Læsetid: 5 min.

Giv ham en chance til!

Var den gamle Adorno kulturpessimist, så er den ny åben og liberal. Var den gamle Adorno ideologikritiker, så er han i dag kunstfilosof. Og bar den gamle Ardono en filosofisk jernmaske, som skræmte og fascinerede så mange i 1970’erne, er den nu erstattet af et nøgent ansigt, der udstråler skrøbelighed, smerte og menneskelighed, og næsten ikke teori
12. september 2003

(2. sektion)

Nye bøger
I anledning af 100-året for den tyske filosof Theodor W. Adornos fødsel bliver der i disse uger udgivet en strøm af bøger af og om hans store forfatterskab. Adorno blev født i Frankfurt am Main den 11. september 1903 i et højborgerligt, jødisk hjem. Han levede en total beskyttet tilværelse, hvor musik og litteratur stod centralt. Efter Første Verdenskrig blev han påvirket af de nye venstreorienterede intellektuelle, Georg Lukács, Siegfried Kracauer, Ernst Bloch og Walter Benjamin, men han udviklede hurtigt en helt speciel tænkning, hvor det kunstneriske og det filosofiske gensidigt belyste hinanden.
Under nazismen opholdt Adorno sig i USA som forsker og forfatter af værker som Oplysningens Dialektik (sammen med Max Horkheimer), Minima Moralia og Den ny musiks filosofi.
Adorno var en af de tyske emigranter, der vendte tilbage til Tyskland efter krigen, og indtil sin død i 1969 var han med til at præge genopbygningen af en tysk intellektuel og akademisk offentlighed, ligesom han spillede en stor rolle i etableringen af Darmstadtskolen for moderne musik med Stockhausen, Nono og Ligeti som hovedkræfter.
Selvom han ofte var kritisk over ungdomsoprøret i 1968, så blev hans filosofi i 1970’erne en vigtig del af nymarxismen og inspirerede etableringen af de nye tværæstetiske fag på universiteterne i Vesteuropa. Senere blev han ironisk nok af de nye franske filosoffer anklaget for at være en doktrinær marxistisk filosof, men hans filosofi fik fornyet betydning i takt med, at hans hovedværker blev oversat til engelsk i 1980’erne, og fra USA vendte Adorno tilbage til Europa med fornyet kraft, som senmodernitetens filosof, og i dag lyder det over hele den oplyste verden: Giv Adorno en chance til.
En sådan chance kommer til udtryk på flere måder. Hvis den gamle Adorno var kulturpessimist, så er den ny Adorno åben og liberal. Hvis den gamle Adorno var ideologikritiker, så er han i dag kunstfilosof. Og hvis den gamle Adorno mente, at den personlige erfaring var en blindgyde, så opdager hans læsere i dag, hvordan netop det personlige og individuelle pibler frem fra hans tekster, der altid har været fulde af barndomserindringer, poetiske passager og stor følsomhed inde bag den filosofiske jernmaske, som skræmte og fascinerede så mange i 1970’erne. Og denne jernmaske er nu erstattet af et nøgent ansigt, der udstråler skrøbelighed, smerte og menneskelighed, og næsten ikke teori.

Af de værker, der udkommer i Tyskland, er de fleste biografier, billedbiografier, erindringsbøger om Frankfurt am Main, og det værk man har besluttet at udgive i den originale indbinding fra 1951, er netop den omtalte, selvbiografiske Minima Moralia, der består af aforismer om det moderne liv, der kaldes et beskadiget liv af Adorno i bogens undertitel.
Hele sit liv igennem udtalte Adorno sig helt afvisende over for selvbiografien som mulighed, han mente, at det moderne menneske var så tingsliggjort og afrettet i kampen for at overleve, at en selvbiografi var en illusion og en løgn. Men om netop det handler de nye biografier, referatet af de svære teorier er nedtonet til fordel for Adornos liv, og der er mange citater fra ikke før trykte manuskripter. Blandt andet fremgår det, at Adorno ved tanken om et selvmord under Anden Verdenskrig som det, hans ven Benjamin realiserede, mente, at hans selvmord ikke blot ville være et personligt, men et objektivt tab,
Den Adorno, der kommer frem i biografierne og fotografierne, er et uhyre publikumsbevidst individ, der aldrig var i tvivl om sin store rolle som europæisk tænker i senmodernismens tidsalder. Der findes fotografier fra alle faser i Adornos liv, kameraet var hans følgesvend, der forevigede den livstrætte dreng, det smilende barn, den unge fløs, den sværmeriske Adorno, Adorno i badedragt, Adorno foran mikrofonen og hele tiden: Adorno i naturen, især i de schweiziske alper, som han elskede, og hvor han døde i 1969.
Det er faktisk muligt, at den nye tendens til at liste uden om den svære teoretiker Adorno og kredse om mennesket og subjektet med træk næsten som os andre er nødvendig for at ændre billedet af den gamle doktrinær, flere af biografierne er skrevet af gamle Adorno-elever, og flere af dem gør også op med Adorno fra 1970’erne og med hans fascination af lærere hele livet igennem. Men samtidig genintroduceres Adorno faktisk, bøgerne henvender sig til gamle og nye læsere og fortæller historien om Adorno igen, set med nutidens ikke særlig venstreorienterede øjne. Samtidig afslører de, at alle de nye sværmeriske sider af Adorno altid har været til stede i hans værker, ikke mindst når han skrev om musik og selv komponerede musik i en erindringstung, vemodig stil, der mindede om hans store forbillede, Alban Berg, og Wien i mellemkrigstiden.

Sammen med genudgivelsen af Minima Moralia er der også udgivet en bog med nye fortolkninger af bogen, hvor to temaer er trukket frem som nye: Adornos store optagethed af USA versus Europa og hans definition af hjemløshed og eksil som en uvurderlig chance for ny erkendelse og erfaring og som en del af livet for alle i det moderne og senmoderne liv. Her gør der sig netop en amerikansk-engelsk læsning gældende fra den postkoloniale tradition omkring Edward Said og ikke mindst Homi Bhabha, der begge ser sig selv som intellektuelle i Adornos tradition for at tænke grænseoverskridende og tværfagligt.
På en stor international kongres om poetics of exile, som blev afholdt i Auckland i juli måned, dukkede Minima Moralia især op hos yngre akademikere fra Den Tredie Verden som indbegrebet af selvbiografi og poetics of exile, i et sådan omfang, at der blev læst digte op om eksil, tydelig inspireret af den ny Adornos ånd. Så der er faktisk tale om en ny chance for Adorno, og hvilken chance.q

*Theodor W. Adorno: Minima Moralia – Reflexionen aus dem Beschädigten Leben. Suhrkamp Verlag 1951/2003.
*Andreas Bernard und Ulrich Raulff (Hrsg.) Theodor W. Adorno ’Minima Moralia’ neu gelesen. Suhrkamp Verlag. 2003.
*Stefan Müller-Doohm: Eine Biographie. Suhrkamp Verlag. Frankfurt am Main. 2003
*Lorenz Jäger: »Adorno. Eine politische Biographie.« DVA. München. 2003.
*Detlev Clausen: »Ein letztes Genie«. S. Fischer Verlag. Frankfurt am Main. 2003.
*»Adorno. Eine Bildmonographie«. Hrsg. vom Th. W. Adorno-Archiv. Suhrkamp Verlag. Frankfurt am Main. 2003.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu