Læsetid: 5 min.

Carvalho dræbte Montalbán

En af Spaniens største forfattere, den verdenskendte Manuel Vázquez Montalbán, døde i fredags i Bangkoks lufthavn. Men hans litterære virke er ikke slut endnu
23. oktober 2003

Nekrolog
Thailand travel/et beseglet brev
/en elsket vens død../
...selv om jeg har bedt om mit brev,/så var det der ikke/
/og de har ikke vist mig nogen medfølelse /med den udlænding, som venter på livet eller døden/
/ignoreret i et hjørne af Asien/
/postbuddet ringer aldrig to gange//rejser på en Yamaha/
/og smiler ligegyldigt/for at afstanden/lader hukommelsen opfylde vore ønsker

Sådan skrev forfatteren og journalisten Manuel Vázquez Montalbán i 1990 i bogen El viajero que huye. Nu kan hverken han eller hans berømte litterære alter ego, privatdetektiven Carvalho, flygte mere. Klokken 12 fredag aften døde Manuel Vázquez Montalbán
i Bangkoks internationale lufthavn. Hans hjerte, der for ni år siden fik en firedobbelt bypass-operation, stoppede brat. Bangkoks fugle – denne metafor for himlens åbne og frie rum, som Montalbán tilbage i 1981 brugte som titel på en af sine Carvalho-bøger – bar ham væk. Flugten er menneskets perfekte tilstand, skrev han i et af sine første digte for 40 år siden på en Continental skrivemaskine. Men Montalbán vidste godt, at det var en umulig paradisdrøm. Intet menneske kan leve i permanent flugt.

Carvalho lever endnu
Pepe Carvalho »kan ikke dø. Det er en alt for let løsning,« sagde Montalbán, da jeg i december sidste år interviewede ham i Barcelona, der var hans – og Carvalhos – elskede referencepunkt i hele livet. Og da det gamle Barcelona blev destrueret af byplanlæggere og olympiske omvæltninger, luderne ikke længere vidste, hvad de skulle læne sig op ad, og byen blev globaliseret med nye generationer af indvandrere, så bredte nostalgien sig. Eller var det denne fornuftens pessimisme, som kun kan overvindes med viljens optimisme, eller noget tredje kaldet det håbefulde liv?
Tilbage i 1972 skrev Montalbán den provokerende og sarkastiske novelle, »Yo maté a Kennedy«, med Pepe Carvalho som hovedperson, og i 1974 forvandlede han Carvalho til en privatdetektiv i Tatuaje. Det var Cavalho, der gjorde Montalbán verdenskendt, og der er foreløbig udgivet 22 romaner i den krønikeagtige serie. Disse subnormale krimier, som Montalbán også døbte dem for ikke at blive slugt op af mainstream og det mondæne. Cavalho stod ikke stille i et tidløst litterært univers som Simenons Maigret, men blev ældre. Han havde en biologisk tid. Det spanske forlag Planeta har endnu ikke udgivet det, der bliver Montalbáns og Carvalhos definitivt sidste og 23. bog sammen, Millenium. Den har meget symbolsk 1.000 sider og deles i to halvdele. Den/de udgives i januar og marts næste år. Og så bliver Carvalho heller ikke ældre.
Montalbán skrev altid og var flittigere end de fleste. I november udkommer en af hans mere politiske værker: Aznariteten. For et imperium nær Gud...
Siden han for 40 år siden udgav Informe sobre la Informacíon, har han skrevet, skrevet og skrevet. Sit liv ud. At skrive var hans måde at leve i verden på. Ikke bare med tusindvis af artikler i avisen El País om politik og fodbold eller med sine bidrag til magasiner som bl.a. Triunfo. Hans litterære virke dækker næsten alle genrer. Ikke kun den i Danmark så kendte og rigt oversatte, Carvalho, men også mange andre romaner, der kunne have fortjent en oversættelse – f.eks. det i Europa prisbelønnede Galíndez-mysterie, som netop nu kan ses i de spanske biografer med Harvey Keitel i hovedrollen. Montalbán krydrede sit forfatterskab med Carvalhos kogebøger, der gjorde ham til en af gastronomiens intellektuelle. Han skrev såvel digte som politiske værker og essays. Han opfandt en ny genre med sin ’selvbiografi’ om general Franco. Også Castros Cuba, subcommandante Marcos, den spanske bonsai-socialist Felipe, den amerikanske penetration i Spanien og meget mere satte han ord på. I sin roman Erec y Enide (2002) zoomede han ind på verdens intellektuelle og deres tegn på dekadence.

Og lyset blev slukket
Manuel Vázquez Montalbán, der blev født i 1939, var et barn af den spanske borgerkrig, men det var hans livslange engagement som antifrankist og kommunist, der prægede ham. I sen-80’erne, da
eurokommunismen var ved at gå af mode i Vesteuropa, sagde han i Paris: »Lad mig være den, der slukker lyset«.
Josep Ramoneda, der forleden fortalte anekdoten i El País, fremhæver, at Montalbáns »politiske engagement var dybt sentimentalt«. Han hørte til det dusin af
europæiske intellektuelle, der altid stillede op, hvis der var en ny radikal bevægelse – zapatister, antiamerikanske pacifister eller antiglobaliseringsaktivister – der ville lave oprør mod nykapitalismen eller pax americana.
Da jeg talte med ham i december måned, erkendte han dog, at »ingen tror længere på, at et avantgardeparti sidder inde med nøglen til historien, sådan som venstrefløjen fra kommunisterne og til socialdemokraterne engang gik rundt og troede.«
»Det 20. århundrede i kunsten og litteraturen har ødelagt enhver avantgardisme,« sagde Montalbán og tilføjede stilarter, sprog og koder blandes frit.
»Markedet har tilegnet sig den kulturelle magt, og det dirigerer næsten alt.«
Venstreorienteringen er ’frosset helt fast’, sagde han. »Socialdemokraterne er besat af at få regeringsmagt, og de venter bare på, at det nok skal vinde den tilbage, når vælgerne bliver trætte af de konservative. Det skaber frustrationer og en mangel på illusioner blandt folk. Mange føler sig stadig som venstreorienterede, fordi det giver dem en behagelig fornemmelse af at have nogle faste bud og trygge holdepunkter i livet. Men jeg tror, at det er meget svært at være venstreorienteret, for man skal til at genlæse verden. Man skal til at finde et nyt sprog for verden.«

Håb i modmagt
Montalbán blev én svar skyldig på, hvad det var for et sprog. Som mange venstreorienterede følte han sig mere på hjemmebane i kritikken af magten.
»Når en person som Bush kan nå til tops i USA og blive kejser, er alt sagt. Han regerer ikke. Imperiet ledes af en økonomisk og strategisk lobbygruppe knyttet til den amerikanske militærindustri. Bush er en klovn, som Ronald Reagan var det. De er ikke dumme. De ved godt, at de skal lave krige og militære interventioner for ikke at miste deres økonomiske overherredømme. Men virkeligheden er altid mere finurlig, end de forestiller sig.«
– Hvordan finurlig?
»Her i begyndelsen af 21. århundrede er vi klar over, at der stadig er en økonomisk uorden, at ulighederne er større og den sociale uretfærdighed er værre. Vi befinder os i en ny kritisk krise, og kapitalismens strateger rejser hvert år til Davos for at bekræfte hinanden i, at det gælder om at producere mere og mere. Men der er skabt en global modbevægelse med NGO’er, der som ATTAC kræver en skat på spekulationskapitalen. For mig er det det mest interessante sociale fænomen i det nye århundrede.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu