Nyhed
Læsetid: 2 min.

Ondskabens akse

(Raptus i Dan Turèll-dur)
Kultur
18. september 2003

Måske er der ikke mere at sige nu. Måske er det for sent at stoppe op, gå en anden vej hjem. Måske er der bare de gode og de onde. De gode og de onde. Der er altid plads til en Berlin-mur mere. I vores hoveder, i Mellemøsten. På månen. Lad nu vær’ med at dele verden op i de gode og de onde. De gode og de onde. Lad nu vær’. Det onde kan ikke sendes ud i rummet. Det onde kan ikke skæres væk. Vi er ikke nogen familie. Vi er ikke nogen glad familie omkring et middagsbord. Et mahogni-middagsbord. Der er ikke engang skeer nok. Lad nu vær’ med at dele verden op i de gode og de onde. Vi skal være her alle sammen. Vi har kun en jord. Én jord, hvor der skal være plads til så meget. Plads til så meget, at selv jorden bliver træt og stønner om natten. Natcreme. Dyner. Sved. Krig er ikke nogen løsning. Nogen løsning. Krig er ikke. Lad nu vær’ med at dele verden op i de gode og de onde. Jo tættere vi rykker sammen, jo større bliver forskellene. Jo tættere vi rykker sammen, jo større bliver afstanden. Der skal være plads til den afstand. Afstand. Militærforlægninger og kyststrækninger. Fiskekuttere og fiskestænger og lugten af gammelt hø. Sommerferier. Lad nu vær’ med at dele verden op i de gode og de onde. Vi skal alle sammen være her. Med vores drømme og vores forskelle. Med vores knækkede tænder. Med vores lange, slanke fingre. Med smagen af jordbær. Med vores giftige tunger. Vi skal alle sammen være her. Med vores hunde og vores tørst. Fremmedheden skal være her. Lad nu vær’ med at dele verden op i de gode og de onde. Vi rykker tættere på hinanden. Verden bliver mindre. Og større. Forskellene bliver større. Meget større. Afstanden til et buddhistisk tempel bliver større. Afstanden til en byggearbejder i Jakarta bliver større. Vi er ikke nogen familie. Ikke nogen familie med onkler og tanter og julegaver. Ikke nogen familie med kærlig hilsen og godnathistorier. Lad nu vær’ med at dele verden op i de gode og de onde. Vi er et system af forskelle. Et system af forskelle. Lykkelige, besvimede forskelle. På én jord.

© Katrine Marie Guldager

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her