folkeslag, hvor vor kristne tro havde trange kår – »Aldrig har jeg skælvet som da jeg igen stod foran Notre Dame, og i Sainte Chapelle græd jeg fordi jeg syntes himlen var steget ned på jorden« – nej, hvad der rørte ham allermest, det var et gå langs en moden kornmark. »Det forekom mig nemlig jeg oplevede et under, blot fordi nogen har renset marken for sten, og pløjet jorden, og tilsået den, og høster den, og fordi kornet bliver tærsket og nogen maler kærnerne og andre bager godt hvidt brød af melet.« Ja, måske, tænker han, står slaven og bonden og mølleren og bageren over helgener, martyrer, præster og hans hellighed paven, for ikke at tale om konger og fyrster.
Hertil svarer broder Roger, hans samtalepartner, at Rubruk ikke er dum, han er bare naiv. Der skal trods alt være nogen til at skaffe føden til dem, der tænker!
Poul Vad opstiller her endnu en gang sin velkendte modsætning mellem idealerne og virkeligheden, mellem abstrakt og konkret. Men han anlægger også et komisk perspektiv på sin egen højstemthed i forsvaret for det enkle liv. Herfra var der ikke langt til at slippe latteren løs. For som han siger i den lange samtale med Peter Seeberg, der 1998 blev trykt som Indfaldsvinkler: »Ganske vist er der både humor og komik i bogen, og ironi osv., men hovedtemaet kunne egentlig godt have været opfattet grundlæggende komisk, og det kunne også godt have været meget befriende.«
Det er det ene omslag, der sker hos Poul Vad i 1970’erne. Det andet består i at give fortælleglæden frit spil, sådan som det sker i den vældigt fabulerende mammutroman Kattens anatomi fra 1978, det måske mest overbevisende bud på en dansk udgave af den magiske realisme og den karnevalistiske, fantastik, Ecos og Rushdies postmodernisme. Ærgerligt at denne succes, som i 1979 indbragte Vad Akademiets Store Pris, skulle reduceres af det flop, han lavede to år efter, da års sammensparet skepsis over for kunstverdenens intriger og narrespil blev sluppet løs i føljetonromanen Galskabens karneval. Efter derved at have hængt diverse berømtheder og institutionsbærende notabiliteter ud til offentlig belatring følte forfatteren sig kaldet til en slags dementi: det var slet ikke en nøgleroman ...
Jo, vist var det så. Men affæren lærte Poul Vad, at han måske, før det var for sent, burde skifte spor og selv gøre sit regnskab op. Det skete i en række flotte essaysamlinger, først Bristepunkter (1992), med tidligere offentliggjorte litterære portrætter, siden hans selvbiografiske Knudepunkter (1993), en litterær rejseskildring fra Island, Nord for Vatnajøkel (1994) og endelig Det springende punkt fra 1997. Vads sidste skønlitterære udspil blev novellesamlingen Drømmebyer (2002). Alt i alt rummer forfatterskabet tyve udgivelser i bogform.
De vigtigste af dem kommenterede Vad energisk i Knudepunkter’s sluttekst, ’Højtidelig erklæring’. Heri beretter han om sin vej ind i fortællekunsten og de valg, han traf undervejs, når han følte, det var tid at skifte retning. Men han bekender også ’med undren’ at have læst, hvad der gennem årene blev skrevet om hans produktion. Hvordan kunne det dog ligge så langt fra hans bevidste intention?
Hvordan gik det til, at ingen eller næsten igen så den rolle, som kroppens historie og tingsverdenens fænomenologiske evidens og den visuelle inspiration spiller i al hans prosa? Det er på den baggrund Vad fremsætter sin
erklæring:
»De nøjsomme er ikke en generationsroman. Taber og vinder er ikke en psykologisk udviklingsroman. Dagen før livet begynder er ikke en roman om unge menneskers udvikling og om livet i en militærnægterlejr. Rubruk er ikke en historisk roman (og slet ikke en dokumentarisk sådan). Kattens anatomi er ikke en fantastisk roman. Galskabens karneval er ikke en nøgleroman.«
Heri er der så megen sandhed, at ingen af de etiketter, man har hæftet på Vads seks romaner, fanger deres fælles afsæt i fænomenologien. Og når dette er så fatalt, hænger det sammen med, at Vad ikke kun var den kræsne æstet.

Forløsningskraft
Bag hans indlevelse i uforståede og oversete kunstnereksistenser lå der ganske vist en semi-religiøs forestilling om kunstens forløsningskraft; men denne tankegang var snævert forbundet med en slags nøgen accept af tilværelsen, som den nu er.
Hvis eksistensen, som Vad vel mente, i grunden er uden grund, men ligegyldig, mangfoldigt u-kortlæggelig, ulogisk, uudgrundelig, behøver vi netop kunsten til for en stund (men jo også i værkets fascinerende bestandighed) at gøre denne mangel på mening konkret oplevelig på betingelser, vi ikke selv har sat.
Vads livslange optagethed af Vilhelm Hammershøis maleri må ses i det perspektiv. Her havde vi en kunstner, der, så vidt det var gørligt, afstod fra alt ydre liv, og som med næsten monoman konstans opsøgte de samme motiver og malede dem igen og igen. For nogle så det ud, som om en farveblind havde overset eller en sortseer havde glemt alt andet på paletten end det grå. Poul Vad derimod var i stand til at se (og værdsætte) kunstnerens troskab mod sine sanser og hans troværdige optagethed af det liv, han henvistes til hver morgen.
På en måde var det ganske konsekvent af Poul Vad at dø på en mandag.

esn@information.djk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu