Baggrund
Læsetid: 9 min.

Morderen og Lady Lazarus

En iskold februardag i 1963 stod digteren Sylvia Plath op, satte mælk og kiks parat til sine to små børn, lagde sig på knæ med hovedet i ovnen og tændte for gassen. Hun blev 30 år. I dag er der britisk premiere på filmen om hende. Vi fortæller hendes historie
Kultur
30. januar 2004

En iskold februardag i 1963 stod digteren Sylvia Plath op, satte mælk og kiks parat til sine to små børn, lagde sig på knæ med hovedet i ovnen og tændte for gassen. Hun blev 30 år.

Morder, stod der på skiltene, da en gruppe mennesker samledes i protest udenfor det hus, hvor den britiske digter Ted Hughes skulle læse op i Australien. Det var engang i 1970’erne, kvindebevægelsen var godt i gang, og som digteren Sylvia Plaths utro mand måtte Hughes jo være skyld i hendes selvmord en tidlig vintermorgen i 1963. Ikke?

Den samme tankegang ligger bag, når navnet ’Hughes’ i ’Sylvia Plath Hughes’ på hendes gravsten ofte er forsøgt hakket ud, og sådan var i det hele taget stemningen i mange år, når den fatale saga om det engang så strålende digterpar Ted Hughes og Sylvia Plath kom på tale.

For feminister og Plath-fans var Ted Hughes ganske enkelt inkarnationen af mandssamfundet, den onde mand, der udnyttede, besvangrede og siden forlod den ambitiøse og talentfulde kvinde, der elskede ham. Modsat har Hughes’ tilhængere påpeget Sylvias psykiske ubalance (ifølge hendes sidste psykiater var hun maniodepressiv) og hendes dødslængsel, dokumenteret i tidligere selvmordsforsøg. Sylvia Plath var i én dødsmærket skikkelse både ’sårbar-men-genial-forfatterinde’ (model: Virginia Woolf) og ’den gale kvinde på loftet’ fra engelske victorianske romaner, som jager sin mand lige lukt i armene på mere medgørlige kvinder.

Sylvia, hedder den film om ægteparret Plath/ Hughes, som i dag har britisk premiere. Filmen repræsenterer nærmest den Hughes-venlige fløj, baseret som den er på Hughes’ sidste bog, Birthday Letters, der beskriver hans tanker og følelser om forholdet til Sylvia Plath, og som udkom få måneder før Hughes’ døde af kræft i 1998.

Men først til den historiske virkelighed bag filmen: Som amerikansk udvekslingstudent på Fulbright-stipendium i England i 1956 møder Sylvia Plath fra Amerika –– ug-pige, 180 cm høj og flot som en fotomodel –– den lovende unge britiske digter Ted Hughes.

Ham vil Sylvia have. Fire måneder senere er de gift.

I digtet »Rugby Street 18« fra Birthday Letters, på dansk Fødselsdagsbreve, lydhørt oversat af Pia Juul, beskriver Ted Hughes et af parrets tidligste møder:

»Vi gik sydpå gennem London til Fetter Lane/ og dit hotel. Over for indgangen/ på en bombetomt på vej til at blive en byggetomt/ klamrede vi os svimmelt til hinanden for at beskytte os og tog sammen i en tønde/ over en slags Niagara. Mens vi faldt/ i brølet fra sjælen, fortalte dit ar mig –/ som et hemmeligt navn eller kodeord –/ om hvordan du havde prøvet at tage livet af dig. og jeg hørte/ uden et øjeblik at holde inde med at kysse dig/ som om en ædru stjerne hviskede det over den drejende, dundrende by; hold dig væk./ En kujon af en stjerne. Jeg husker ikke,/ hvordan jeg smuglede mig ind, indhyllet i dig./ på hotellet. Så var vi der./ Du var slank og smidig og glat som en fisk,/ du var en ny verden. Min nye verden./ Nå, så det er Amerika, sagde jeg undrende./ Skønne, skønne Amerika!«

Forholdet var intenst fra begyndelsen. Ikke mindst var Sylvia Plath voldsomt optaget af Hughes’ forfatterskab, og som en velopdragen 50’er-pige hang hun i for at klargøre hans digte til udgivelse og reklamere for dem. Begge fascinerede og støttede dog hinanden kreativt, samtidig med, at de levede i den forventelige fattigdom, der fulgte med at være digterspire.

I april 1960 fik de deres første barn, datteren Frieda. Mindre end to år senere kom sønnen Nicholas. Selv med to små børn og konstant pengetrang arbejdede Sylvia med at skrive noveller (ofte levebrødsnoveller på bestilling), digte –– samt begyndte på en roman. Hughes –– af sin egen generation, hvis beundrede mandlige stjerne, han var, ofte kaldt en nutidig Heathcliff fra Yorkshire –– var mere tiltrækkende og modtagelig for andre kvinder, end Sylvia brød sig om. Til hans oplæsningsseancer sad hengivne kvindelige fans i stimer.

Den flotte Ted blev en ’philanderer’, der rundt omkring etablerede små fikse ventiler til at lette det hjemlige pres fra kone, penge og blebørn. Men det gik galt, da han mødte Assia Wevill, den ene halvdel af et venne-par, han og Sylvia tog sig af og en overgang boede sammen med.

Assia var nemlig ’veninden fra helvede’, skal man tro den jævnaldrende forfatter Fay Weldon, der også kom i Londons unge kunstnerklike. I sine erindringer Auto da Fay (2002) beskriver Fay Weldon situationen således:

»Wevill-parret (Assia og hendes mand David, red.) tog ned og boede hos Hughes-parret i Devon i weekenderne. Assia fortalte mig, at hun indlod sig med Ted, fordi hun blev stødt, da Sylvia, som dengang havde to små børn, bad hende skrælle kartofler til frokosten. Assia var altid nærtagende over for alle, som hun syntes behandlede hende som en tjenestepige ... Så for at hævne sig gik hun ned i haven hvor Ted, der senere blev hofdigter, tog sig af bønnerne, og flirtede med ham. Og sådan begyndte det. Og så blev det alvorligt, sagde Assia, og snart var der ikke længere noget Wevill-ægteskab, og så, og så...«

Ted Hughes faldt for Assia Wevill og flyttede i efteråret 1962 ud af sit og Sylvia Plaths fælles hjem. I de måneder, der fulgte, skrev Sylvia Plath en fjerdedel af de digte, hun skrev i hele sit voksne liv. Furiøst, lidenskabeligt, dramatisk:

»Now I am silent, hate
Up to my neck, Thick, thick.
I do not speak.
I am packing the hard potatoes like good clothes,
I am packing the babies,
I am packing the sick cats.
O vase of acid,
It is love you are full of. You know who you hate.
He is hugging his ball and chain down by the gate
That opens to the sea
Where it drives in, white and black,
Then spews it back.
Every day you fill him with soul-stuff, like a pitcher.
You are so exhausted.
Your voice my ear-ring,
Flapping and sucking, blood-loving bat.
That is that. That is that.
You peer from the door,
Sad hag. »Every woman’s a whore.
I can’t communicate.« (18. oktober 1962)

Sådan skriver Sylvia Plath i digtet »Lesbos« fra den digtsamling, Ariel, der gjorde hende berømt tre år efter sin død. Digtene, i dag anerkendt som hendes bedste, skrev hun det sidste halve år, hun levede, i vildt opskruet tempo, af og til et eller to om dagen.

Mere reserveret modtaget blev hendes selvbiografisk inspirerede roman The Bell Jar, Glasklokken, der udkom, mens hun levede.

Bogen beskriver en ung amerikansk piges opvækst og forsøg på at komme i kontakt med virkeligheden, martret af sin egen frenetiske perfektionisme og sorgen over sin fars tidlige død. Selv var Sylvia otte år, da hendes far døde. Men eftertiden har taget Glasklokken til sig, og i dag er den teenagepige-kult. Nutidens unge kvindelige perfektionisme er kommet på omgangshøjde med bogens ’ekstreme’ sindstilstande.

I dag er Sylvia Plath anerkendt som én af det 20. århundredes største engelsksprogede lyrikere. Men hun undslipper næppe den symbolske rolle, som hendes forfatterskab og utidige død har givet hende.

»Dengang syntes alle, det var Sylvias skyld,« siger Fay Weldon i dag. »Så blev det Teds skyld. Og så tog Assia livet af sig selv og sin lille pige. Men det var alles skyld, dem alle tre, men også det offentlige, der lod Sylvia i stikken, da hun sad ydmyget og forladt af sin mand med to små børn. Sådan er det jo heller ikke mere. Men det hele skulle aldrig være sket, de var allesammen kun 30 og tog sig selv så alvorligt!«

Den sidste bemærkning er afsvalende på ægte weldon’sk vis: Herregudda, der er da bedre ting i livet end kærlighed og at tage livet af sig!

Mere kontroversielt tager Weldon i erindringsbogen også kraftigt afstand fra den tanke, at Sylvia Plath var ’født til selvmord’. I stedet ser Fay Weldon hendes skæbne i en generationstypisk kvindesammenhæng:

»Sylvia døde ikke, fordi hun var deprimeret, men fordi hun var ulykkelig. Men hendes historie blev vendepunktet, begyndelsen til moderne feminisme. Før da var det bare sådan, at en kvinde opgav alle sine egne forhåbninger for at ofre sig for en mand og blive hans muse. Det ville Sylvia ikke, hun døde, men sådan kunne det aldrig blive sidenhen.«

I Weldons øjne lagde Sylvia Plath med andre ord 1950’ernes kvinderolle i graven med sig selv. Hun blev den sidste kvinde, der døde, fordi hendes identitet var hængt (for meget) op på, om en mand elskede hende. Samtidig med, at hun insisterede på sit eget talent ved siden af det liv, hun også satte så meget ind på at få: Et smukt hjem, en mand, der var både smuk og genial, børn. Hun klarede det hele, ug-pigen, men overlevede ikke springet.

I et nyt essay i avisen The Observer knytter den engelske litteraturkritiker Al Alvarez (der indtog en central position for 1950’ernes unge britiske digtergeneration og som den første promoverede Plaths digte) Sylvias død mere direkte sammen med hendes digte og med konkurrenceforholdet til Hughes.

Samtidig kritiserer han filmen Sylvia for at give et for banalt billede af forholdet mellem Hughes og Plath: Han fremstilles ifølge Alvarez nærmest som en lidt naiv fyr fra Nordengland, der bistår sin besværlige kone med opvask, børn og forfatterskab. Al Alvarez mener derimod, at Hughes var med til at presse den konkurrencemindede Sylvia ud over sine grænser, skriver han i essayet »Ted, Sylvia and I« i The Observer den 4. januar 2004:

»Da Ted og Sylvia mødtes, var han langt forud for hende som lyriker, ikke teknisk, men fordi han havde let og umiddelbar adgang til sin inspirations kilder, en altid åben hotline til sit ubevidste.«

»Hun lærte hurtigt og stræbte højt; alt hvad han kunne, kunne hun gøre bedre ... Men da det lykkedes, var de dæmoner, hun slap løs, af det onde. De satte hende i stand til at skrive stor poesi, men de ødelagde hendes ægteskab, og dernæst hende selv.«

Men Sylvia Plath nåede altså at skrive en række enestående digte, der giver spændstig skønhed til psykiske ubalancer så urimelige, at man skal være menneske for at kende dem. Ted Hughes giftede sig med Assia og fik en datter.

Fem år efter Sylvia Plaths død begik også Assia selvmord og tog parrets fireårige datter Shura med sig i døden. Dødsårsagen var gas, som en skyldplaget spejling af Sylvias død.

Ted Hughes opdrog alene Frieda og Nicholas, havde sandsynligvis adskillige affærer, giftede sig igen med en 20 år yngre kvinde og døde som engelsk hofpoet (Poet Laureate). Uden nogensinde at sige ét eneste ord offentligt om sit forhold til Sylvia, før Fødselsdagsbreve udkom. Af hensyn til børnene holdt han tilmed i årevis skjult for dem, hvordan deres mor var død. Som Sylvia Plaths arving og litterære eksekutor sørgede han desuden gennem årene for at udgive hendes digte og dagbøger – dagbøgerne i redigeret udgave. Originalerne destruerede han.

Den 11. februar 1963, under den koldeste vinter i England i mange år, stod Sylvia Plath tidligt op. Formentlig ved firetiden om morgenen, som hun ofte gjorde for at kunne skrive, før børnene vågnede. Hun satte to mælkeglas og kiks parat på en bakke i børneværelset til Frieda på to år og ni måneder og Nicholas på halvandet. Så tætnede hun med viskestykker og håndklæder vinduer og dørsprækker, lagde sig på knæ på gulvet med hovedet i ovnen og åbnede for gassen. Da hjemmesygeplejersken dukkede op – forsinket – klokken ti, var Sylvia Plath død. Hun blev 30 år.

Nogle har gættet på, at hun planlagde sit selvmord for at lokke Hughes tilbage ved truslen om helt at miste hende. Måske var planen, at hjemmesygeplejersken skulle finde hende i tide. Imod taler, at hendes allersidste digte er skrællet for tidligere triumferende billeder af genopstandelse og katteliv. Som der står i digtet »Lady Lazarus«, der danner motto for filmen: »At dø er en kunstart, som alt muligt andet. Jeg gør det usædvanlig godt.«

Sylvia’, med Gwyneth Paltrow som Sylvia Plath og Daniel Craig som Ted Hughes, er instrueret af newzealænderen Christine Jeffs og har manuskript af John Brownlow. Filmen har britisk premiere i dag. Dansk premieretidspunkt er endnu ikke lagt fast.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her