Læsetid: 4 min.

Internationalt

29. januar 2004


v./ Mette Størum Krogh
Helt efter bogen
*Hun har nydt en øjeblikkelig berømmelse, der er de færreste debutanter forundt. Hun har tidligere repræsenteret Irland ved det Internationale Melodi Grand Prix. Hun har sikret sig sekscifrede kontrakter og Hollywoods årvågenhed. Og så er hun datter af den irske premierminister. Navnet er Cecelia Ahern og ovennævnte faktorer er, trods en del skepsis i litterære kroge, opskriften på en succes.
Cecelia Ahern signerede for nylig eksemplarer af sin tårefremkaldende debutroman, PS, I Love You, der netop er udkommet, i Dublin. I det regi parerede hun i en hurtig vending påstande om, at hendes tidlige succes kan tilskrives faderen, Bertie Aherns, profil: »Det er egentlig meget smigrende for min far, at kunne tro på, at han har så stor indflydelse på Hollywood og resten af verden,« sagde hun med slet skjult selvtillid.
Retfærdigvis skal nævnes, at en stor del af romanens massive medvind også er kommet fra lande, hvor reaktionen på faderens navn, som den 22-årige novice formulerer det, er: »Bertie hvem?«. PS, I Love You er blevet solgt til forlag i 23 lande, og har indhentet en lukrativ kontrakt med amerikanske Hyperion på intet mindre end 1 million dollar.
Warner Bros har skyndsomt erhvervet sig filmrettighederne til romanen for 100.000 dollar – et beløb, der ifølge Ahern selv, er stort nok til, at hun kan investere i sin første bærbare computer og flytte hjemmefra.
Den unge forfatterindes bagland er genstand for et større mediehype i Irland, hvor førsteudgaven, der blev trykt i 50.000 eksemplarer, er blevet revet ned fra hylderne, og har gjort PS, I Love You til bestseller natten over.
Romanen beretter historien om Holly, den 30-årige heltinde, der mister sin mand, som dør af en hjernesvulst. Denne har efterladt sig 10 forseglede kuverter, der indeholder månedlige gøremål eller udfordringer til hende, hver især møntet på at hjælpe hende med at overvinde sin sorg og omfavne livet igen.
Skeptikere fristes til at spørge, om opmærksomheden omkring yndlingen ville have været lige så kondenseret, havde hun ikke været datter af landets mægtigste mand.
I hjemlandet har aviserne følgende brugt uhørt megen spalteplads på at diskutere, hvorvidt Aherns værk er et stykke exceptionelt ‘chick lit’ (pigelitteratur, red.) eller ej.
»Hjertesorg, intriger og kærestebreve hinsides graven ... har man først læst så langt på bogens bagside, vil man have svært ved at lægge den fra sig,« lyder dommen i The Irish Times, der finder Aherns stil ufuldkommen, men »hverken sukkersød eller opstyltet med lovende glimt af humor og en afslappet, lemfældig omgang med fyldeord.«
Andre kritikere har taget skåneærmerne af, og citeret særligt klodsede dialoguddrag fra romanen. The Belfast Telegraph kalder den »bedre end de værste, om end et betragteligt stykke vej fra de bedste«. Konlusionen må være, skriver anmelderen, at »efternavnet – og den nysgerrighed, der omgiver det – vil bære den igennem. Men opfølgeren kan gå hen og blive et problem«.
Den besindige Ahern siger dog, at hendes politiske herkomst, har hærdet hende til at udvise en vis resistens over for kritikernes ubarmhjertige behandling. Og opfølgeren – ja, den er såmænd allerede skrevet.
Solstråle-historien er endnu et skrevet kapitel i en af Irlands mest sejlivede sæbeoperaer – Bertie Ahern og co.’s liv i det hele taget og kærlighedsliv mere specifikt.
Ahern er den første premierminister, der for åbent tæppe har gennemlevet en skilsmisse i Irland, hvor en sådan var ulovlig frem til 1997.
Sidst klanen tiltrak sig ekstra opmærksomhed var i fjor, hvor den ældste datter Georgina giftede sig med Nicky Byrne fra Irlands boyband nummer ét, Westlife. Hele familien er da også behørigt krediteret på omslaget, hvad enten hun vil være ved dem eller ej.

Churchill vs. Hemingway
*Da det svenske Akademi i 1953 skulle vurdere, hvorvidt Winston Churchill var Nobelprisen i litteratur værdig, skete det med en del vaklen blandt jurymedlemmerne. De blev dog til slut enige om, at han trods alt var en bedre forfatter end Ernest Hemingway.
Hemingway var imidlertid ikke den eneste litterære mastodont, der blev kasseret til fordel for Churchill under debatten om prisuddelingen i 1953. Navne som Robert Frost og Walter de la Mare, blev ligeledes forkastet, viser nyligt offentliggjorte dokumenter ifølge Aftenposten.
I den afsluttende runde samlede Akademiet sig om den gamle krigsherre, som da var premierminister i Storbritannien efter at have tilbragt de første efterkrigsår i opposition.
Det er blevet sagt, at Winston Churchill, til trods for at verden stod i gæld til ham, var lidt for meget en kriger til at modtage fredsprisen.
Men var han virkelig en større forfatter end Hemingway og Frost, for ikke at nævne Graham Greene og Halldór Laxness, der blev vurderet i samme ombæring og derefter vraget til litteraturprisen? Kritikere mener ifølge Aftenposten, at man helt burde have undladt at uddele en pris det år. En tanke Akademiet imidlertid ikke brød sig om.
Dermed blev Churchill, som flere gange tidligere havde været i betragtning, udråbt som en art mindste fællesnævner.
Når Akademiets medlemmer tvivlede, skyldtes det ikke udelukkende skepsis over for Churchills litterære produktion. Svenskerne frygtede tillige, at tildelingen af litteraturprisen til en aktiv politiker ville blive tolket som en politisk snarere end litterær motivation.
Det ligger dog fast, at Churchill blev læst af folk i alle samfundslag, hvilket er mere, end man kan sige om samtlige navne på listen over vindere af Nobels litteraturpris gennem tiderne.
Hemingways litterære kunnen var i øvrigt ikke ringere, end at han blev tildelt Nobelprisen i litteratur året efter – i 1954. I 1955 tilfaldt æren også Halldór Laxness.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu