Læsetid: 5 min.

Altid en drøm, der drømmer os

Fortællingen og angsten er gennemgående aspekter i Arthur Krasilnikoffs forfatterskab, hvis univers favner bredt
29. januar 2004

Interview
»Jeg har fortalt historier hele mit liv!« udbryder Arthur Krasilnikoff og slår ud med armene. »Men det gør alle mennesker. Fortællingerne bekræfter os i, at vi er til.«
At Arthur Krasilnikoff kan lide at fortælle, er der ingen tvivl om. Han har dårligt sat sig til rette i sin blomstrede lænestol, før han ivrigt starter på sin livshistorie. Der er nok at fortælle om. Arthur Krasilnikoff blev født i 1941. Derefter fulgte en skiftende opvækst på Færøerne og i Danmark. En tid som sømand. En uddannelse som filminstruktør. Utallige rejser til Kalahariørkenen. 16 bøger, både romaner, børnebøger og novellesamlinger siden debuten Skyggehunde i 1966. Fortællingerne står også centralt i Arthur Krasilnikoffs store, fabulerende, romaner, der ligesom hans liv veksler mellem skiftende universer. Fra den kræftsyge Linda, der fortæller om sin opvækst ved Skælskør i 50’erne i Vandmærker til buskdrengen Kanta, der fortæller om udrensningen af sin stamme i Nattens Rygrad.
Arthur Krasilnikoff startede sine historiefortællinger som 10-årig.
»Jeg fandt nogle gange på historierne samtidig med, at jeg fortalte dem. Jeg syntes, det var meget fascinerende, hvordan det kunne gå til. Det var et ejendommeligt rum, der opstod for mig, for hvor i alverden kom de historier fra?«

Historierne fortæller, vi er til
Fortællingerne er, som Arthur Krasilnikoff udtrykker det, eksistentielle, fordi mennesket, lige fra det bliver født, har noget at fortælle.
»Hvis man er flere mennesker sammen, er der altid én, som helt automatisk begynder at fortælle en historie. Fortællingerne bekræfter vores fællesskab med hinanden og med virkeligheden.«
Det interessante ved fortællingerne er, ifølge Arthur Krasilnikoff, at det er de samme historier, der bliver fortalt igen og igen. Det skyldes, at vi mennesker kun kan lære af personlig erfaring.
»Vi er nødt til at lave vores egne erfaringer. Vi kan ikke lære af tidligere generationers fejltagelser. Derfor bliver vi ved med at leve et liv med de samme konflikter. På den måde bliver det de samme historier, der fortælles. Jeg tror, det er vigtigt, at hver generation har sine historiefortællere, fordi fortællingerne viser, at vi mennesker har det samme levevilkår.«
»Vi bliver til gennem vores fortællinger, fordi vi hver især lytter til historierne på vores egen måde. Det er her sprogets styrke ligger. Samtidig med at sproget er en del af fællesskabet, garanterer det også vores individualitet.«
»Jeg ville selv gerne kunne mine romaner udenad, for når der kommer lyd på sproget, skabes der flere nuancer i historierne.«

Angsten er drivkræften
Karakteristisk, for personerne i Arthur Krasilnikoffs romaner, er, at de er grebet af en angst, som aldrig forsvinder. En angst der er et grundvilkår for mennesket, hvis man spørger Arthur Krasilnikoff.
»Jeg tror, vi har to ting, der er før os selv. Angsten og lugtesansen. De er drivkræfterne i vores liv. Lugtesansen er unik, fordi den kan give stærkere erindringsglimt end de andre sanser.«
»Angsten er eksistentiel, og den er der altid. Det er en angst for det ukendte. For det at mennesket ved, det kommer ud for noget uforudsigeligt. Vi mennesker lever hele tiden under det vilkår, at der vil ske noget.«
Ifølge Arthur Krasilnikoff kan man nærme sig sin angst gennem sproget. Ved at navngive den, bliver den lettere at forholde sig til, men den forsvinder ikke af den grund.
»Angsten er det, der driver folk ind i den tåbelige forestilling om, at der findes en Gud. Folk anbringer angsten et sted, hvor den er til at håndtere, og det bringer ro i deres tilværelse, men det tager ikke angsten væk.«
Arthur Krasilnikoff skildrer i sine romaner personer, der søger friheden på forskellige måder i livet. Hvis man spørger Arthur Krasilnikoff, hvori mulighederne for frihed eksisterer for mennesket, trækker han opgivende på skulderne.
»Der er ingen muligheder for frihed. I Vandmærker skriver jeg freedom is within, og sådan er det. Følelsen af frihed skal man have indeni sig selv. Uden den følelse, er man ikke fri. Hvis man til gengæld har den, er man altid fri. Ligegyldigt om man så er i fængsel.«

At have Afrika i sin krop
Arthur Krasilnikoffs interesse for buskmenneskene startede i 1962, da han læste Laurens van der Posts Heart of the Hunter.
»I bogen siger en jæger »husk der altid er en drøm, der drømmer os«. Den sætning fascinerede mig. Jeg forstod den således, at det menneskelige fællesskab, som findes netop nu, er noget der genskabes hele tiden. Det sker gennem fortællinger.«
Arthur Krasilnikoff har siden 1986 rejst gentagne gange til Kalahariørkenen og levet med buskmenneskene. Han er fascineret af deres måde at se verden på.
»I vores kultur vil vi gerne lave spor. Det skal kunne ses, at vi har været her. Buskmenneskene derimod vil have en usynlig gang på jorden. De respekterer de dyr, de slagter og de planter, de høster. På den måde opretholder de en balance, som ikke eksisterer i vores kultur.«
»I vores samfund er vi hele tiden meget opsatte på at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen. Vi har brug for en forklaring. Det er buskmenneskene ligeglad med. De tror på, at de nok skal finde ud af tingene, når tiden er inde.«
– Du taler i din seneste essaysamling Hurtigløberen om, at du har Afrika i din krop. Hvad betyder det?
»Jeg ved det ikke, men sådan er det. Det er en hel bestemt følelse af, at Afrika sidder inde i mig. Det er meget mærkeligt.«

En stor løgnhals
En endnu mere mærkværdig oplevelse for Arthur Krasilnikoff var, da han læste en biografi om Laurens van der Post. Den afslørede, at han var en stor løgnhals. Van der Post havde aldrig været nær buskmenneskene, men havde selv fundet på det hele, ja han havde faktisk selv fundet på hele sit liv.
»Van der Post fik verdensberømmelse ved at skrive en bog om sine år i en japansk krigsfangelejr. Han blev kaldt oberst hele sit liv. Det hele er løgn.«
»Det uhyggelige er, at mennesker tror på løgnen, når den er godt fortalt. Van der Post løj om hele sit liv og slap godt fra det,« siger Arthur Krasilnikoff. Han skraldgriner:
»Men sådan er det med de allerbedste historiefortællere. De kan fremstå troværdige, selvom de er fulde af løgn.«
Dette interview er det andet i en serie om forfattere, der er født i landbrugs- eller landsbykulturer, men vokser op i det moderne samfund, og som beskæftiger sig med denne dobbeltkultur i sit forfatterskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu