Læsetid: 4 min.

Han ville og gjorde det umulige

Med Arena-grundlæggeren K.E. Hermanns død uddør den forlæggertype, der ikke ser salgbarhed som et argument for at udgive en bog
9. september 2003

Nekrolog
Med K. E. Hermanns død har den danske bogbranche mistet en af nyere tid allermest entusiastiske forlæggere. Han hørte på ingen måde med i gruppen af snusfornuftige, folkeoplysende købmænd, med skønsom fornemmelse for både at pleje Børsens og Katedralens interesser. Han var Katedralens mand – et hundrede procent!

Bestsellere ikke gode nok
Han kunne godt udtale en vis faglig respekt for de store og mere succesfulde forlæggere, men han havde ikke nogen særlig agtelse for den holdning, at salgbarhed i sig selv skulle være et argument for at udgive en bog. Med den udgivelsespolitik var det i realiteten umuligt – at få et forlag til at køre uden assistance udefra, og hans forlag, Arena, blev da også gennem tiderne taget under mere driftsikre forlags beskyttendevinger; senest Gyldendal der holdt liv i det indtil 1987.
Hvad offentligheden angår, vil det være synd at sige, at der var særlig forståelse for et forlag, der sagde nej tak til at udgive indlysende kandidater til bestsellerlisterne – fordi de nu engang ikke var gode nok til Arena!
Efter et par ikke så vellykkede forsøg som forlægger, grundlagde K. E. Hermann sit Arena i 1953 sammen med sin utrættelige kone, Gretchen, kaldet Tuller, og var, under skiftende konstruktioner og redaktioner, dets faktisk leder frem til 1982, hvor han trak sig tilbage til et velfortjent otium.
Når man ser på listen over forfattere og andre med virke i kulturlivet, undgår man ikke en fornemmelse af, at næsten alle der spiller eller spillede en eller anden rolle, har været i det mindste en enkelt vending rundt om K. E.’s forlag. For nu bare at nævne enkelte: Elsa Gress, Henrik Stangerup, Hans Hertel i de første år. Senere fulgte Cecil Bødker og Peter Seeberg efterfulgt af Poul Vad, der forlod Gyldendal og med tiden blev Arenaredaktionernes mest stabile element. Forfattere som Ole Sarvig og Per Højholt, Maria Giacobbe, Jess Ørnsbo og Jørgen Gustava Brandt, der alle sammen overvejende udkom på andre forlag, havde også deres gang på det lille forlags forskellige – altid herskabelige – domiciler – sidst Hald Hovedgård ved Viborg. Af yngre forfattere, der kan smykke sig med titlen ’arenaforfatter’, er der navne som Jens Smærup Sørensen, Dan Turell og Gynther Hansen, mens forfattere som Henning Mortensen og Peter Laugesen kun har udgivet en mindre del af deres bøger på forlaget – Mortensen var desuden direktør i nogle år – men hvis betydning ikke har været ringere af den grund.

Ingen diplomat
Det finere diplomati lå ikke for K. E. Hermann. Der går frasagn om de redaktionsmøder, hvor det blev nødvendigt at tilkalde en læge, fordi han af ren og skær lidenskab for litteraturen og dens forfattere gerådede i sundhedsskadeligt raseri. Men det var nu kun en enkelt af hans ytringsformer, så at sige. Han var også den gamle Far Forlægger, der kunne finde på at ringe til en ung forfatter sidst på aftenen – samme dag han havde modtaget forfatterens manuskript – og skamrose ham i to timer. For så at afslutte med at forberede den unge mand på, at bogen nok ikke ville sælge noget videre. Men det kunne vel også være ligegyldigt? Den unge forfatter vidste, at han havde sin forlæggers fulde opbakning. Den svigtede aldrig.
Det, der gjorde K. E. så enestående, var hans helt selvfølgelige tiltro til, at den gode bog altid ville klare sig. Trods bagateller som næsten fraværende omsætning og truende forlagsfallit. Herregud, den slags er og bliver overgangsfænomener. Overklassedrengen fra det fine Nordsjælland fornægtede sig ikke. Han og hans forfatterredaktioner var tidens mest eminente eksperter og smagsdommere, folk der havde en anden opfattelse var kort og godt uopdragne – åndeligt plebs, som man skulle holde en passende afstand til.
De grinede ad ham, da han blandt mange andre udgav Beckett, Claude Simon og Elias Canetti – den sidste var der kun få aviser der gad anmelde – men det hjalp noget på det, da de – én efter én – fik Nobelprisen. Den der ikke lod sig mærke med nogen særlig overraskelse i den anledning var K. E. Hermann. Han havde jo allerede konstateret, at der var tale om store forfattere.
Forlagsboghandler Karl Erik Hermann, som Kraks Blå Bog så fattigt omtaler ham, blev 89 år gammel. Det føles uendeligt trist, at vi indenfor små to uger har mistet ikke bare Poul Vad, der for både ældre og yngre forfattere var den altid vidende ven og rådgiver, men nu også K. E. Hermann, der som forlægger trodsede forretningsmæssige realiteter og insisterede på, at kun den gode bog er en nødvendig bog. Hinsides enhver floskel: æret være hans minde!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu