Læsetid: 5 min.

Spørgsmål til en bestseller

3. oktober 2003

(2. sektion)

Under den sovjetiske erobring af Berlin i 1945 sad en tysk kvinde i en sønderskudt lejlighed og skrev dagbog om håb, sult og voldtægt. En spændende og vigtig bog, men er den fiktion?

Litteraturdebat
I 18 uger holdt bogen Eine Frau in Berlin sig på nyhedsmagasinet Der Spiegels bestsellerliste. Hvorfor forstår man godt.
Bogen er en usminket beretning om dagene mellem 20. april og 22. juni 1945 – tiden omkring Den Røde Hærs erobring og besættelse af Berlin. I dagbogsstil beretter den om krigens vanvid, om sult, om fornedrelse, om de sovjetiske soldaters voldtægt af tyske kvinder.
Sproget er moderne, medrivende og bogen beskriver kvinder, der ikke blot var ofre for de brutale, bondske sejrherrer. Kvinderne havde også fordele af nærkontakten med soldaterne – ikke mindst adgang til mad og mulighed for beskyttelse.
Anmeldere og læsere var begejstrede, da bogen udkom i april. Hvem dagbogsskriveren var, får læseren ikke at vide. Forlaget Eichborg og udgiveren, forfatteren Hans Magnus Enzensberger skriver på bogens flap, at det var forfatterens ønske ikke at blive nævnt ved navn: »Alene af den grund er det ikke tilbørligt at spekulere over hendes identitet,« hedder det.
For journalisten Jens Bisky fra Süddeutsche Zeitung havde den opfordring den modsatte effekt; han besluttede sig for at finde frem til hende.
Den tyske bearbejdelse af Anden Verdenskrig er fortsat en møjsommelig affære. I dag – snart 60 år efter de forfærdende begivenheder – er den endnu i gang, ansporet af hyppige bogudgivelser og dokumentarudsendelser i tv.

Hitlers dagbøger
Hver eneste gang et emne tages op, rykkes historien på plads i en slags normalitet, der forsøger at yde både skylden og de meningsløse ofre på tysk side retfærdighed.
Sidste år blev der taget hul på den etniske udrensning i Østprøjsen og andre gamle tyske landområder (Günter Grass’ Im Krebsgang) og den allierede bombekrig rettet mod hjemmefronten i de tyske storbyer (Jörg Friedrichs Der Brand).
I år behandles overgreb på civile – bl.a. den systematiske voldtægt af tyske kvinder i sovjetisk besatte områder – i både Eine Frau in Berlin og en længere tv-dokumentation på ARD (mandage).
Men siden ugemagasinet Stern købte Hitlers falske dagbøger i 1983, ved tyskerne også, at muligheden for svindel med kildeskrifterne altid er til stede. Under læsningen af Eine Frau in Berlin opdagede journalisten Jens Bisky flere mærkværdigheder. Alene bogens indledning forekom ham sært ’filmegnet’:
»Ja, krigen nærmer sig Berlin. Hvad der i går var en fjern rumlen, er i dag konstant kanontrommen. Man indånder krigslarm.«
Dagbogen blev udgivet første gang i USA i 1954 og udkom fem år senere på tysk. Ved at sammenligne førsteudgaven med Eichborn-udgaven fandt Bisky flere ændringer, som gav ham mistanke om, at nogen havde fusket med manuskriptet, ja at bogen muligvis var ren eller delvis fiktion og dermed ikke havde krav på den troværdighed, forlaget og Enzensberger tilskrev den.
For at identificere forfatterinden undersøgte Bisky personkredsen omkring den mand, der i 1954 udgav bogen i USA. Den blev bragt på markedet af den udvandrede, nu afdøde tyske forfatter Kurt W. Marek, der havde fået manuskriptet i hænde og lovet forfatterinden anonymitet.

Propaganda-skriver
I Mareks nærmeste omgangskreds stødte Bisky på Marta Hillers, født 1911 og indeholdende alle de karaktertræk, man kan læse ud af dagbogens jeg-fortæller.
Marta Hillers var en ekstraordinær kvinde, der ikke gled ikke ind i rollen som husmor, som samtiden foreskrev. I stedet rejste hun rundt i det meste af Europa og studerede på Sorbonne. Året efter Adolf Hitlers magtovertagelse bosatte hun sig i Berlin og ernærede sig som freelancejournalist. Siden fik hun arbejde på et af de kontorer, der forsynede nazisternes propagandamaskine med tekst.
Der er intet vidnesbyrd om, at hun var medlem af NSDAP, alligevel giver nærheden til regimet hende – hvis det altså er hende – en skygge af utroværdighed som iagttager af krigens sidste dage.

Biskys mistanke
Biskys afsløring af Marta Hillers’ identitet vakte Enzensbergers vrede.
»Hvis det er afslørende journalistik, at finde frem til navn og adresse på en voldtaget kvinde og offentliggøre det, så kan man kun gratulere Jens Bisky og Süddeutsche Zeitung med triumfen,« udtalte han til avisen Die Welt.
Enzensberger står for Eichborn-serien ’Andere Bibliothek’; det er altså ham, der indestår for bogens ægthed. Men, erkender han, han har aldrig selv set originalmanuskriptet.
Ifølge forlagets oplysninger er der i virkeligheden tale om to manuskripter: Den originale dagbog er nedskrevet i tre stilehæfter, som umiddelbart efter blev bearbejdet til et maskinskrevet manus på 121 sider – i førsteudgaven angives det, at bearbejdelsen skete i perioden »juli og august 1945«, i den nye udgave »fra juli 1945«.
Sådanne rettelser og tilføjede unøjagtigheder vakte Biskys mistanke om, at Marta Hillers måske kun har leveret oplægget til dagbogen – at den måske er skrevet af Kurt W. Marek.
Under krigen etablerede Marek sig som forfatter af doku-dramatiske beretninger fra fronten. Han havde en formidabel evne til at formidle andres oplevelser og kan således også have bearbejdet Marta Hillers krigsdagbog.
»Hvor er manuskriptet? Hvem har redigeret det? Var det Marta Hillers før hendes død (i 2001, red.)? Hvad kan efterprøves som dokumentarisk? Dagbogsoptegnelserne er engagerede, de appellerer til vores moralske bedømmelse, forlanger, at vi revurderer vores historiske meninger. Men det kan vi først gøre, når vi kender tekstens udformning, dens opståen og ved, hvem der har skrevet den,« skrev Jens Bisky den 24. september i en meterlang artikel i Süddeutsche Zeitung.

Enzensberger vred
Kritikken af dagbogen vinder forsigtigt gehør i flere aviser, men ikke alle:
»Forargelsen hos Hannelore Marek (Kurt W. Mareks enke, red.), der har rettighederne, er forståelig, men ikke hos Enzensberger,« skriver Berliner Zeitung. »Den tekstkritiske efterprøvning af et historisk værk er ikke arvingens opgave men forlæggerens. Åbenbart har forlaget ikke sammenlignet originalen med den trykte udgave.«
Frankfurter Rundschau mener, at forlaget burde fremlægge en kritisk gennemgang af dagbogsoptegnelserne, mens Frankfurter Allgemeine mener, at Biskys spørgsmål lod sig besvare, hvis han havde talt med Hannelore Marek og spørger selv:
– Hvor er de tre stilehæfter?
»Originalerne (...) befinder sig i en advokats varetægt og skal med tiden afleveres til et åbent arkiv.«
– Hvem har redigeret dem?
»Ingen (...). Forfatteren har tilføjet sine korrekturer til den tysksprogede udgave fra 1959. Det drejer sig mesten dels om forbedringer af ortografi og grammatik samt minimale, stilistiske korrektioner.«
– Hvor mange versioner findes der?
»Kun en, den nuværende, hvis rang som dokument af eminent historisk og litterær værdi der ingen tvivl hersker om.«
Ugen efter svarede Enzensberger på igen i Der Spiegel:
»Forfatteen vidste meget vel, hvorfor hun ville være anonym. Hun ville undgå flere nedværdigelser, som dem der nu overgår hende, efter hendes død. Hendes daværende samlever, som hun viste teksten, ville efter læsningen ikke have noget med hende at gøre. Og efter førsteudgaven af bogen beskyldte man hende for at have besmudset den tyske kvindes ære. Derfor gav hun ikke tilladelse til nye oplag, mens hun levede. Det var, skulle det vise sig, en klog beslutning.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu