Læsetid: 4 min.

På togtur i mangfoldigheden

Forfatteren Anita Nair fortæller indiske kvindehistorier
4. september 2003

Interview
Historien startede, da Anita Nair en dag stod og ventede i en billetkø på stationen i Chennai.
»Stationer i mit land er altid ét stort mylder af mennesker, for jernbanerne er en af Indiens mest succesfulde offentlige sektorer. Alle tager toget. Jeg plejede altid at gå hen og hente mine billetter ved en skranke, hvor der hang et skilt med teksten ’For ældre, handicappede og kvinder’. Der var en hurtigere kø, så der stillede jeg mig. Men en dag, mens jeg stod der og kiggede på skiltet, blev jeg pludselig totalt forbløffet over, at kvinder var sat i samme kategori som ældre og handicappede. Og så tænkte jeg, at man skulle skrive en historie, der foregik i den kø,« fortæller Anita Nair, der er på besøg fra Bangalore for at deltage i festivalen Images of Asia.
Nairs forbløffelse blev starten på romanen Damekupeen, som er udkommet i 15 lande og netop er blevet oversat til dansk. Men da Nair gik i gang med at skrive, fandt hun ud af, at bogen skulle foregå i et rum, der var mere intimt end en billetkø.
»Og så kom jeg i tanker om engang, jeg tog toget fra Kerala til Madras som 21-årig og blev booket ind i en ’Ladies’ Coupé’ med seks køjer kun for kvinder. Fordi jeg var den yngste, blev jeg sendt op i den øverste køje, og der lå jeg og lyttede til kvindernes snak, som blev mere og mere intim, efterhånden som natten gik. Jeg taler de sydindiske sprog, så jeg forstod, hvad de sagde, og det var som at få fortalt eventyr en hel nat.«
Damekupeen handler om seks kvinder, der tilbringer en nat i en togkupé, hvor de fortæller hinanden deres historier. Hovedpersonen, Akhila, har i en alder af 45 besluttet sig for at gøre op med sit dødslignende liv som ugift pligtopfylder, og de andre kvinders historier åbner døre til andre slags liv, som hun ikke før har kunnet forestille sig – fra den eventyragtige kemilærers tragiske ægteskab til den unge pige, hvis bedstemor lige er visnet og død.

En anden virkelighed
»Indiske tog er ikke som de europæiske,« forklarer Anita Nair. »Det gælder om at få en 2. klasse-kupe med airconditioning, hvor det ikke er for fornemt. Folk taler fra det øjeblik, de kommer ind i kupeen. På en flyver er folk formelle; det er de ikke i et tog. Selv om det er ulovligt, kommer sælgere ud og ind med mad og te. Konduktøren, som er togets konge, låser alle døre kl. 11 om aftenen. Der sker hele tiden noget nyt. Så snart jeg kom i tanker om min togrejse vidste jeg, at historien skulle foregå i en togkupé – også fordi et tog symboliserer så meget.«
I modsætning til de fleste andre af de indiske forfattere, der er blevet populære i Vesten, bor Anita Nair i Indien, hvor hun tidligere har arbejdet på et reklamebureau, men i dag koncentrerer sig om at skrive og anmelde bøger.
»Jeg bliver gal over de forfattere, der bruger deres forskønnede barndomserindringer til at skrive om et Indien, som skal forestille at være nutidigt. Andre har aldrig været uden for storbyerne og kender slet ikke alle de andre virkeligheder ude på landet. Et eksempel er den kvinde, der kommer og gør rent hos mig i Bangalore, som er en ægte kosmopolitisk storby med barer og natklubber og multinationale virksomheder, der på mange måder lige så godt kunne have ligget i USA eller Japan. Men hun kommer fra en landsby 20 kilometer væk. I starten brugte hun hele tiden et ord, der betyder ’herre’ eller ’ejer’, og jeg troede, hun talte om sin husvært. Men det viste sig, at hun talte om sin mand!«

En svømmetur
Nair kunne aldrig drømme om at forlade Indien.
»I Indien kan man ikke lave fejende generaliseringer. Og man kan ikke skrive den store indiske roman på 250 sider. Jeg er vokset op på landet, så jeg ved, hvor modbydeligt der kan være. Først og fremmest fordi alt handler om, hvad andre mennesker tænker. Det slås mine personer i Damekupeen hele tiden med, og det er fantastisk vigtigt mange steder i Indien – selv i større byer, fordi folk stadig er afhængige af deres netværk på landet. For et par år siden var jeg henne og svømme ved et hotel i Bangalore. Der mødte jeg en nydelig, meget traditionel familie med en mor, som må have været sidst i 40’erne, og som skulle ud og svømme. Det var helt tydeligt, at hun aldrig havde været i vandet før. Hun beholdt sin bindi og sine armbånd på, og hun var frygteligt kejtet. Jeg kunne ikke lade være med at spørge hende, hvorfor hun pludselig havde fået den ide. Hun fortalte, at hun havde ønsket sig at svømme hele livet, men det havde ikke været muligt på grund af hendes svigermor. Nu var svigermoren død for tre dage siden, og det var hendes første tanke: en svømmetur.«
Det møde blev til kvinden Prabha Devi i Damekupeen. Andre møder blev til andre historier. Og Nair skriver videre med et kærligt, men skarpt øje på det land, som hun ikke kunne drømme om at forlade.
»Da jeg var yngre, var jeg nysgerrig efter at rejse. I dag vil jeg lige så gerne sidde derhjemme og se græsset gro.«

*Anita Nair: Damekupeen. Oversat af Marianne Madelung. 288 s., 248 kr. Forlaget Hjulet

*Anita Nair og den thailandske forfatter Chart Korbjitti optræder i aften kl. 19.30 i Unitarernes Hus, Dag Hammarskiölds Alle 30, kld.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu