Læsetid: 3 min.

’Lad de døde hvile’

Vil fremtidens børn fornærme hinanden med skældsordet Pinochet? Det ønsker den chilenske forfatter Ariel Dorfman sig i sin nyeste bog
13. oktober 2003

Interview
BUENOS AIRES – »Jeg har aldrig før set – og håber aldrig mere at se – 70.000 personer græde sammen over deres døde. Begrav vores døde, så de endelig kan få hvile.«
Det skriver den chilenske forfatter Ariel Dorfman indledningsvis i sin nyeste bog, Terroruddrivelse. Scenen er det nationale stadion i Chiles hovedstad Santiago. Dorfmans tårer blander sig med de 70.000 personers på tilskuerpladserne, der 12. marts 1990, dagen efter at general Augusto Pinoches 17 års diktatur officielt ophørte, igen og igen hører den nytiltrådte demokratiske præsident Patricio Aylwins »Nunca mas« – aldrig mere.
For 30 år siden var tilskuerpladserne og græstæppet omdannet til Pinochet-juntaens kz-lejr. Den 11. september 1973 kuppede generalen Salvador Allende, som var Latinamerikas første folkevalgte socialistiske statsleder. Ariel Dorfman var Allendes kulturrådgiver med både hjertet og partibogen på det rette sted. Derfor måtte han få uger efter kuppet flygte til et – ifølge ham selv – liv i evigt eksil fra Chile.

Fanget i frygt og had
– Cirka en tredjedel af chilenerne hylder stadig Pinochet for at have reddet Chile fra kommunismen. Er bogen specielt skrevet til dem?
»Bogen er både skrevet til disse personer i Chile og til resten af verden. Mit land opnår ikke en rigtig forsoning uden at alle os, der er splittet over fortiden, forstår modpartens frygt. Jeg ser meget lidt interesse fra de såkaldte pinochetistas side for at sætte sig i ofrenes position. De er fanget i deres frygt og had.«
– Hvordan påvirker Pinochet-sagen det chilenske demokrati – fra perioden kort efter demokratiets genindførelse i 1990 frem til i dag?
»Den uofficielle aftale mellem Pinochets tilhængere og modstandere, de sidste i dag i Chiles regering, var ikke at røre ved generalen eller fortiden. Da vi i 1998 indså, at hvis vi ikke gjorde det, så gjorde det internationale samfund det, accellerede det den demokratiske overgang og overvandt sporene af Pinochet i vores bevidsthed og samfund. Da han vendte tilbage til Chile, skete det uhørte: Han blev frataget sine privilegier, og der blev fundet årsager til at retsforfølgelse ham. Selv om tyrannen undslap grundet falske helbredsårsager, var det under alle omstændigheder en, omend utilstrækkelig, sejr. Havde 90 procent af chilenere krævet retssagen, så var den kommet. Resultatet ses i dag og er en spejling af, hvor tvetydige vi og Chile er. Men Pinochet-sagen er en milepæl på vejen mod en global retfærdighed.

Hamlet i Chile
– Bogen spørger men besvarer ikke, i hvilken grad omverdenen er villig til at følge Pinochet-sagens udvikling i Chile. Er den manglende opmærksomhed hæmmende?
»En retssag er altid vigtig for dens symbolik om lighed for loven. Vi har set en nøgen, frygtsom, ydmyget Pinochet på flugt fra briterne, spanierne og belgierne. Forladt af mange af sine tilhængere, dømt af menneskeheden og Chiles domstole og alligevel undsluppet straffen med galskab og demens som undskyldning. Jeg ville ønske, at han blev tvunget til at konfrontere hver og en af de forsvundnes mødre. Mere for deres skyld end for min egen tilfredsstillelse.«
Bogens epilog beretter om landet Tsil, der eksisterer om 30.000 år på det nuværende Chiles territorium. Ariel Dorfman gør sig overvejelsen, hvordan historien vil opfatte Pinochet. Information spurgte ham, hvordan den menige chilener i dag opfatter sig selv under diktaturet 1973-90:
»Det jeg godt kan lide ved spørgsmålet er, at hver enkelt chilener skal gøre sig klart, hvad denne gjorde og ikke gjorde for diktaturet og for at kvæle skrigene. Mange gange beskylder vi systemet, når mange chilenere kiggede den anden vej vel videde, at der blev tortureret, mens de spiste sig mætte og tjente deres månedsløn. Mange chilenere insinuerede, at de tilbageholdte måtte være skyldige i et eller andet. Og det er det, der for at omskrive Hamlet er råddent i det chilenske rige. Og indtil de chilenere, der er skyldige i denne virkelighedsflugt, erkender deres medskyldighed, vil der være noget råddent i landet.

BLÅ BOG
Ariel Dorfman
*(1942-), chilensk forfatter, journalist og dramaturg. Cand.mag i litteratur på Universidad de Chile, lektor i litteratur samme sted. Undervist på Maryland, Sorbonne, Berkeley og Amsterdam. I dag gæsteprofesor ved Duke University i North Carolina, USA, hvor han bor. Hans mest kendte essay, Anders And i Den Tredje Verden (1971), analyserer Disney-koncernens imperialistiske ideologi. Dorfmans memoirer Kurs syd, mod nord – en rejse imellem to sprog (1998) og på dansk 2002). Terroruddrivelse (2002) udkommet på dansk 11. september 2003 om Pinochet-sagens effekt på Chile, den menige chilener og en ny international retsorden. Senest novellen Terapia (2003) endnu ikke på dansk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu