Kritik
Filosoffen Bernard-Henri Lévy udgav tidligere på året den læsværdige roman/reportage Qui a Tué Daniel Pearl? På baggrund af rejser og
interviews forsøger Lévy at opklare mordet på Daniel Pearl, en 38-årig jødisk født amerikansk journalist, som for Wall Street Journal var draget til Karachi i Pakistan for at rapportere om voldsomme antiamerikanske demonstrationer. Den 20. januar 2002 blev han bortført. I en afskedsvideo udtaler han under tvang: »Min far er jøde, min mor er jøde, jeg er jøde.« Hvorefter han får halsen skåret over, mens kameraerne rullede.
Bernard-Henri Lévy konkluderer i sin bog kort fortalt, at det pakistanske efterretningsvæsen SIS formentlig var indblandet i sagen. At Daniel Pearl var på nippet til at afsløre en forbindelse mellem SIS og blandt andet al-Qaeda, og at det var den egentlige grund til, at Pearl måtte dø.
Bogen er ikke bare spækket med detaljer og afsløringer, den er også velskrevet som en prosatekst. Selv definerer Lévy bogen som genreskabende, som en romanquête, en sammentrækning af roman og enquête, en undersøgelse. Den cocktail har vakt begejstring blandt anmeldere og læsere. Bogen er blevet revet væk i Frankrig og senest i USA, hvor den er udkommet næsten samtidig med enken Marianne Pearls skildring A Mighty Heart: The Brave Life and Death of My Husband, Danny Pearl, der ligeledes er blevet godt modtaget.
Amerikansk kritik
William Dalrymple, The New York Review of Books anmelder og Pakistankender, er imidlertid langt fra begejstret for Lévys sammenblanding af fakta og fiktion. I en ualmindeligt angrebslysten artikel kalder han bogen »dybt mangelfuld« og »fyldt med alvorlige faktuelle fejl.« Han mener, at Lévys research er »amatøragtig« og nævner en række eksempler:
Hovedskurken, Omar Sheikh, skal angiveligt være opvokset på Colvin Street i London. Den eksisterer i følge Dalrymple simpelthen ikke.
Lévy placerer den religiøse skole Akora Khattack i Peshawar, omend den ligger over 100 kilometer derfra. Netop reportagen fra skolen, som angiveligt fremavler religiøse fanatikere, er lidt af et scoop. Men hvis Lévy ikke kan placere den på et kort, må man selvfølgelig spørge: Har han overhovedet været der? Eller er det et eksempel på, at fantasien er løbet af med ham? Og sådan er der flere eksempler.
Dalrymple kritiserer dog især bogens sidste kapitler, hvor Lévy uden håndgribelige beviser påstår, at det pakistanske efterretningsvæsen ISI skulle være i hvert fald medansvarlig for Pearls bortførelse. Dalrymple medgiver, at ISI uden tvivl har set igennem fingre med diverse islamistiske gruppers handlinger, navnlig i Kashmirområdet. Men Lévy bliver skinger og fordømmer ikke bare efterretningstjenesten, men et helt politisk system og sågar et land.
Fransk selvkritik
I Le Monde Diplomatique nøjes Serge Halimi ikke med at kritisere de faktiske fejl hos Lévy. Retorisk spørger han, om Lévy har skrevet en romanquête eller slet og ret en dårlig enquête.
Halimi går ikke bare efter Lévys seneste værk, men irriteres tydeligt over det, han kalder BHL systemet.
Bernard-Henri Lévy er ikke blot filosof. Han har med større eller mindre held også givet den som forfatter, journalist og filmmand. Han er desuden fast kommentator hos Le Point og har magtfulde venner i erhvervslivet, blandt kunstnere og
ikke mindst i de højere politiske lag.
Bernard-Henri Lévy har forstået at brande sine initialer, og hans mindste bevægelse bliver til en mediebegivenhed. Den stenrige filosof optræder sammen med sin skuespillerhustru i sladderbladene, udtaler sig om hvad som helst. Hver gang, han vender hjem fra en rejse til en krigszone og udgiver en bog, bliver det til en event, og han inviteres i studiet for i nystivet, åbenstående hvid skjorte at promovere værket.
Gang på gang har kritikere påpeget faktuelle fejl hos Lévy og beklaget hans tendens til at forenkle selv de mest komplicerede problemstillinger. Serge Halimi henviser til filosoffen Gilles Deleuze, som allerede i 1977 kritiserede de nye filosoffer, hvortil Lévy hører. Deleuze fremhævede allerede dengang disse filosoffers litterære marketing, hvor forfatteren var i centrum:
»Jo svagere tanken er, jo vigtigere blivere tænkeren, jo mere vægt tildeler subjektet sig selv i forhold til nogle indholdstomme udsagn,« skrev Deleuze.
Serge Halimi nævner blandt flere eksempler Lévys rejse til Afghanistan i 2002. Lévy var af selveste præsidenten sendt af sted for at udarbejde en rapport om Frankrigs muligheder for at hjælpe med genopbygningen af landet. Efter få uger vendte Lévy hjem med en færdig rapport, som i øvrigt blev udgivet i bogform. Halimi hæfter sig ved, at rapporten kun indeholdt ét bilag: En tale, Lévy selv havde holdt i Kabul.
Tilsyneladende har kritikken ikke anfægtet Lévy, som da også denne gang er videre i teksten til næste medieegnede sag. Senest er han gået forrest i et angreb mod den muslimske tænker Tariq Ramadan. Ramadan havde kritiseret Lévy og en række andre fransk-jødiske tænkere.
I forbifarten havde Ramadan kritiseret Lévy for at stigmatisere Pakistan i sin bog om Daniel Pearl.
Lévy svarede voldsomt i sin ugentlige kronik i Le Point, at Ramadan blot forsøgte at genoplive den gamle myte om et jødisk komplot.
Serge Halimi nærer tilsyneladende ingen forhåbninger om, at kritikken vil bide nævneværdigt på BHL, endsige at den vil ændre det fransk starsystem.
Han hæfter sig således ved, at artiklen fra The New York Review of Books end ikke er blevet kommenteret i den franske presse. Det beklager Halimi, for problemet er ifølge ham ikke kun et spørgsmål om Lévys mere eller mindre mangelfulde reportager. Det er et problem, der rammer det franske åndsliv, et problem, der handler om »en kortslutning af de regler, der styrer det intellektuelle liv, tankens verden og de teknikker, der styrer stjernerne og de kendtes verden.«
