Kommentar
Læsetid: 4 min.

Hvem sidder der i karret?

Det er de mærkeligste ting, man ikke ved, at man ikke ved
Kultur
5. januar 2004

Mærkelig filosofi

Filosofien er lærdomstræets stamme, og alle de andre videnskaber er grene, der vokser ud fra det. Det glemmer de andre nogle gange, men det er åbenlyst for enhver filosof. Han tænker tit ved sig selv: Hvordan kan man overhovedet gå i gang med andet, før man har lært om træstammen? For filosofi handler om, hvordan vi kan vide, at vi ved.

Det er ikke det eneste, den handler om. Den handler også om, hvad det er at være, og hvordan noget skal være, for at det kan være sandt. Det kan man for eksempel efterprøve ved hjælp af den formel, som Christianshavns Gymnasiums filosofilærer benyttede til at indvie os i syllogismens mysterier: 1) hvis alle blip er blåp, og 2) alle blåp er blyp - så 3) er alle blip også blyp. 1-2-3: her har I grundskabelonen for den formelle logik.

»Blyp?« spørger læseren måske, og her vil han have fat i filosofiens grundlæggende mærkværdighed. For den har alle dage stillet tilværelsens mest dybsindige spørgsmål på helt åndssvage måder. I en grad, så man endda kan tale om en vis tradition for fjollethed inden for lærdommens langskæggede rækker.

Prøv tesen

Her er et kerneproblem i den filosofiske gren, der handler om betingelserne for viden, nemlig epistemologien: Hvordan kan jeg vide, at jeg ikke er en hjerne i et kar? Sådan lyder i sin fulde ordlyd det skeptiske spørgsmål, der kaldes ’brain-in-a-vat’-argumentet.

Og det er ikke okay blot at svare »hvorfor i alverden skulle jeg dog være det?« For en filosof kendes på sin parathed til at acceptere de mest-langt-ude præmisser for en hypotetisk virkelighed og derefter efterprøve, om den kan falsificeres.

I løbet af denne efterprøvning viser det sig så, at svaret på det dumme spørgsmål i virkeligheden er en forudsætning for alle vores andre antagelser om, hvad vi går og ved. Altså: »Du ved ikke, at du ikke er en hjerne, der er blevet nedsænket i et væskefyldt kar i et laboratorium og forbundet med ledninger til en computer, som under en opfindsom videnskabsmands kontrol fodrer dig med de oplevelser, du har netop nu (han kan være godsindet eller ondsindet efter behag),« forklarer filosoffen Jonathan Dancy.

Han fortsætter: »For hvis du var sådan en hjerne, så, hvis videnskabsmanden ellers havde held med sit forsøg, var der intet i dine erfaringer, der overhovedet kunne afsløre at du var det – for din oplevelse er ex hypothesi identisk med den, du ville have haft, hvis du ikke var en hjerne i et kar. Siden du kun har din egen oplevelse at appellere til, og den oplevelse vil være den samme i begge situationer, kan intet afsløre for dig, hvilken af dem, der er den virkelige.«

Nu bliver problemet, at det ikke er til at stole på nogen anden viden, hvis man ikke er sikker på dette første præmis: »Jeg ved da, at jeg er et tænkende menneske med en krop.«

Problem-modellen hører under den såkaldte cartesianske skepticisme, som startede med, at den franske filosof René Descartes i 1641 sad i sin lænestol foran ilden og eksperimenterede med at antage, at »en ondskabsfuld dæmon i besiddelse af gigantiske kræfter og snarrådighed har sat al sin energi ind på at narre mig. Jeg vil antage at himlen, jorden, farverne, formene, lydene og alle udvendige ting blot er drømmeforestillinger, som han har udtænkt for at kontrollere min dømmekraft.«

Oplevelsesmaskinen

I nyere, afkristnet videnskab har ideen om den ondskabsfulde dæmon ikke haft så stor overtalelseskraft, så det blev filosoffen Robert Nozick, der først satte den cartesianske skepticisme på en moderne formel i 1971 ved at foreslå »oplevelsesmaskinen«: en maskine der kunne levere en hvilken som helst oplevelse, man måtte ønske. Man kunne for eksempel skrive en bog eller få en ny ven, altimens man flød rundt i en tank med elektroder sat på hjernen.

Nozick stillede spørgsmålet som et moralsk dilemma: Ville man foretrække denne maskine for den virkelige verden, og kan noget andet have betydning for vores liv, end hvordan det føles indefra?

Det var Hilary Putnam, der udvidede det erkendelsesmæssige problem i Nozicks ide ved at spørge, om det overhovedet kan bevises, at vi ikke allerede er en række hjerner i indbyrdes forbundne kar (og således ikke har nogen frihed til at vælge oplevelsesmaskinen til eller fra). Ikke fordi det er vigtigt for filosofien om vi er hjerner i kar, men fordi det er vigtigt for den, om vi har adgang til sandheden.

Hvad hvis vi befinder os i »én stor hallucination, snarere end en række separate og ikke-forbundne hallucinationer. Således at når det virker på mig, som om jeg taler til dig, virker det på dig, som om du hører min ord.« Sådan spørger Putnam, og ham havde Wachowski-brødrene læst, før de i 1999 satte ledninger og elektroder på Neos hjerne i den første del af filmtrilogien om The Matrix.

Et selv i en hjerne

Både Descartes og Putnam mener at have løst problemet (Descartes fordi vi ikke kan være i tvivl om vores egen eksistens, Putnam fordi kommunikationen i den kollektive hallucination ikke ville være meningsfuld), men der er i epistemologien bred enighed om, at brain-in-a-vat-problemet ikke kan løses tilfredsstillende. Vi kan bare ikke være komplet sikre på at have adgang til en virkelighed, der eksisterer uafhængigt af os selv, og det mærkelige tankeeksperiment har dermed vist sin berettigelse. Men det gør det jo ikke mindre mærkeligt.

Det var mærkeligt, at Descartes kunne tro sig besat af en ondskabsfuld dæmon, og at filosofiens eksempler tit skal være så sære. Og det er for resten også mærkeligt – eller i hvert tilfælde bemærkelsesværdigt – at nutidens filosoffer tror, selvet kun sidder i hjernen, så der kan være et helt ’jeg’ i den kropsløse geleklump, der sidder der i karret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her