Læsetid: 5 min.

Mere kærlighed og mindre stiv pik og håret tilbage

Jokeren bløder op og bløder igennem på sin solodebut
9. oktober 2003

Hvis tendensen blandt københavnerne går mod højere arbejdsløshed, weekendalkoholisme og en øget udstilling af privatsfæren, så kunne man næppe finde et mere mainstreamet udspil end Jesper ’Jokeren’ Dahls første plade i eget alias.

Alpha Han lefler dog ikke for sit potentielle kæmpepublikum, der kender rapperen fra Den Gale Pose-tiden. Albummet er tværtimod pakket ind i hårde beats, som fremstår langt mindre polerede og poppede, end den nu opløste trios westcoastede sirenefunk gjorde.

Omvendt bløder Jokeren ikke blot op på lyriksiden -– han bløder ligefrem igennem fra et åbent sår. Blotter svage sider, aldrende mådehold og en hjerteknust bitterhed.

Med de nye dybder nås der nye højder for dansk rap i et stadig mere hovedstads-centreret univers, som strækker sig fra foden af Valby Bakke til hovedtribune C i Parken. Hvor eksempelvis kvinder tidligere var brugsting, en flok ho’s, er de nu nogle magiske skabninger, der kan gøre én dum-forelsket og siden hen hævngerrig.

På samme måde er det med festerne.– Jokeren er måske fortsat en stodderkarl, men ikke nødvendigvis en fandens karl, der 24-7 slår gækken løs med coke og Bombay Sapphire. Den slags har man i øvrigt slet ikke råd til, når arbejdsformidlingen konstant hetzer løs med trusler om aktivering.

Blot fordi man har guldplader og grammyer i hoved og røv, behøver man med andre ord ikke at have til næsen og ganen, erkender Jokeren.

Mere på hjerte

Da Information møder den selvbestaltede bistandsrapper på hjemmebanen, Christianshavn, viser åbenheden sig med det samme. På kropssproget, nærværet og den større indsigt i såvel sig selv som hiphopmiljøets udfordringer og begrænsninger. Sågar i ordvalget.– Jokeren afslutter således sjældnere sine sætninger med det brøsige »dér«. Nu siger han »ik’« i stedet.

Den efterhånden 30-årige rapper søger dialogen frem for enetalen: –

- Når jeg lytter til teksterne på ’Alpha Han’, så er det mit indtryk, at du virker mere reflekterende og er blevet ældre. Har du fået nogle andre værdier?

»Forhåbentlig! Hvis jeg stadigvæk havde det samme på hjerte, som da jeg var 22 (med Den Gale Pose-pladen Mod Rov, red.), så ville det også være en katastrofe. Hvis ikke jeg havde bevæget mig videre på små 10 år, ik’. Det er absolut nødvendigt, at jeg og andre i branchen vokser med opgaven. Ellers slipper folk jo ikke opfattelsen af rap som andet end et ungdomsfænomen.«

»Jeg er nok den ældste, der fortsat er på scenen, og med en kliche så forsøger jeg at ’holde det ægte’ over for mig selv. Det ville være fuldstændig fjollet, hvis jeg kun talte om fisse, sprut og stoffer som i gamle dage. Men samtidig er de sider jo fortsat en del af mig.« –

- Du hænger også stadig ud med –- og bruger –- Suspekt-drengene fra Albertslund, der har en temmelig ensidig tilgang til tingene ... ?

»Og sådan bør det være, for de er meget yngre end mig. Samtidig kan man sige, at jeg fortsat er den, jeg hele tiden har været. Der er bare nogle flere facetter af mig i mit udtryk, men som jeg måske var for ung til at lade komme op til overfladen tidligere. Eksempelvis når jeg fortæller om at være helt dumforelsket i min kæreste, som jeg er det på »Hey Smukke« (fra den nye plade, red.). Det er sgu ... du ved, lige så fantastisk det er at være forelsket, lige så banalt lyder det jo, når man udtrykker det. Men det er fint, jeg kan sagtens stå ved at være sådan og have det sådan. Det er dejligt at have det sådan,« fastslår Jokeren over et par omgange. Som om han stadig nyder at høre sig selv sige det. –

- For fire år siden var det ikke gået?

»Nej, det hænger slet ikke sammen at lytte til »Flere Ho’s« (fra 1996, red.) og så »Hey Smukke« umiddelbart efter. Det er jo i hver sin ende af skalaen. Det er klart, at man som 22-årig skal ud og løbe hornene af. Men når man så har fundet sit livs kærlighed, skal man også kunne give udtryk for det, ik’. Eller som jeg også berører det i »Kvinde Din«, så skal man finde plads til at udtrykke den del af sorgen, som er hadet og vreden.«

Helt almindelig

-– Nu sagde du selv ’holde det ægte’ før. Er du i virkeligheden blevet mere ærlig?

»Ja, lad os bare sige ’holde det ærligt’ i stedet for ’holde det ægte’. Jeg har helt sikkert fulgt klichéen ’keepin’ it real’ hele vejen igennem. Det er en del af min hiphop-opdragelse – at man ikke skal udgive sig for noget, man ikke er. Som dansk rapper skal man lyde som dansker i et dansk univers og lade være med blot at adoptere det amerikanske udtryk i teksterne. Det er fint nok, at vi har adopteret genren, altså hiphoppen og mere specifikt rappen, men vi skal ikke adoptere indholdet. Hvis vi gjorde det, så ville andre danskere heller ikke kunne forholde sig til det. Så er det jo lige pludselig ikke nærværende, men en dårlig kopi af noget, ik’.«

»Det fungerer netop, hvis man siger, ’prøv at høre; jeg chiller her på Sofiekælderen, jeg er på dagpenge, jeg drikker i weekenden og elsker min kæreste’. Så det, jeg kan, er faktisk at sætte ord på, hvor helt almindelig jeg i virkeligheden er. Og de fleste mennesker er jo ret almindelige, så de har vel kunnet nikke genkendende til det indtil videre, ik’.«

-– Hvad er din egen mavefornemmelse af pladen og dens lyriske indhold?

»Jeg synes absolut, den er noget af det bedste, jeg har skrevet. Alpha Han er en naturlig videreudvikling – ikke bare en gentagelse af de tidligere plader. Det gælder både lyrisk og musikalsk. Jeg startede ud som 22-årig med håret tilbage, stiv pik og paraderne helt oppe. Jeg var ude for at pisse territoriet af, ik’. Eftersom jeg bliver ældre, klogere og mere selvsikker, kan jeg nemmere tage paraderne ned og måske danse lidt Muhammed Ali-agtigt rundt om mine oplevelser i dagligdagen. Stikke slagene ind og danse væk.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu